Andreas Landin som søfareren Jens Munk i ‘Alverden god nat’ (tegn. Claus Seidel)

ALVERDEN GOD NAT

 
Komponisten Peter Bruun og digteren Ursula Andkjær Olsen rammer med fine og intime midler fortællingen om søfareren Jens Munks havarerede forsøg på at finde Nordvestpassagen.

 
’Alverden god nat’ spiller på Operaens Takkelloftet indtil 17.2.

****

”DER var engang en dreng…”
Sådan starter det. Som et eventyr. Eventyret om Jens Munk, søfareren, som Christian 4. sendte på en mission, der blev en heroisk kikser. Endte i is og sne, død og ulykke. Hjemkomst og ingen tak. Tværtimod: Fængsling og skideballe.
Det er svært at være en helt. Don Quixote ler sig fra det med sine blå barneøjne. Han ville frelse verden. Jens Munk ville opdage den. Ligesom Vitus Bering. Bering døde undervejs. Men fik sit navn på landkortet. Det gjorde Munk ikke. Men han fik sit liv beskrevet i en bog. Thorkild Hansen var forfatteren.
Og nu har Munk fået sin opera. Opera er en god kunst til at hylde helte. I en opera kan følelser svulme. Men det er ikke lige sådan, vi oplever operaen ’Alverden god nat’, som havde premiere denne mandag aften. Den er en poetisk hyldest til en sømand, der vover sig ud i det uvisse. Komponisten Peter Bruun går sammen med librettisten og digteren Ursula Andkjær Olsen den stille vej ind i hjertet på en mand, som har en drøm og træder i pagt med den natur, han har taget kampen op med.
Det sker smukt og stilfærdigt. Trods de voldsomme hændelser. Havets og isens truende overmagt. Og sulten og skørbugen, der tager livet af næsten hele skibets besætning.

TIL SØS

”Der var engang en dreng…” Skuespilleren Meike Bahnsen er fortælleren, der beretter om Munks fødsel og opvækst i Norge. Med bog og optegnelser i hånd. Som en god historie, fortalt en stille aften hjemme i sofaen. Om ekspeditioner i syd og nord. Brasilien og det russiske ishav. Lange ture, inden vi når frem til den egentlige: Forsøget på at sejle nord om Amerika og nå frem til Kina, men ende med at fryse inde i den canadiske Hudson Bugt.
Rolf Heim, der har instrueret operaen bringer alt til live med vældige videobilleder på bagtæppet, Skib, hav, måger, hvaler, bjerge. Og bjerge af is. Suggererende og samtidig køligt og nøgternt truende. 
Barytonen Andreas Landin er den stovte Munk. Han har følgeskab i sjæl og legeme af Helene Gjerris som en isdronning, der både lokker og trøster, men hun er også en magisk inkarnation af Munks mor, som Helene Gjerris spiller i operaens begyndelse. Moren, der tager afsked med sønnen. 12 år gammel til søs som skibsdreng!   

KORET

Men koret af sømænd har på en måde hovedrollen i operaen. Komponisten Peter Bruun, der sidst ytrede sig hos Den Ny Opera i Esbjerg med den sjove opera ’Halløj i firmaet’, er her gået i helt andre retninger med et minimalt ensemble af slagtøj, klarinet og kontrabas, sprødt integreret med de optrædende – musikerne optræder endda selv ubesværet med replikker.
Og så har han hentet et glimrende færøsk kor ind til Takkelloftet. Det fungerer næsten som et klassisk græsk kor. Det supplerer fortællingen, lægger grund under den. Såmænd med versioner af salmen ’En rose så jeg skyde’.
Korte satser, der skaber en fortryllende, rolig ramme om det, der er Bruuns og Ursula Andkjærs sigte: Billeder af en natur, som overmander og opsluger mennesket i en blid, men uimodståelig kadence af farver.
Færøske sangere, der nok har et særligt forhold til hav, skibe, klippeskær, isnende kulde. En blid afventen over for naturens grumhed. Sådan tænker man, når man ser og hører dem. 
Det er et smukt lille værk på en god time. Tonalt behersket, visuelt og dramatisk ubesværet.

gregersDH.dk