Birthe Neumann og Anders W. Berthelsen i ‘Koks i kulissen’ (foto: Michael Caddy Søndergaard)

KOKS I

KULISSEN

Farce-klassikeren ’Koks i kulissen’ holder grinet i ånde i 2½ time på Det Kgl. En smule for længe måske. Men det er vildt sjovt.

’Koks i kulissen’. Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Kim Witzel. Medvirkende: Birthe Neumann, Carsten Bjørnlund, Katrine Greis-Rosenthal, Peter Plaugborg, Lene Maria Christensen, Jens-Jørn Spottag. Anders W. Berthelsen, Simon Sears og Lila Nobel.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 9. april

*****

‘HVA’ fa’en foregår der her?’ Siger Carsten Bjørnlund og flår en dør op. En af forestillingens 8-9 døre. Og jo, det kunne da også være noget, han spurgte om i ’Arvingerne’ som den afkølede advokat, han spiller dér. Her i ’Koks i kulissen’ er han ejendomsmægler Roger Tramplemain, der har slæbt pigen Olivia med på et husbesøg, hvor værten tilfældigvis er bortrejst, et besøg, der øjeblikkelig udarter til et gedemarked. Med husholdersken, ejeren, der dukker op sammen med konen, plus en indbrudstyv.
Så er dén på en måde ikke længere.
En snottet lille boulevardkomedie.
Men jo, jo. For ’Koks i kulissen’ et teater i teater.
Den snottede, lille komedie skal sættes op på et teater, og det er dét, vi er vidner til i en sindsoprivende farce, hvor Anders W. Berthelsen stormer salen rundt mellem os og scenen som instruktøren, der herser med Carsten Bjørnlund og de andre aktører:
Birthe Neumann, der forestiller den omkringvimsende husholderske, hvis liv er at tage telefon og riste sardiner, Peter Plaugborg den forvirrede husejer, der har svært ved at holde bukserne oppe, hans kone Lene Maria Christensen, der er hunden i keglespillet, Kathrine Greis-Rosenthal som frøken Victoria, en sand- og hjerneblæst kontordulle på eventyr – og endelig Jens Jørn Spottag, som amatør-indbrudtyv af den model, der bliver lige så forskrækket som sine ofre, når han står i entreen.

SÅ MANGE DØRE

Bjørnlunds ’hva’ fa’en foregår der her?’ samler i én sætning hele det tabernakel, som er en komedie, hvis iscenesættelse er på sammenbruddets rand næsten fra start.
En generalprøve i kaos. Skuespillere, der ikke aner, hvor de skal gå og stå, nogle der har fis for indbyrdes – i krogene eller åbenlyst – slagsmål i kulissen.
En forestilling, hvor alle standard-farcens ingredienser er i brug: Susen ud og ind ad døre, døre, der smækker i hovedet på de medvirkende.
Medvirkende, der falder på røven ned af trapperne – Bjørnlund tilføjer genren den særlige kunst at kunne løbe baglæns op ad trapper i lyntempo. Tallerkener og sardiner, der flyver gennem luften, you name det alt sammen.
’Koks i kulissen’ har en lang tradition som en halløj-version af Samuel Becketts og Ionescus absurde teater, lige så meget, som den ligger i forlængelse af Feydeaus franske farcer.
Hvis nogle kun kender den engelske dramatiker Michael Frayn fra det mesterlige stykke ’Copenhagen’, der handlede om mødet mellem Niels Bohr og den tyske atomfysiker Heisenberg under 2. verdenskrig og som var en succes på Betty Nansen for mange år siden, så har de ham her i det mest løsslupne stykke teater-grin og skuespiller-vildskab, man kan forestille sig.

BAG KULISSERNE

Han har den glimrende ide at lade hele 2. akt være en gentagelse af 1. akt, bare med alt oplevet mod bagsiden af scenen.
Hvor meget forestiller vi os ikke, hvad der i himlens navn udspiller sig bag kulisserne af sindsoprivende sidste-øjeblik kostumeskift, entréer, der er ved at glippe, og hvad der udspinder sig af undertrykte eller udløste jalousidramaer.
Nikolaj Cederholm, der har iscenesat forestillingen i Skuespilhuset udnytter de mest groteske påfund, Anders W. Bertelsen sætter sig på en potteplante, der uheldigvis er en kaktus og får trukket nåle af ballerne med Birthe Neumanns kyndige hænder. O.s.v.
I slutscenen, hvor vi igen er i front med begivenhederne, lader Cederholm alt bryde sammen i scenisk apokalypse, skuespillere ryger gennem dekorationens sidevægge, trapper braser sammen, skuespillere hænger ned fra loftet i rester af gelændere. De cederholmske teaterkoncerters luftakrobatik overlever på en særlig måde. Og de kgl. skuespillere lever op til akrobatikken og det høje tempo.
Der er øjeblikke, hvor det hæsblæsende pjank hænger i gentagelser, det er en lang forestilling, men ekkoet af vores latter når i virkeligheden dårligt at fortone sig, før næste udbrud indfinder sig.
En forestilling, der klæder Det Kgl. Og skuespillerne ser ud til at nyde løssluppenheden, lige så meget som vi i salen gør det.

gregersDH.dk