Cecilia Zwick Nash, Thomas Gabrielson og Olaf Johannesen i ‘Samtale før døden’ (tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
BARE ET ALMINDELIGT MENNESKE
’Samtale før døden’ er et spil om menneskelig svaghed. Adam Price har skrevet det, Peter Langdal instrueret, Olaf Johannessen har skabt et uhyggeligt billede af jødebøddelen Eichmann, et menneske, der ligner de fleste af os andre.
’Samtale før døden’ spiller på Betty Nansens Edison-scene indtil 9. november
*****
ADOLF Eichmann. Manden, der var ansvarlig for gasningen af 6 millioner jøder under 2. verdenskrig. Undsluppet til Argentina efter krigen, men opsporet og kidnappet af den israelske efterretningstjeneste i 1962, ført til Israel, stillet for retten og dømt til døden.
Vi husker billederne af den blege, spinkle mand i retssalen, siddende i en armeret glasboks.
Det er denne mand, vi møder i Adam Prices stykke. En mand i flakkende selvforsvar, bortforklaringer, men også modangreb over for en af de israelske dommere, der har opsøgt ham i cellen kort før henrettelsen – hvorfor? For at ransage sin egen samvittighed over at have dømt et menneske til døden. Ingen dødsdomme var indtil det øjeblik faldet og eksekveret i det moderne Israel.
DEN LILLE MAND
Det er et fremragende stykke, Adam Price har skrevet.
Ikke kun en dramatisk dissektion af hjerne og tankegang hos en af krigens store forbrydere, men også en ransagning af, hvor skyld og tilskyndelse til ugerninger kan placeres. Hvad det er, der driver mennesker til at foretage de forfærdeligste ting mod andre. Har alle måske djævelske kræfter i sig til rædselshandlinger, hvis omstændigheder driver dem til det?
Hos Eichmann møder vi enkle årsager. Han er en lille mand. Gør, hvad der bliver sagt. Følger ordrer – den forklaring, utallige krigsforbrydere har brugt. Han har såmænd ikke noget specielt imod jøderne, han er bare sat til at udrydde dem. Men han slår sig lidt i tøjret af og til. Kalder udryddelse for ’evakuering’. Foreslår at eksportere jøderne til Madagaskar! Har man hørt magen? Ja, omtrent: Glistrup mente man kunne sende muslimske flygtninge til Grønland. Espersen har lige foreslået Uganda.
Olaf Johannesen spiller denne Eichmann som et vredt, fornærmet barn. Et barn, man gør uret. Han kan jo sine ting. Afslører allerede i åbningsreplikkerne den egenskab, der gør ham topmålt nyttig i tjenesten: Han spørger dommeren om rebet, han skal hænges i, nu har den reglementerede længde. Den længde, som gør, at nakken brækkes omgående.
I hans pertentlige organisering af jødeudryddelsen har det været afgørende, at han var en mand, der kunne tognumre og togtider og vognkapacitet på fingrene. Sådan en mand kunne man stole på.
PRÆCISIONEN
Olaf Johannesens udspiller loyaliteten og perfektionen med en uhyggelig præcision i sine replikker, samtidig med at han med sine flak i øjnene og skred i stemmeføringen ind imellem røber det usikre væsen, der lader sig styre ud i handlinger, han ikke har personlig overbevisning til at gennemføre. Vrissende og skiftevis skråsikker og nervøs over for sin lille kone, der i scene efter scene er fortidens småborgerlige baggrundsfigur. Cecilia Zwick Nash, et godt scenisk gensyn, velvalgt som sundhedsstruttende, snusfornuftig Mädl, der ikke forstår, hvad manden har gang i, men alligevel lader sin skepsis vokse.
Total ren nazivare møder vi hos Christian Mosbæk, der spiller Eichmanns overordnede Reinhard Heydrich som en afstumpet, magtsyg bøffel, der træffer iskolde beslutninger om jødeudryddelsen under orgiastiske lovprisninger af arisk ideologi, mens han lytter til sin yndlingsmusik, den forbudte, jødiske komponist Mendelssohns violinkoncert.
Thomas Gabrielsson har til gengæld tvivlens nådegave. Han er den intellektuelle jøde, der kender skylden og den menneskelige natur og hele tiden må stå model til Eichmanns modargumenter: Hvad gør I selv mod araberne i Palæstina? Hvor meget er du selv offer for foragt for andre folkeslag? Hvordan bærer du dig ad med selv at dømme nogen til døden?
Gabrielsson skaber en letbevægelig og ganske rørende figur, der i samtalerne med Eichmann får de strenge til at klinge, der bringer os som tilskuere til at lytte ekstra: Hvor meget har vi selv del i katastrofernes jordiske himmelflugt?
SCENEN
’Samtale med døden’ er en af de bedste iscenesættelser, Peter Langdal har begået gennem de seneste år. Han og scenografen Karin Betz lader stykket udspille sig på en nøgen skråscene med en trykkende lige så skrå himmel, der kan bruges til digitale, enkle, men truende afspejlinger af – berlinske huse er det vel, i hvert fald antydning af den Wannsee-villa, hvor de nøgterne udryddelsesbeslutninger blev truffet.
Scenens rekvisitter er få, men lemme i gulv og loft giver mange muligheder for hurtige fosvindingsnumre og tilsynekomster for nazistiske håndlangere og ordre-affyringer.
Og frem for alt: Price, Langdal, Betz og spillerne skaber en troværdig, dramatisk historie om handlinger, vi normalt anser for utænkelige. Men hvis kim altid er til stede.
gregersDH.dk