Pauli Ryberg i ‘Sympati for djævelen’ på Teater Får302  (Foto:  Thomas Cato)

SLUTSPIL

Paul Ryberg genskaber den tyske teatermyte Gustaf Gründgens
som et vrag af skuespiller.

Spiller på Teater Får302 indtil 11. oktober

****

NAVNET Gustaf Gründgens er ren black out hos et dansk teaterpublikum i vore dage.
Men ikke hos det tyske publikum, hvor Gründgens er en myte.
Teater Får302 i Toldbodgade har hentet Gründgens frem af den teatermytologiske muld og spiller nu et stykke, der handler om ham. Nemt at gætte på, hvor initiativet kommer fra: Stykket er skrevet af svenskeren Lucas Svensson, hvis monolog ’Smerten’ gik for et par sæsoner på Får302, en fremragende forestilling med Ulla Henningsen i rollen som en fransk kvinde, der under 2. verdenskrig venter på at få sin mand hjem fra fronten.
Også ’Sympati for djævelen’ er en Svensson-monolog, men af en ganske anden karakter.
Den er i hænderne på Får302’s Pauli Ryberg, moden skuespiller, men alligevel væsentlig yngre end den Gustaf Gründgens, vi møder i stykket: Den Gründgens, der som 64-årig i 1963 befinder sig på luksuøs jordomrejse, er havnet i Manila, sveder i den tropiske Philippiner-varme, bor på et luksushotel i selskab med sin purunge bøsse-elsker og dør – tilsyneladende efter indtagelse af en overdosis piller.

VRAG

Som det forstås, er det ikke lige et stykke teater, der er skrevet for at bringe en hyldest til en skuespiller, der har ikonisk status i tysk kultur.
Pauli Ryberg spiller ham som et vrag af en kunstner, selvoptaget, fordybet i minder om og rekonstruktion af sit umådelige talent – han docerer for sig selv og for os sin eminente betydning, sin fabelagtige kunst, alene kunsten at holde kunstpauser mellem replikker, dvæle i de åndeløse sekunder af lammende stilhed i salen med publikums opmærksomhed fuldstændig fokuseret på skuespilleren Gründgens, hængende ved hans læber.
Og ingen tvivl om rollen: Gründgens levede til sin død med succesen som Mefistofeles i Goethes ’Faust’, deraf stykkets titel ’Sympati for djævelen’, der dog også er et Rolling Stones-nummer – og Rolling Stones spiller netop i Manila på det tidspunkt, Gründgens er der…
Pauli Ryberg leverer ham med en patetisk, klassisk diktion ind imellem talrige selvafbrydelser, hvor han – formodentlig på ægte krukket Gündgens-maner henvender sig til suffløsen med et ’Frøken…’ og får sine stikord, et helt lille show for sig i stil med Johannes Meyer, der havde det med at hente sine replikker op af sufflørkassen ’som en tjener hos Wivel’.

OPPORTUNIST

Nedturen og den dødelige kortslutning på hotellet i Manila er en grum udvælgelse af en side af Gründgens, der nok er i god overensstemmelse med den skildring, forfatteren Klaus Mann giver af Gründgens i sin nøgleroman ’Mefisto’.
Nemlig en skildring af den berømte skuespiller, der smøg sig gennem nazitiden og 2. verdenskrig med en opportunistisk smidighed, der går frasagn om. Han var aldrig medlem af nazipartiet, men slap af sted med – som Görings personlige ven – at vandre fra toppost til toppost i tysk teater.
Hans rehabilitering efter krigen har været lige så succesfuld som hans karriere under nazismen. Et fænomenalt virtuosnummer.
Grundlaget for Svenssons skildring af ham i ’Sympati for djævelen’ er Klaus Manns omdiskuterede afsløringer af Gründgens karakter: En kunstner, der brugte kunsten som undskyldning for at lukke øjnene for nazisternes rædselsregimente.
Mann kendte Gündgens. Han var hans svoger. Gründgens var i sine unge år gift med Klaus Manns søster.
Det er en anden historie. Men hører nok med til baggrunden for, at Svensson skriver et stykke om Gründgens, der både latterliggør skuespilleren og rammer ham på de ømmeste punkter.
Men teaterstykker er jo ikke historieskrivning. ’Sympati for djævelen’ er et springbræt for en god skuespiller til at tegne den figur, dramatikeren beskriver. Det lykkes for Pauli Ryberg. I Kamilla Bach Mortensens instruktion og i et på alle ledder lummert hotelværelse tegnet af Nikolaj Trap.

gregersDH.dk