Jens Kepny Kristensen, en af de syv nye skuespillere fra skolen ved Aarhus Teater i ‘Andel’ på Teater V (Foto: Anna M. Schram)
TRIVI I NÆRBILLEDE
De nye skuespillere fra skolen ved Aarhus Teater gæstespiller med deres afgangsforestilling ’Andel’ på Teater V. Forestillingen vil få andelsboligejere til at se sig i spejlet med et skævt grin.
’Andel’ spiller på Teater V til og med 17.1. Gratis adgang.
***
HER er så visitkortet fra det seneste skuespillerhold fra uddannelsen ved Aarhus Teater. Fem fyre og to piger.
De præsenterer sig i København på Teater V med et stykke af Caroline Cecilie Malling, selv relativ ny dramatiker fra Aarhus-skolen.
Men vi har dog allerede set flere stykker af hende og oplever igen, hvordan hun målbevidst graver sig ind i hverdagslivet i de små hjem – bedst lykkedes det for nogle år siden med ’Over hegnet’, senere også ret godt med ’Rester af Alice’, og nu med ’Andel’, der ser ud til at være skrevet direkte til skuespiller-afgangsholdet.
Som drama virker ’Andel’ som en stiløvelse, lige til at pudse videre på i en soap, der vil kunne gøre sig i den folkeligste ende af danske tv-serier I trivi-genren.
Malling fortæller om livet i en andelsboligforening på godt og ondt, om nabostridigheder, om beboere, der fester for meget om natten, om selvbestaltede ordenshåndhævere, om kværulanter, om rotter i kælderen, om alt muligt, men især om, hvem der har ret til hvad.
Stykket kunne mageligt beskæres med det meste af en halv time, Malling – og skuespillerne med – løber lidt tør i skildringen af kælderrotter og børnepasning, men det giver naturligvis spillerne nogle muligheder for at jonglere med udtryk og dialog. Og det er en pointe, når de nu skal vise nationen, hvad de har på hjerte.
KVALIFICERET
Den gennemgående blanding af påståelighed, selvoptagethed, selvhævdelse, triviel hverdagsargumentation og lurende aggressivitet, bløde afbøjninger, gråd og grin, afprøves i mange afskygninger i Kasper Sejersens instruktion. Og vi kan roligt dømme dette hold af nyankomne i faget til at være kvalificeret i de fleste hjørner af karakter-skemaet til scene- og skærm-opgaver.
Uden at fremhæve nogle for andre. De syv spilleres navne er Jens Kepny Kristensen, Anders Aamodt, Julie Buch-Hansen, Niels Anders Manley, Shelly Levy, David Elnebo Polmer og Ulrik Waarli Grimstad.
Vi har før set afgangshold fra Århus, som havde mulighed for at rulle sig ud mere alsidigt, f.eks. sangligt og musikalsk. I ’Andel’ må vi nøjes med, at en enkelt af drengene kan håndtere sin tuba i finaletemaet af Carl Nielsens ’Espansiva’. Kunne der ikke også have været plads til bare en enkelt glad guitarsolo og en sang ved andelsforeningens årsfest?
Men velkommen til bundtet i i hvert fald. Også til scenografen Karin Gille, som vi sidste år også mærkede os med hendes scenografi til Vivaldi-operaen ’Otone in Villa’ på Teater Republique.
gregersDH.dk