Elsebeth Dreisig, Thomas Peter Koppel og Andrea Pellegrini i ‘Angelo’ (Foto: Joachim Knudsen)

BRYLLUPSNATTENS BLODIGE FORBANDELSE

Ny dansk opera: ’Angelo’. Bygget over Marques’ ’Historien om et forudsigeligt mord’. Kompakt musik, elementær dramatik, et glimrende sangerhold, al ære værd. Men mange svagheder.

***

UHA – det er længe siden, men det kan være min egen skyld: Den seneste opera af komponisten Lars Klit, jeg har hørt, er ’Thoratorium’, der blev spillet på Den Anden Opera i Kronprinsensgade i 2002.
I aftes var han så på plads med en ny opera – ’Angelo’ – skrevet i samarbejde med musikeren Jesper Lützhøft, også en mand, der var tæt forbundet med Den Anden Opera allerede i 1990’erne. Store dage dengang, hvor dette slagfærdige foretagende gjorde det, Den Kgl. Opera ikke havde mandshjerte til dengang: Fik komponister og musikere til at afprøve den vanskelige genres bærekraft.
’Angelo’ ligger klart i forlængelse af, hvad der huskes fra de år – og fra Lars Klit. En historie, der ikke overlader os til kryptiske spekulationer over, hvor handlingen bærer os hen. Til gengæld en musik, der ikke gør livet lettere for hverken sangere eller publikum. Det er i orden, for publikum skal også gøre sig umage.

GYS

Handlingen er Gabriel García Marques’ ’Historien om et forudsigeligt mord’, en kontant gyser om, hvad der sker i et katolsk samfund, hvis en brud ikke kan præstere jomfrudommen på bryllupsnatten. Så er det klosteret eller kniven. I dette tilfælde kniven. Æresdrab. Det kunne være et García Lorca-drama, som vi kender tonen fra ’Bernardas hus’ f.eks.
Jesper Lützhøft har skrevet librettoen over romanen. Ordene falder rigtigt, men også tungt og omstændeligt. Det samme gør musikken mange steder. Dialogerne låser sangerne fast til en vis stereotypi. Et parlando, som bliver maskinelt. Det belaster også iscenesættelsen, som instruktøren Ulla Gottlieb er tvunget til at fastlåse i mange statiske tableauer og dialoger.
Det er mest påfaldende i 1. akt, fordi orkestret hviler i en kompliceret, tæt struktur, der trods al fantasifuldhed får karakter af et lydtapet, som ikke gør det nemt for sangerne at komme igennem med tydelige statements.

STÆRKT BESAT

Handlingsforløbet er ellers klart nok, og sangerbesætningen meget stærk med mezzosopranen Andrea Pellegrini som den arme brud, der uden held forsøger sig med det klassiske ketchup-trick på brudenatten, tenoren Jan Lund som den rasende brudgom, Thomas Peter Koppel, som udfolder sin sikre tenor i titelrollen som den vidtløftige, men ulyksalige dandy Angelo, der må lade livet til sidst, da pigens bror griber kniven: basbarytonen Jens Bruno Hansen i gedigen udfoldelse, på lige fod med Jesper Buhl som bryllupsgæst, Isabel Piganiol som omfartende vinskænker og Elsebeth Dreisig som Angelos arme mor. Sangere, der ligesom Jens Søndergaard og Signe Sneh Schreiber kan deres metier, yder fortræffelige præstationer og slås lidt med monotonien i Klits partitur.
Meget liver som sagt op efter pausen, hvor orkestret, der er anbragt flot til vejrs, i langt højere grad skifter til lydhøre oplæg, korte intermezzi og sangerledsagende, mere solistiske indslag, kort sagt en større musikalsk variation – en sprød violin til introduktion af en person f.eks. – i det hele taget en musikalsk-dramatiske større gennemsigtighed end i 1. akten. Eksempelvis de stærke situationer mellem mor og søn.
Ingen diskussion: Det er en god oplevelse at se og høre en ny dansk kammeropera. Endda i en så gennemarbejdet og gedigen udførelse. Og Pakus 11 er som før oplevet et glimrende sted til den type opsætninger.

GregersDH.dk