Johan Reuter, Gert Henning-Jensen og Elisabeth Jansson i ‘Livlægens besøg’ (Tegning: Claus Seidel)
DANSK SELVRANSAGELSE
Bo Holtens opera ’Livlægens besøg’ er en fortælling om et fikspunkt i danmarkshistorien: Struensees lyngreb om magten og bratte fald.
*****
DEN sidste offentlige henrettelse i Danmark fandt sted i Horsens i 1892.
Men det tør siges, at Struensees henrettelse i 1772 har tegnet sig nok så spektakulært i danmarkshistorien. Henrettelsen er en konstant kilde til litterær og dramatisk behandling. Fordi omstændighederne omkring begivenheden, og hvad der gik forud, har alt, hvad den kan trække af farverig krimi.
Men også fordi henrettelsen er et fikspunkt for national selvransagelse: Hvad fanden gik der af led i verdens bedste lille land, Danmark med de humane traditioner, de flinke konger og de flittige bønder, og hvad ved jeg?
Ja, hvad skete der?
FOLKET
Bo Holten fortæller historien i sin nye opera, ’Livlægens besøg’. Et glimrende stykke scenedramatik – behandlet før, f.eks. af Flemming Flindt i balletten ’Caroline Mathilde’, af Sven Holm i ’Struensee var her’ på Folketeatret som skuespil, af Bent Fabricius-Bjerre som musical på Aalborg Teater – men ikke som opera med det helt store udtræk.
Holten er blevet indfanget af P.O. Enquists romanbehandling af emnet, og dér sidder vi så endnu engang med stoffet, men med klare og særlige undertoner. Nemlig den bitre oplevelse af, at reformer og idealistisk indsats for at skabe bedre vilkår for ’folket’ får ’folket’ til at vende sig mod reformerne, og den reaktionære magtelite til at udnytte situationen til at konsolidere sin magt.
Struensee, den holstenske læge, der griber et øjebliks tomrum i magtens centrum, er den umiddelbare taber. For ikke at tale om den purunge dronning, der springer i hans favn, fordi hendes kongelige mand flyder rundt i galskabens tåger, og hun er et let bytte for den dynamiske læge, der har krudt i alle kugler, men ikke formår at holde krudtet tørt og hjernen klar.
GODT GREB
Der er andre interessante vinkler. Og hvor Enquist tager fat, går Holten videre:
Dronningen vokser til et menneske, der trods sine kun tyve år, ikke kun er den hjælpeløse, uerfarne kongelige teenager, men bliver kvinden, der gennemskuer sin virile elsker og prøver at holde ham fast, da angsten og usikkerheden melder sig hos ham for, hvad han har rodet dem begge to ud i. Det er et godt skub til Caroline Mathilde-skikkelsen, som mezzosopranen Elisabeth Jansson formår at udnytte glimrende – hun udvikler sig fra sin store forladtheds-arie i 1. akt over kærligheds-duetten med Struensee – Johan Reuter som den potente, pragtfuldt syngende doktormand – til scenen i 2. akt, hvor hun sætter pegefingeren lige i hans svagheder: Især angsten for konsekvenserne af deres forhold.
Det er et godt greb, og vi kan samtidig opleve, hvordan Bo Holten efter åbningsscenerne i 1. akt gennem hende og hendes scener mere og mere afklarer sin musik, skaber nærmest richard straussk, sanglig overdådighed.
EPISK
Men der er mere og andet til det end det.
Bo Holten har også skabt en ægte episk opera. Det er steder, hvor vi er i selskab med f.eks. Moussorskij og hans ’Boris Godunov’. Ikke i det uforveksleligt slaviske tonesprog, der er Moussorgskijs. Men i fortællingen om ’masserne’.
