NÅR MUSIKKEN SPILLER FÅR JEG ILD I RØVEN
For ti år siden anede Den Kgl.s nye stjernedanser Alban Lendorf intet om ballet. Vi taler med ham om lynkarriere, hårde krav, om bøsser, om sex, om at ville giftes og have børn, og om lykken ved at være PÅ.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam
– DU burde gå til dans…
Hallo! Når man tænker på, hvad det er endt med! Alban Lendorf hørte nemlig efter, hvad klaverlæreren sagde, da han sad og baksede med Chopins vals i As-dur, den berømte ’Afskedsvalsen’.
Fingrene ville. Men det svingede ikke.
”Ved klaveret kunne jeg ikke rigtig få den valserytme dum-da-da, dum-da-da ind i kroppen. Men det hjalp at komme ud på gulvet.”
Det må man sige. Albans mor gav klaverlærerens gode råd en tand til: Jeg tror, du skulle prøve ballet. Ikke bare gå til dans…
Hvor mange mødre ville sige det til deres tolvårige knægt? Men Albans mor er kunstner. Maler og keramiker. Med antenner for talentet.
Vild idé at ekspedere knægten ind til Det Kgl. Teater. – Der er noget gratis undervisning derinde, sagde hun. De kalder det Balletgartneriet.
Hvis man slår Balletgartneriet op på nettet, står der, at det er et tilbud til børn fra 6 til 8 år.
Alban var 12. Men fik lov. På prøve. Det er ti år siden. I dag er han Den Kgl. Ballets nye mandlige stjernedanser. Nået frem i kanon hurtige spring.
Dengang gik han i underskolen på St. Annæ Gymnasium. 6. klasse. Han var glad for at spille klaver og synge i Københavns Drengekor. Op hver søndag og ind at synge til morgenmesse i Domkirken. I hjertet ville han helst være fodboldspiller. Ballet anede han ikke hvad var.
”Men at komme ind i det hus på Kgs. Nytorv! Fuck – jeg mener: Fedt! At gå dér i gangene…der måtte helt klart være hemmelige døre. En eventyrverden. De spurgte, hvor jeg havde danset ballet. Jeg sagde: Jeg har ikke danset ballet. De kikkede mærkeligt på hinanden. Mange af de andre børn havde danset på en privat skole. Men jeg blev optaget. Og glad. Det bliver man jo, når nogen siger, man er god til noget. Jeg tænkte: Det er fedt, det her. Jeg prøver et år. Så vil jeg tilbage til min fodbold og klaveret. Men da jeg havde været der en måned, var jeg solgt. Ligesom nu.”
– Hvad var det, der fangede?
”At se prøverne. Se kompagniet danse. Jeg kunne ikke vente med at vokse op. Blive bedre. Blive en del af det dér med at gå på scenen. Ballet trækker, fordi det er så kropsligt. At bruge sin krop på den måde. Bruge den fuldt og tonse igennem, og så: Tak for i dag! Mættet. En enorm tilfredsstillelse!”
– Samme tilfredsstillelse som en fodboldspiller vel har efter en god kamp…
”Præcis. Og på scenen glemmer man alt andet. At man skal til tandlægen, at man skal tisse. At man har ondt i ryggen. At et eller andet nager en. Væk er det. Det er adrenalinen. Ikke at jeg bruger det som en slags terapi. Det er mit job.”
– Men også en fornøjelse…
”Man skal kunne lide at blive kikket på. Det tænder mig. Det giver mig motivation til at blive endnu bedre. Jeg kan huske, der var nogle af mine kammerater, som – når der kom nogen ind i studiet – sagde: De står dér og kikker!… Jeg syntes, det var fedt! Så gør man sig endnu mere umage, når nogen kikker på. Man vil da gerne tilfredsstille publikum. Have, at de siger ’Wauhh!’ Og spærrer øjnene op. Man danser for dem. Men også for sig selv.”
– Du sprang fra skolen dengang. Hvad sagde dine kammerater egentlig? At ballet var noget feminint fis?
