* * * * * *
DØDEN I VENEDIG
John Neumeiers ballet ’Døden i Venedig’ sender en duft af kunstner-frustration og mondæn sensualisme mod os på Gamle Scene.
Hamborg Balletten gæstespiller med ’Døden i Venedig’ også de næste tre dage på Det kgl. Teater Gamle Scene.
*****
FILMEN er prentet uudslettelig i erindringen: Viscontis ’Døden i Venedig’. Med Dirk Bogarde som den modne forfatter, der på lidoen i Venedig bliver lammende betaget af en lyshåret knægt.
Adagioen fra Mahlers 5. symfoni er blevet hængende i ørerne. Det var den, filmen klang ud med. Men også de isnende billeder af Venedig i pestens vold. Med hvide kors på byens forladte huse.
Pesten møder vi først hen mod slutningen af John Neumeiers ballet, da dansere trækkes ud på hvide slæb af sortklædte mænd.
Hovedpersonen selv dør kærlighedsdøden for fødderne af ynglingen Lazio. Til tonerne – ikke af Mahler – men af Isoldes Liebestod fra Wagners ’Tristan og Isolde*. Også det giver særlige associationer. Wagner døde i Venedig. Forfatteren Thomas Mann, der har skrevet den novelle, der er forlægget for filmen, skrev sin essay om Wagner i Venedig.
Det hele hænger sammen. I ballettens start møder vi en koreograf, der – som forfatteren i Manns novelle – hedder Gustav von Aschenbach. Vi er i en prøvesal, og i baggrunden mod spejlet ser vi den preussiske konge Frederik den Store. Som også optræder i Manns novelle. Hvad er derfor den musik, vi hører? Bachs ricercare fra ’Das Musikalische Opfer’. Først spinkelt spillet på klaveret af den amerikanske pianist Elisabeth Cooper, så tilføjet forskellige instrumenter (på bånd, desværre). Hun er en medlevende kraft gennem hele aftenen, først med Bach, så forspillet til ’Tristan’ og endelig med vældige scener fra samme opera.
NERVEPIRRENDE
Det er svært at få øjnene fra denne pianist, men vi gør det. På scenen har vi Lloyd Riggins, eneste danske kending på scenen, amerikaner, men i mange år knyttet til Den Kgl. Ballet, solodanser fra 1995. Han er Aschenbach, den neurotiske, benhårde koreograf, der herser med sine dansere, krymper sig, raser og skaber sig, frustreret over ikke at lykkes med sine ambitioner. Mange, men korte scener, afbrudt af black outs. Hans dans forkrampet, hidsig og nervepirrende.
Så – efter pausen – Aschenbach i forsøg på vegeterende, afspændt ferie i Venedig. Alligevel, rastløs og frustreret. Strand, hav. Douce beige og blå/hvide dragter. Han tumler rundt mellem dansende feriegæster og hotelpersonale, et mondænt erotisk marked af unge i pas de deux’er eller legende piger og drenge i konstant bevægelse. Mellem de sidste – Lazio. Herfra er vi i konstant accelerando. Betagelsen vokser. Kriser. Undvigelsesmanøvrer. Tristan-musikken, der koger. Og til slut de tos forening i Aschenbachs dødsøjeblik.
Som koreografisk fortælling mageløst intens. Duftende af elegance og spændstige unge. Midt i det hele den skarptkantede, benede Aschenbach med det grå, smilløse, dødsmærkede blege ansigt. Og den uskyldsdampende Lazio.
Stærke sager. Isoldes Liebestod summer i ørerne i skrivende stund.
gregersDH.dk
Blot en rettelse: det er ikke Alexendr Tusch, som dansede ved forestillingen i København, der er på fotoet ovenfor. Det er Edvin Revazov, som har danset rollen som Tadzio i Hamburg.
Mvh,
Anne-Marie Elmby
Kære Anne Marie Elmby – tak for rettelsen. Jeg syntes egentlig også han så noget lyshåret ud, ham på billedet, i forhold til den Tadzio, vi så på scenen. Men Det Kgl. skriver ikke altid navne på deres pressefotos. Så jeg tænkte: Det må være Tusch – der er jo så mange, der farver deres krøller i vore dage!…
Mvh
Gregers D.-H
Jeg fik under hele forestilling en følelse af eksklusion, som hovedpersonen blev udsat for.
Han lever i sin egen boble fyldt af tvivl, selvom han søger ustandseligt en form for inklusion.
Musikken fra 70-erne er befriende og viser den frisindet Europa med Paris, som forbillede, i starten af den 20-erne århundrede, men alligevel kunne fordomme og skyldfølelser ikke forlade ”Den grimme ælling” , som aldrig bliver til en svane. De krampagtige neurotiske (som du skriver) freudianske fletninger mellem de dygtige dansere er sublime. En lille rettelse: Det var kolera Venedig var ramt af.
Mvh
Francesco
Forening? Jeg spekulerede under hele forestillingen om Tadzio overhovedet eksisterede – det gør han jo nok, men mere end en boldspillende dreng bliver han vist aldrig uden for Aschenbachs fantasi. Deres to “foreninger” ender jo med den dramatiske negation af deres virkelighed: tilbagevenden til fantasidansens begyndelse da Aschenbach er væltet, og til sidst Tadzios drengede kikkertsigte mens Aschenbach sidder på knæ og klynger sig til noget som er lige så uopnåeligt som hans vilde koreografi i første akt.
Torsdag var Carsten Jung Aschenbach – vi syntes at han var enestående som solipsist eller “actor-as-playwright”.
Der var et generationsmøde på rækken bagved, hvor en ung pige havde forberedt sig godt, væsentlig bedre end mor/tante/ældre slægtning, men alligevel gav udtryk for ikke at have forstået noget som helst af handlingen. Det er en fare ved Neumeier-man kan ofte ikke se hvilke dele af koreografien er handling og hvilke er tanker-anelser-kommentarer.