Jeppe Thybo og Nick Johnsen i ‘Det sidste show’ på Aveny-T (foto: Aveny-T)
KNÆK OG BREAK
’Det sidste show’ på Aveny-T har sjove medvirkende og gode idéer, men en kluntet historie.
Manuskript: Jeppe Thybo og Nick Johnson. Iscenesættelse: Billie Joy Alexander. Musik: Tybo, Johnsen og Carl Bille. Lys: Kristian Specht. Lyd: Thomas Dietl. Medvirkende: Nick Johnsen, Jeppe Thybo, Calrl Bille m.fl.
Spiller på Aveny-T indtil 28. februar
***
I AVENY-T’s omtumlede nyere tid har ungt publikum, ungt repertoire, unge på scenen og ung musik og dans været en trend, der har bidt fra sig. Tænk på Dr. Dante-årene. Og for at gå endnu længere tilbage: Hit House var et rock-tempel i 60’erne.
I 60’erne havde det ikke meget med teater at gøre, men musikken var, så teenagere ved at flå det gamle teater i laser med Peter Belli og andre raske drenge i spidsen.
Det show – eller lad os sige det ’stykke’ – der var premiere på i aftes, er i fin forlængelse af ungdomssporet, og det skal teatret nok holde til. ’Det sidste show’ er titlen. Det bliver næppe ’det sidste’ i genren.
For det teater, Aveny-T har fat i i disse år, er på en måde teatralsk aflægger af tidens tv-talentshows, og den stil, tv-showene dyrker og udvikler.
Ikke for ingenting er de to centrale personer i ’Det sidste show’, som stykket hedder, et par breakdansere, der er sprunget ud af et tv-talentshow. Med en efterfølgende karriere på u-tube, hvor deres særlige electric boogie-model, er blevet et hit internationalt. Deres navne er Jeppe Thybo og Nick Johnson. Sammenlagt Robotboys.
Navnet siger meget om, hvad det er vi oplever på scenen i AvenyT. To fyre, der med skarp akuratesse aflurer robotter deres kantede mekanik og udmønter den i ganske virtuose bevægelsesmønstre.
Kan vi lide at se på det? Ja, da. Lige så fascinerede og småbekymrede vi er af at se udviklingen i de tekniske robotvidundere, der ude i den pulveriserende industri opererer som menneskelige forlængere, lige så fascinerede og opmuntrede er vi af at se de to efterabe robotterne med fornem præcision.
ENERGI OG HUMOR
Så vidt så godt.
De to er på scenen i en historie, der til gengæld er ret umulig, en historie om en ond fyr, der bekæmper de to raske drenge, en historie, der er så intetsigende, at vi ikke skal bruge plads på den.
Men som til gengæld giver Robotboys og en stribe andre unge dansere lejlighed til at udfolde al deres energi plus en del humor. Samt udfolde en musik, der med munterhed og frækhed leger med inspiration fra alle tænkelige lyde og effekter, der kan henholdes til maskiner, teknik, apparatur af den ene og anden art, en slags maskinmusik i stil med den, unge sovjetiske komponister legede med i tyverne, indtil Stalin lukkede munden på dem.
Kombinationen lyd og bevægelse får de sjoveste effekter i den måde, lyset designes på, navnlig da det efter pausen spiller med i handling og situationer på den eleganteste facon.
Kan lys og musik i den grad bringes til at svinge med koreografi i den stil, Robotboys og deres venner dyrker, er der meget mere at hente. Men det kræver, at nogen skriver nogle bedre historier til dem.
gregersDH.dk