”Jeg kunne da mærke, at de tænkte deres. Men jeg blev ikke drillet. Der kom måske dumme bemærkninger bag min ryg. Jeg ved det ikke. Jeg gik der så kort, at jeg ikke nåede at få tætte venner. Der var ikke noget, der hed face book og mobiltelefon. Der var ingen ting. Man kunne ikke lige sende en SMS og sige: Hej, hvo’n går det? Det er jo ti år siden. Men jo. Balletten er på nogle måder et feminint miljø. Men ikke bøsset.”
– Den Kgl. Ballet har ry for at have færre bøsser i korpset end andre kompagnier…
”Det er nok rigtigt. Jeg bed mærke i det, da jeg var på træningskurser i Canada, i New York eller London. At…Gud, hvor er der mange bøsser! Kulturen er anderledes. Men jeg er ligeglad. Det er faktisk enormt maskulint, når man går på scenen. F.eks. i sådan en rolle som Apollon. Det er ligesom med håndbold. Enormt fysisk og maskulint! Personligt er jeg kun til piger. Når jeg har været ude i byen, så kommer der måske en bøsse – jeg tager det som en kompliment, men siger pænt nej tak. Om man er et sexsymbol? Spørger du. Sådan ser jeg ikke mig selv. Men det er da smigrende. Og fedt.”
– Og stimuleres vel af Det Kgl.s pr-kampagner med dit portræt i megaformat på Kgs. Nytorv…
”Der kommer andre dansere med i den kampagne efterhånden. De startede bare med Susanne Grinder og mig. Den promovering har jeg ikke noget problem med. Jeg har det godt med at være kendt for noget, jeg kan. At man ikke bare er en eller anden reality-spasser, der har været med i Paradise Hotel og kommer på Se & Hørs forside, fordi man har haft sex for åben skærm.”
– I bliver stjerner. Men ikke forgyldt økonomisk.
”Man er jo ikke Laudrup eller Messi. Men jeg sulter ikke. Jeg er 22 og har en udmærket løn. Jeg vil bare nyde mit liv, udføre mit job, blive bedre til det og få en kæmpe oplevelse. Jeg vil gerne ud at se, hvor langt jeg kan nå. Om jeg kan måle mig med de bedste i verden.”
– Altså få en karriere i U.S.A. f.eks.?
”Det ved jeg ikke. Det er så fedt at være her på Det Kgl. lige nu. Det gode ved Nicolaj Hübbe er, at han hele tiden vil have os på turné for at vise verden, at vi er her. Få vist, hvor gode vi er. Nok et af de fem bedste kompagnier i verden. Han har fået hævet niveauet.”
– Ved at stille hårde krav…
”Ikke bare det. Der er sket noget i kompagniet. Alle er glade og stolte af vores niveau. Man får blod på tanden. Og vil gerne blive endnu bedre. Det er, som om Nikolaj har sået et frø, der vokser. Det er klart, at der skal gå tre-fire år til. Han skal følge det til dørs, han har sat i gang.”
– Men altså: Hårde krav og stjernedyrkelse…
”Jeg synes, der har været meget snak om, at han var for skrap. Men han er også god til at sige til en danser, som ikke er i første række: – Du kan godt det dér. Hvorfor gør du det så ikke, når du nu kan? Der er ingen grund til ikke at gøre det hver dag!”
– Det er måske hans tone, nogle synes er for skrap?
”Han har sin facon. Men man skal bare finde ud af at udnytte ham. Tage alle hans gode ting. Udnytte, hvad han siger. Han har så meget at give af. Det er bare om at bruge det.”
– Og tage nogle chancer på scenen. Som du jo gør…
”Musikken spiller. Så får jeg ild i røven.”
– Men hvad, hvis noget kikser?
”Det er risikoen. Når man stadig er så ung og uerfaren som jeg er. Det er nok ligesom, når man er lille: Man skal brænde sig på strygejernet, før man fatter, det er varmt.”