Anders Gjellerup Koch som Oberon og Ellen Hillingsø som Titania i ‘En skærsommernatsdrøm’ (Foto: Emilia Therese)

GRÅ SOM EN DANSK

EFTERÅRSDAG

Shakespeares sommernatstrylleri på Odense Teater er en trist og klodset affære

’En skærsommernatsdrøm’ spiller på Odense Teaters Store Scene frem til 4. oktober.

**

JAMEN, altså. Hvordan kan det blive så trist?
Odense Teater har bunket Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ sammen til en forestilling, som må efterlade det odenseanske etatsrådspublikum i høflig anstand og byens yngre indvånere i tavs undren.
Ingen skal komme og sige, at det er et stykke, der er lige at gå til, det kræver i sin mangfoldighed albuerum for gnistrende fantasi, ellers dør det undervejs i ubegribelige skaktræk og tummelumsk forvirring. Det gør det i Odense.
På Det Kgl. så vi får to år siden Ghita Nørby komme sejlende ned fra loftet i et techno-miljø som Puk og Søren Sætter Lassen splintre alle spilleregler med sit eget stand up show som en af håndværkerne. På Nørrebro Teater blev handlingen henlagt til en baggård med Jan Gintberg som narko-Puk med særlige euforiske dråber til de medvirkendes øjne. O.s.v. Peter Langdal fik sit gennembrud i Gasværket med en ’Skærsommrnatsdrøm’ i ren cirkusstil. O.s.v.
Alt sammen skørt, men glimrende forsøg på at bringe det pragtfulde, men vanskelige stykke til live. Grønnegårdsteatret skabte i 2011 en børneforestilling, der var yndefuldt eventyr. O.s.v…. Men kan blive ved at nævne opsætninger, der har haft lykkelige indskydelser.

GRÅT

På Odense Teater består skovtrylleriet i mørke plastikstrimler loft-til-gulv scenen rundt. Samt nogle grønne kasser, men kan flytte rundt med eller gemme sig bag. Plus et rækværk i 2. del, man kan bestige a la jerntrappen over banegården i Århus.
Gråt som en dansk efterårsdag før skybrud.
Pyt så med dét. Shakespeare blæste selv på dekorationer og udstyr. Det handlede om sprog, sproglig udfoldelse, skuespillere, der kunne jonglere med ord og udtryk – i ’En skærsommernatsdrøm’ raffineret ud over alle bredder i forskellige rytmer, metrer og modeller alt efter, hvem der nu er hvem i stykket – adelige noblesser, alfeagtige skovvæsener eller grovkornede håndværkere.
Det skal være en del af nydelsen for publikum. Og det skal være noget, som er med til at skabe klarhed i det brogede persongalleri og en handlingsgang, hvor nogle skifter identitet undervejs og andre forvirres, fordi Puk drypper dråber i deres øjne, så de forelsker sig i de forkerte.

UTROVÆRDIGT

Anders Gjellerup Koch kan i dobbeltrollen som Oberon og Theseus sige sine replikker med musikalsk pondus, men Ellen Hillingsø, der af teatret føres frem som forestillingens stjerne, kan ikke. Hun er en moderne skuespiller – vi har set hendes eminente sprogbeherskelse for nylig i en sindssygt svær rolle i ’Udsøgt smerte’ på Husets Teater, men som Shakespeares Hippolyta og Titania bliver hendes ord hængende som dekorationer i et udstillingsvindue. Utroværdige.
Vi tror mere på de fire unge, der kører desperat rundt i deres forelskelser – Morten Brovn, Lila Nobel Mehabil og Jakob Randrup og Sofia Saaby Mehlump – og på håndværkerholdets Peder Dahlgaard, Mikkel Bay Mortensen, Jacob Moth-Poulsen Emil Bodenhoff-Larsen, Githa Lehrmann og deres umulige amatørshow i showet.
Det er til gengæld svært at snuppe den Puk-figur, Klaus T. Søndergaard har fået udleveret af instruktøren Alexa Ther. Han er klædt og gir den som en fedtet papirnusser i en af russeren Gogols noveller. Anstrengende.
Edvard Brandes skrev i sin tid om Det Kgl.s opsætning af ’En skærsommernatsdrøm’: ”Noget så mådeligt og kedeligt har Det Kgl. Teater i lang tid ikke budt sit publikum.”
Man fristes til at gentage hans ord om denne forestilling på Odense Teater.

gregersDH.dk