Iben Hjejle, Olaf Johannesen, Jens Jacob Tychsen og Stine Stengade i ‘Mefisto’ tegnet af Claus Seidel.

‘GANSKE ALMINDELIG…’

Peter Langdals ’Mefisto’ på Betty Nansen Teater er en overvældende skildring af tysk teaters skæbne under nazismen – med en formidabel præstation af Olaf Johannesen i titelrollen.

’Mefisto’ spiller på Betty Nansen indtil 18. januar 2015 .

Instruktion Peter Langdal. Scenografi: Ashley Martin-Davis.

Medvirkende: Olaf Johannesen, Stine Stengade, Anders Juul, Christine Gjellerup Koch, Mikkel Kaastrup-Mathew, Iben Hjejle, Kristian Halken, Cecilie Stenspil, Jens Jacob Tychsen, Morten Eisner, Line Kromann og Troels Oxholm Thomsen

******

”JEG er jo bare en ganske almindelig skuespiller…”
Lyder Olaf Johannesens  slutreplik i ’Mefisto’.
Det er han nu for det første ikke, Johannesen. Ganske almindelig. Han er en helt usædvanlig skuespiller, en magtfuld perfektionist, karismatisk og ganske overvældende god i hovedrollen i ’Mefisto’ på Betty Nansen Teatret.
Så er dét på plads.
Rollen, han spiller, er som den tyske skuespiller Hendrik Höfgen – et navn, som på scenen er et portræt af virkelighedens Gustav Gründgens, Tysklands førende mandlige skuespiller gennem et par generationer. Elsket, hadet og forkætret i sit fædreland. For teatergængere næsten synonym med Mefisto i Goethes ’Faust’, der var Gründgens glansrolle, nedfældet også på film.
Men altså ”en ganske almindelig skuespiller” som han sidder der forkrampet og selvbebrejdende og ynkelig i slutscenen på Betty Nansen Teatret.
Et topmål af hykleri. For det, stykket portrætterer, er et menneske, der målbevidst og kynisk baner sig vej til karrierens top, ikke bare i kraft af talentet, men også i kraft af en moral, der får ham til hæmningsløst at skifte kurs fra at være venstrerevolutionær i tyverne til at blive nazistisk medløber, da Hitler overtager magten i trediverne. Den nemme løsning, da det kniber. Svigter vennerne og kører karrieren.

TEATER I TEATRET

Stykket følger ham på hans snedige og brutale vej. Men følger samtidig Tysklands tragiske og katastrofale historie gennem en snes år.
Det er episk teater. Det er historieskrivning set gennem det nåleøje, der er teatrets.
Fortællingen bygget op over den tyske forfatter Klaus Manns roman ’Mefisto’, der bruger Gründgens skæbne til at ramme katastrofens grundsubstand: Tyskernes skæbnesvangre, moralske konflikt og sammenbrud efter 1. verdenskrig.
Frankrigs Ariane Mnoueskine – hende med Teatre du Soleil – har skrevet manuskriptet på basis af Manns roman. Og Peter Langdal har – som afskedsforestilling i sit lange virke på Betty Nansen Teater – skabt en forestilling, som med alle scenens til rådighed stående midler folder historien ud i et orgie af billeder, situationer, øjeblikke, historisk skarpladte glimt, teatermæssige dobbeltspil – vi er til teater i teatret, for det handler jo om, hvad der hændte på det revolutionære avantgardeteater, som Gründgens begyndte karrieren på i Hamborg. Og følger ham den forræderiske og for ham lyksalige vej til nazismens kulturelle højborg i Berlin. Hvordan det gik skuespillere, jøder, kommunister, nazister, overløbere i den malstrøm af omvæltninger, der ramte også teatre og kunstnere gennem ganske få år.

SCENERNE

Det springende mylder af scener vælder over scenen i dekorationer, der konstant forvandles. Det ene øjeblik oplever vi denne Hendik Höfgen og hans spillere modtage et fiktivt publikums hyldest. Med ryggen til os, der bare får lov at kikke på.
Det næste holder skuespillerne ved det revolutionære miniteater sceneprøver på deres kabaret, bygget op som en scene på scenen.
Så er vi med ved rækværket langs Hamburger Bahnhof, hvor togene afgår med jødetransporter, og hvor skuespillerne selv kan være mellem de arme, og hvor Höfgens’ egen teaterchef og hans jødiske kone tager springet foran lokomotivet. Og så er vi i garderoben i Berliner Operaen, hvor Höftens negroide elskerinde fra Hamborg opsøger ham og bliver ekspederes ad helvede til.
De mange glimt og episoder holdes sammen af det orgelpunkt, der er hver enkelt spillers reaktion på nazismens. Og scenisk af flyvende sceneskift, et mylder af lyseffekter og af en masse vignetter af klassisk musik, der relevant bygger tysk tradition, tysk kultur ind som påmindelser.

SPILLERNE

Hvem holder vi fast i fra det vældige skuespillergalleri nu en time efter tæppefald? Nogle af dem har flere roller at dække, kostumeringen er et virtuosnummer for sig i hænderne på scenografen Ashley Martin Davis, men vi vender tilbage til hovedrollen, Olaf Johannesens spændstige, dynamiske, uforskammede, elegante, livsfarlige, psykopatiske skuespiller og iscenesætter, en mand på spring fra instruktørpulten, der er placeret blandt publikum i parkettet, til de vilde erotiske eskapader på scenen med på skift Iben Hjejle, Cecilie Stenspil og hvem, der ellers bød sig til.
Tragiske og komiske skæbner, mest det sidste.
På sær vis reflekterer denne ’Mefisto’-opsætning teatrets tidligere forestilling i efteråret om nazibødlen Eichmann – den frygtindgydende beretning om processen mod en mand, der som Höften/Gründgens bare var “ganske almindelig” – den uhyggelige forklaring på menneskelig svigt.

gregersDH.dk