Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen i ‘Adressaten ubekendt’ (Tegn.: Claus Seidel)

ADRESSATEN UBEKENDT

Jøden over for nazisten. Morderisk brev-duel dirrer af grusomhed og nærvær.

Dramatiker: Kathrine Kressmann Taylor. Iscenesætter: Thomas Bendixen. Scenograf Jonas Fly. Lys og Video: Frederik Heltmann og Jakob Thorbek. Medvirkende: Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen.

’Adressaten ubekendt’ spiller på Skuespilhusets Store Scene. Varighed 1 t 10 min. Efterfølgende mulighed for foredrag og diskussion i ca. 1 t 30 min. Forestillingen kommer senere på turné.

******

SKARPT som en ragekniv. Sådan er det stykke. Og sådan bliver det opført. Det er, så hugget fra kniven skærer gennem sind og sjæl. Kun to medvirkende på scenen: Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen. Jøden Max og ikke-jøden Martin.

EN historie uden svinkeærinder. Tilsyneladende. De to mænd er partnere som kunsthandlere i San Francisco. De har scoret kassen på deres business. Begge er de oprindelig emigreret fra Tyskland, men Martin vælger i 1932 at tage hjem. Max at blive. Nu skriver de sammen. Ved hver sit skrivebord, i hver sin side af scenen, men deres engagement i, hvad de skriver, deres begejstring, deres tvivl om, hvor det bærer hen, vokser i intensitet. Splinterne i deres indbyrdes forståelse forvirrer dem.

DEN langbenede Martin  – Lars Mikkelsen, der ved gud kan ligne en blond germaner, hvis det er det, han skal – suger den frembrydende nazisme til sig, han lever med i opløbet til nazisternes magtovertagelse i 1933, det hele er fantastisk, Hitler, en stærk mand, der bryder igennem forvirringen i Weimar Republikken, griber fat om nælderne i den økonomiske krise og tryner den enorme arbejdsløshed, der er resultatet af Versailles-fredens kolossale, tyske krigsskade-erstatning til de Allierede – Martin suser med i forløbet, skriver Max breve, der summer af begejstring, jubler over sin egen velstand, sin kone, der bliver tykkere og tykkere, ikke mindst under graviditet på graviditet, sønnen, som bliver medlem af Hitler Jugend, high life i München. Det kører for ham. Martin er ovenpå.

MAX læser og lytter og er mere og mere foruroliget i de breve, han skriver tilbage. I amerikanske aviser læser han om jødeforfølgelser, mishandlinger og arrestationer. Han appellerer til Martins sunde sans og den humanisme, han kender ham for. Søren Sætters Max stopper, tøver, kramper sammen under skrivningen, fortæller om et brev, han har sendt til sin jødiske søster i Berlin, og kun modtaget et ’Adressaten ubekendt’. Max appellerer til sin gamle ven om at se klart, hvad det er, der foregår, ikke mindst i den situation, der opstår, da Griselle, søsteren, viser sig at have forladt en skuespiller-karriere i Wien for at forsøge sig på et teater i Berlin – dybt risikabelt, hun er jo jøde som han, Max. Hendes optræden i Berlin bliver en katastrofe, hun bliver hujet ned fra scenen, må skjule sig hos jødiske venner og flygter til sidst fra Berlin, når frem til München, hvor hun har Martins adresse – de kender jo hinanden, de har oven i købet haft et kæresteforhold engang i San Francisco – men Martin smækker forfærdet døren i og overlader hende til forfølgere –  Du må forstå, Max, skriver han, jeg kan jo ikke sætte kone og børn og hele min tilværelse over styr bare for et enkelt menneskes skyld!”

RABLENDE undskyldninger og forklaringer vælter ud af Martins højtråbende skriverier, han beder venligst Max om ikke at skrive mere – det er ved at blive for farligt for ham, censuren kan ramme ham – korrespondere privat med en jøde….!

Søsterens død og Martins morderiske svigt er en kulmination i brevvekslingen. Og dog: Max vender tilbage med en boomerang mod Martin. Max sender telegrammer og officielle skrivelser om de udstillingsplaner på europæisk plan, de sammen har i svang, også i Tyskland, planer, der vil virke dybt kompromitterende for Martin. En renvasket antisemit i samarbejde med en jødisk kunsthandler? Det er selvmord for Martin.

MAX’s straf og hævn? Max’s karakteregenskaber har vi tidligt i brevvekslingen fået færten af: Han beskriver i et af brevene for Martin, hvordan han – Max – tog fusen på en rig gammel dame ved at prakke hende et forfalsket Madonna-maleri på og tjene en formue. Ha! Ha! Vi kunsthandlere kender jo knebene. Vi jødiske kunsthandlere? Dramatikerens finte for at gøre brevvekslingen mellem de to tvetydig?

SVÆRT at afgøre. Dramatiseringen af brevvekslingen er formodentlig redigeret, og det kan være elementer i den, vi ikke får med. Men som det udvikler sig på Skuespilhusets store scene, er det en benhård, hurtigt udviklet konfrontation med dybt tragisk baggrund, udspillet af to skuespillere, der i apparition er i stand til i klare hug at skitsere en jøde med ryggen mod væggen over for en vaskeægte opportunist, der køber det nazistiske budskab med åbne øjne.

THOMAS Bendixen har ført kniven uden at ryste på hånden, ladet Søren Sætter fungere som en shakespearsk Shylock mellem udstødelsens smerte og udspekuleret beregning. Og Lars Mikkelsen som primitiv hjerneblæst opportunist, smågrinende og overstyret, som konkurrerede han med Føreren om at få ørenlyd for sin selvsikkerhed. Det er formidabelt skuespil af dem begge.

SCENOGRAFISK holdt i scenisk enkelhed og kun suppleret med videodesignede, Hollywood-inspireret grafik og ledsaget af simrende jazz-hits fra krydsningen mellem 30’rne og 40’rne. Den korte forestilling efterfølges hver aften af foredrag og diskussion med enten Bo Lidegaard eller Christoffer Emil Bruun om Danmark og demokratiet. Vi gik inden. Det uafrystelige drama stod stærkt nok alene.

gregersDH.dk