Folket er en konstant baggrund i operaen. Det vælder frem, musikalsk og scenisk som kompakt attak i handlingen. Folket, der angriber den kongelige, hirschsprungske landliggeridyl – fordi Struensees reformer har skabt spontan arbejdsløshed hos mandskabet i den sømilitære etat! Og den næsten afsluttende scene, hvor henrettelsen af Struensee på Fælleden bliver overværet af ’pøblen’ – en meget stærk scene, hvor også den grå hofeminence Ove Høegh Guldberg og enkedronningen Juliane Marie er til stede – og hvor vi til et udfadende orkester-akkompagnement ser folkemængden trække sig langsomt tilbage fra henrettelsesstedet, efter at hugget fra øksen er faldet. En kollektiv opvågnen til usikker forståelse for, hvad henrettelsen af Struensee betyder.
I øvrigt dér, hvor operaen nok burde slutte. Det er klimaks og maksimal koncentration om hele operaens logik, musikalsk, strukturelt og ideologisk. Holten føjer en yderligere konklusion til, som er interessant nok, men unødvendig: Høeg-Guldbergs belæring over for Struensee i fængslet – om magtens modbydelige alliance med Vorherre. En iskold Sten Byriel.
VIRTUOST
Vi har fået det essentielle på det tidspunkt. En teatermusikalsk oplevelse, der ikke alene omfatter en præcis skildring af Struensee i Johan Reuters skulderbrede skikkelse og med hans prægtige baryton indbygget, men også en karakterisering, der rammer lægens egen forundring og usikkerhed over for magtens muligheder og sin egen begrænsning.
Vi har set en Gert Henning-Jensen, der gennem hele operaen styrer sin arme, forulempede Christian 7. i virtuost spil, lige fra vanviddets uregerlige udbrud ved kongemagtens overtagelse, over hans hjælpeløse tilnærmelser til den engelske prinsesse Caroline Mathilde, han er blevet pålagt som afløsning for sine vilde festligheder med luksusluderen Støvlet-Katrine – perfekt leveret af Djina Mai-Mai – og frem til de scener i 2. akt, hvor han er det voksne barn, der spiller bold med ungerne i rent wattauske omgivelser på Hirschsprung, ubundet af hoffet og lykkelig i samvær med Caroline Mathilde og hendes elsker.
’Hvad er min replik?’, som han af og til hjælpeløst spørger. En konge, der er sat til at spille en rolle, han ikke forstår.
Og vi har oplevet det kompakte mix af hoffolk, som med Sten Byriels sorte Høegh-Guldberg, Gitta-Maria Sjöberg som enkedronningen og Lars Waages dilemmaplagede Rantzau i spidsen langsomt, men sikkert foretager stranguleringen af den afskyelige læge, der anfægter deres magt, Caroline Mathilde, der er et usikkert kort for deres planer, og den sindssyge konge, der kan manipuleres til at skrive under på hvad som helst.
BETAGENDE
Der er så meget andet godt at sige om den forestilling. En fleksibel scenografi af Peter Holm med vældige lameller af sætstykker, der konstant skaber skiftende scenerier, og en lige så fantasifuld iscenesættelse af svenskeren Peter Oskarson, der som en joker sidder i rokokokostume i scenens kongeside og overvåger, at alle gør, hvad der forventes af dem. Han har pakket handlingsgangen ind i et virvar af figurer, der som i en veneziansk commedia del’arte omgiver hovedpersonerne som truende nøglehulskikkere og varslende monstrer.
Holten dirigerer selv. Man holder vejret i nogle tidlige scener, hvor indfrielsen af hans løfter om at skabe tilgængelige, orkestrale og sanglige tonefald lader vente øjeblikke på sig. Men hvor vi til gengæld hurtigt etableres i et både originalt, personligt sprog, dikteret af handlingens bevægelser i – nogle vil kalde det eklektiske, andre dramatisk smidige retninger, der bærer, understøtter, farver og skaber stærke virkninger. Vokalt og instrumentalt. Øjeblikke af betagende intensitet. En gedigen videreudvikling af den ‘Maria Paradis’, som han skabte for en halv snes år siden på Den Fynske Opera.
‘Livlægens besøg’ er et værk, der har alle muligheder, tror jeg, for at blive en genganger i repertoiret.