Lea Maria Høyer som pigen i ‘Amandaværelset’ (Foto: NataschaThiara Rydvall)

SKRIG I NATTEN

Jokum Rode nægter sig intet gys i ’Amandaværelset’. Men gysene er større i de øde, nattemørke gader udenfor på Refshaleøen.

’Amandaværelset’ spiller indtil 22.11. på Det Kgl.s værksted, Refshalevej 173 A.

**

HVAD tænker man, hvis man møder dramatikeren Jokum Rode på gaden?
Tænker man på ham, der lige har skrevet den hampre historie om det mystiske mord på den lille pige Amanda, som spilles i øjeblikket på Det Kgl.s off off off-scene på Refshaleøen?
Nej, vel? Han ser så venlig ud, når han kommer kørende dér med sine yndige unger på Christiania-cykel på vej gennem den indre by. Eller gjorde i hvert fald. Nu er det et par år siden jeg har mødt det elskværdige, begavede menneske i gadebilledet midt i glad barnetransport gennem den livsfarlige trafik.
Nu strejfer det mig: Striben af mystiske, nervepirrerende stykker, afstedkommet undervejs i hans vældige roman- og skuespil-produktion: ’Pinocchios aske’ om undertrykkelse og uforklarlige mord i et socialt udkantsområde. ’Karnevalsmordet’ om mystiske kvindemord i 1920’erne. ’Sally-Stine-skriget’, en grum bearbejdning af et mord i København i 1990’erne. O.s.v. …’Manson’ om den californiske seriemorder, monsteret Charles Manson.

SKUMMELT

Nu har Jokum Rode igen sænket sit lyse hoved og sin mørke sjæl ned i et kriminelt morddrama, Endda mordet på en lille pige.
Jokum dog! Er det ikke nok, at stykket bliver spillet under den kongelige specialsignatur ’Eventministeriet’ på den grusomste, den dystreste lokalitet, du kan opspore i hovedstaden, en skummel menneskeforladt plet i det yderste område af Københavns havn, på Refshalen, mellem forladte havne- og industribygninger?
Et stenet, sort helvede. Grafikeren Palle Nielsen tegnede den slags og lod menneskene alene i ødemarkerne. Selv ’Forbrydelsen’s Sarah Lund i Sofie Gråbøls skikkelse ville standse gysende ved det første hul i vejbelægningen.
Eller stedet er i sig selv en dramatisk pointe. Sådan vil Jokum Rode det, og vi vover os forsigtigt ind i mørket, i hjertet af Det Kgl.s rekvisitlager, hvor han med scenografen har installeret og indrettet rum på rum af stumper af rekvisitter, skrot og ragelse, der hver fortæller scener fra en gyser om kriminalbetjenten (Morten Burian), som mentalt er i sammenbrud og betror sin læge (Klaus T Sørensen) det uopklarede mysterium med den forsvundne Amanda. Men som advares af lægen mod at opsøge det sære Teatre Intime i Vanløse, som måske rummer nøglen til mysteriet. Et sted hvor en isnende bleg konferencier ser gennem tæppet ned fra scenen, og en kabaretsangerinde synger Lecia og Luciennes hit ’Rør ved mig’, hvorefter hun synker død om under et vildt skrig, mens lille Amanda passerer forbi bag hende, øjensynlig som en afdød søvngængerske.
Og således fremdeles. Tilskuernes vandring fra scene til scene iført store sorte frakker og svinehovedmaske. Vi er en del af den samlede mystifikation. Vi er glade for frakkerne, for der er koldt i værkstedhallen, og vi frygter ebolaens forplantning gennem de næsetætte masker.
Meget døjer vi i udforskningen af dansk teater.
Og Jokum Rode smiler sit blide og denne aften sikkert sataniske smil ved tanken om, hvad vi udstår.
Gysereffekterne er forhåbentlig hans endnu ungdommelige flip.
Egentlige gys får vi først igen ude i Refshaleøens gru. Tanken om henrettelserne af danske stikkere henne om hjørnet i 1946 strejfer.

gregersDH.dk