OG MÆND MED NØGNE OVERKROPPE

Alvin Ailey-danserne i Tivoli har ikke noget interessant at fortælle os om dans og religiøse følelser. Det smuldrer i den afdeling. Men i fri og bunden rytmisk udfoldelse er første del af deres program forrygende. 

*****

EN stribe plakater langs H.C. Andersens Boulevard viser Alvin Ailey-dansere. Flotte fyre med nøgne overkroppe. Svævende i luften, som om de var satellitter på vej gennem verdensrummet. Det er de selvfølgelig ikke. De er ikke mange centimeter over gulvet.
Når vi ser dem – som i Tivoli i aftes – er de centimeter nok til at få det til at rykke i os. Hvis danserne ellers får gulv, rum og bevægelser til at ophæve vores fornemmelse af tyngdekraft.
Og så er der musikken. Vi forlader Tivolis Koncertsal med et drøn af ’Rocka my soul in the Bosom of Abraham’ – hele ensemblet i gult. Fejende. Rokkende.
Det er afslutningen på sidste og 3. del, der er gospel, gud, Jesus og ærkeenglen Daniel, og rigtig udmærket, men ret uinteressant koreografisk og for resten også musikalsk. Så den del lader vi hvile i fred.

RYTMER

Vi vandrer baglæns til 2. del. Den slutter med Robert Battle’s ’The Hunt’.
Her sker der virkelig noget: En enerverende, aggressiv musik af ’Les Tambours du Bronx’, seks mandlige dansere i sorte skørter, der afslører et knaldrødt fór, alle danserne med nøgen overkrop.
Og hvis musikken er aggressiv, så er koreografien det sandelig også. Den følger rytmer, der krydser taktarter med fem slag mod fire, så danserne spores ud i rituelle kampkonflikter, tæt på slagsmål.
Men snakker vi om rytmer, så er den foregående ’Takademe’ oppe i det vildeste luftlag.
’Takademe’ er for en solodanser, en fyr i røde bukser og nix weiter, han hedder Kirven James Boyd, og Robert Battle har givet ham den mest forrygende musik at lege med.
Det er den engelsk-indiske sangerinde og performer Sheila Chandra, som synger eller rapper, eller hvad vi nu skal kalde det, en stormflod af verbal nonsense. ’Speaking in Tongue nr. II’ er titlen, for hun har lavet flere ’tungetaler’ efter en model, der hører hjemme i indiske kulturcirkler, snævert knyttet til særlige indiske ragaer.
Det lyder som improviseret plapren, men nej, det er gennemstruktureret – ellers ville det heller ikke være muligt for danseren at følge så minutiøst og virtuost de impulser, strømmen af lyde giver. Med komisk og forbløffende kropslig effekt.
En oplevelse, nok den største på denne aften med det første af to programmer, Alvin Aileys ’American Dance Theatre’ har med til København.

LØSSLUPPENT

Det skal ikke få os til at glemme indledningens ’Love Stories’, som bekræfter os i den uimodståelige charme, der først og fremmest er hele ensemblets: Den løsslupne og lyksalige, legende og festlige dans – løssluppen, ja: Som var de sluppet løs i et new yorksk gademiljø med hinkende unger og abefest til den lyse morgen.
Så der er som sædvanlig oplevelser nok at hente med Ailey-ensemblet i Tivoli – en kultiveret kvinde i min nærhed stønnede i pausen: De kroppe! Og det var ikke pigerne, hun tænkte på. I sandhed: De mandlige dansere fører an på scenen hos Ailey.

GregersDH.dk