EMIGRANT PÅ LIVSTID

Ludmilla Spektor, violinist i DRs Symfoniorkester, fortæller i sin bog gribende og morsomt om sin barske ungdom som ukrainsk jøde.

Ludmilla Spektor: ’Emigrant på livstid’. Skrevet i samarbejde med Jens Cornelius. Skriveforlaget, 213 sider.

****

”HVIS jeg bliver vækket en nat og spurgt, hvem jeg er, vil jeg svare: ’En jøde’”.
Sådan slutter Ludmilla Spektor sin bog.
Ludmilla har siddet i mere end tredive år i Danmarks Radios Symfoniorkester, hun har været dansk statsborger næsten lige så længe. Hun er blevet dansker.
Man kan fundere over, hvorfor hun spontant vil svare, som hun svarer. Den danske befolkning er stykket sammen af mennesker, som stammer fra det og det andet land. Uden at de farer op og råber, at de er andet end danske.
Hendes bog er fyldt af forklaringer på det. Og på, hvorfor hendes svar er så indlysende.
Forklaringen er ganske kompliceret. I Ludmillas mageløse beskrivelse af sit liv hører vi om et menneske og en familie, der konstant er blevet kaldt jøder, hvad enten de har villet det eller ej. De har deres vaner og måder at leve på, men de er først og fremmest stemplet af andre som jøder. Kun indirekte af sig selv. De har måttet holde tungen lige i munden, mens de gik linegang i et sovjetrussisk samfund, som de sådan set var fuldgyldige medlemmer af, og som de ønskede at være medlemmer af. Men som alligevel holdt dem ud i strakt arm, fordi de var jøder.

ÉN FEJL: DU ER JØDE

Et samfund fuldt af mere eller mindre usynlige barrierer, fordomme og regulære forbud.
Et samfund, der konstant gav dem en uro dybt ind i knoglerne, uanset alle deres forsøg på at tilpasse sig omgivelserne. Som pålagde dem enerverende selvcensur i hverdagen. Fordi alt blev vendt mod dem. Navn, familieskab, udseende, sprog, vaner, interesser. Helt ned i latterlige petitesser.
”Du er sød, selvom du er jøde,” sagde skolekammeraterne. Lige som kunderne sagde til Ludmillas morfar, der havde en købmandsbutik: ”Du er et menneske med kun én fejl: Du er jøde.”
De jødiske familier ændrede deres traditionelle fornavne til tilsvarende russiske for at undgå unødig chikane. Kaldte Moshe for Misha og Bejla for Bella.
”Jeg havde mørke øjne og sort krøllet hår. I timevis kunne jeg sidde og trykke og rette på min næse for at få den til at stritte den rigtige vej. La’ nu være, sagde min far, det nytter ikke noget.”
Ludmilla spillede allerede som barn violin, med vovede ikke at tage violinen med i skole, endsige spille for skolekammeraterne. At spille violin var typisk jødisk i andres øjne og stemplede hende.

BABIJ JAR

En ting gjorde i Ludmillas tilfælde livet særlig besværligt: Der var præcise kvoter for hvor mange jødiske elever, musikskoler og konservatorier måtte slippe ind. Uanset kvalifikationer.
Hun er kommet gennem sin lange uddannelse på trods. Trods chikane. Trods modvilje. Trods kvoter og restriktioner.
I sin bog fortæller hun morsomt og underfundigt, men også dramatisk og lige ud ad landevejen om sin barndom og ungdom i Ukraines Kiev og senere i Moskva, og vi får et levende og detaljeret indtryk af glæder, sorger og besværligheder. Om ekstrem fattigdom – og så den umiddelbare fortid, der er 2. verdenskrig, hvor bl.a. hendes farmor var en af de næsten 300.000 jødiske ukrainere, der i 1941 blev mejet ned på få dage og smidt i en massegrav ved Babij Jar uden for Kiev. Hun og hendes søskende lyttede ved dørene, når de ældre i familien talte om Babij Jar, og da hun var ti år gik de derhen for at se stedet, men så kun noget, der lignede en losseplads.
”Den dag, jeg gik hjem fra vores hemmelige udflugt, troede jeg ikke på at massakren i Babij Jar var sand. De gav mig en mulighed for at vælge den skræmmende tanke fra.”…

TIL DANMARK

Som 26-årig får Ludmilla sammen med sin 3-årige datter og sin mand, der også er musiker, udrejsetilladelse efter lang tids ansøgning. De kommer over Wien til København og bosætter sig her. Parret har i samme øjeblik, de har søgt om udrejse, mistet deres stillinger i orkestrene. Og Ludmilla får ikke sin violin med – der var forbud mod at udføre kostbare instrumenter.
Hun medbringer til gengæld en symaskine, en gave fra hendes mor, der mente, at ”så kunne jeg i det mindste lære at sy for folk.”
Det blev der aldrig brug for. Både Ludmilla og hendes mand konkurrerer sig meget hurtigt ind i faste stillinger. Hos Sjællænderne, hos DRs UHA-orkester og Radiosymfoniorkestret.
Også den lykkelige afslutning er godt fortalt, men det er den russisk/-ukrainske fortid, der fanger for alvor.
Bogen er skrevet i samarbejde med Jens Cornelius, der er programmedarbejder i DRs musikafdeling.

gregersDH.dk