Mads M. Nielsen, Kirsten Olesen og Ann Eleonora Jørgensen i ‘Alverdens rigdomme’ (Tegning: Claus Seidel)
TIL HELVEDE MED GALE DRØMME
Glimrende skuespillere i udmarvende familieslagsmål om magt og begær i O’Neills ’Alverdens Rigdomme’ på Skuespilhusets Store Scene.
****
DET var dog satans til opvisning i modbydelighed!
O’Neill har i mange stykker gravet langt ned og dybt ind i amerikansk familie’idyl’, men næppe så grumt og direkte brutalt som i dette, ’More Stately Mansions’, der på dansk har fået titlen ’Alverdens rigdomme’.
Brutalt, men også firkantet. Der levnes ikke mange stumper af menneskeligt overskud og tilgivelse i hjerte og nyrer på de personer, der har hovedrollerne i dette trekantsdrama mellem mor, søn og svigerdatter.
Alle tre er hyæner af udspekuleret beregning. Det gælder kampen om magten over hinanden og magten over den formue og business, der er familiens, efter at faren og grundlæggeren af virksomheden er død og borte.
Det foregår på præmisser, der får det til at ringe af nære og velkendte fænomener: Finanskrise, Stein Bagger, bank-grådighed etc.
Men samtidig er dialogen broderet med afgrunde fyldt af moderbinding og undertrykte drifter, freudiansk drømmevirvar, uudslukte længsler og frem for alt: Uudslukkelig mistænksomhed over for andres motiver.
HAD OG DRIFTER
Det er undertiden godt over tærsklen til det komiske: Moren, som Kirsten Olesen udfolder med spil på hele sit klaviatur af indestængt vulkansk urkraft, lever i en indre verden af skjult længsel efter at tilhøre 1700-tallets mondæne overklasse, plastret til med Mme Pompadoursk foragt og rædsel for fattigdom. Samtidig med at både hun og sønnen aldrig kan få gjort op med sig selv og hinanden, om Ødipus-komplekset skal overvindes af hadet til den unge svigerdatter. Eller om drifterne mod moderskød og forløsning skal fortrænge både had og pengebegær.
Mads M. Nielsen har fornøjelsen af at spille den ekstremt ucharmerende kyniker af en søn, hvis lynsnare udvikling fra ung idealist til helvedes magtmenneske er temmelig overvældende.
Og ligesom de to tumler frem og tilbage i hastige frontalskift mellem hyklerisk forsoning, erotisk imødekommenhed og sataniske bagholdsangreb, spiller også den sexede Ann Eleonora Jørgensen for fuld damp op til det uendelige maskebal af kølig gambling og manipulation med de nære omgivelser.
TRÆTTENDE
Det hele spil bliver hen ad vejen for meget og en smule trættende i de konstante vendinger og drejninger mellem de tre – afløst af monologer, der ganske pludselig kan tage surrealistiske drejninger i 2. akten, hvor de tre udfolder et meget henrivende, provokerende tankespil, siddende som i en ventesal.
Det er af samme grund ganske lindrende at møde enkelte bipersoner: Steen Springborg som en småliderlig advokat, Jesper Langberg som en falleret bankdirektør, der trædes ned i skidtet, og Martin Hestbæk, der tværes om muligt endnu mere ud som broren, de er reduceret til stikirenddreng.
Stykket er langt, for langt, også uforløst i sine utallige tilnærmelser til en konklusion. Men glimrende spillet, og gennemtænkt sat i scene af O’Neill-eksperten Jan Maagaard. I en dekoration, der symbolsk er formet som et gyldent bur af Peter Schultz.
’Til helvede med alle gale drømme’ som en slutreplik lyder.
