Søren Sætter-Lassen og Thure Lindhardt i ‘Erasmus Montanus’ (Tegn.: Claus Seidel)

HANEN GALER

OG

JORDEN ER FLAK

Thomas Bendixen vil det hele med sin ’Erasmus Montanus’ på Det Kgl. og når det sådan set: Både komedie og tragedie.

’’Erasmus Montanus’ spiller på Store Scene i Skuespilhuset det næste par måneder. Varer 2 timer og 15 minutter.

*****

TRAGEDIE eller komedie? Hvad stiller vi op med det spørgsmål, når det gælder Holbergs ’Erasmus Montanus’?
Det Kgl. har tilsyneladende besluttet sig for svaret. I hvert fald, hvis man læser programmet til forestillingen, der havde premiere i aftes. ’Erasmus Montanus’ blev i 1800-tallet betragtet som en tragedie. ’Det endte jo ikke lykkeligt’, som den anonyme skribent skriver som forklaring på tragedie-opfattelsen. Men stemningen vendte op mod år 1900. Siden er stykket blevet spillet som en komedie. Og teatret holder altså fast ved det. ’Erasmus’ er en komedie, endda ’evig ung’, som programartiklen fastslår.
Alligevel. Iscenesætteren Thomas Bendixen holder ikke fast ved komedie-modellen.
Jo da, komikken udfoldes som et festfyrværkeri langt hen ad vejen. Ud over alle bredder. Scenograf Maja Ravn har udstyret flokken med orgier af groteske kostumer, farver så det sprutter, parykker, så flere af de medvirkende er ved at vælte over ende af skæv, knopskydende hårpragt – Kirsten Olesens morlille Nille, Henrik Koefoed og Tine Gylling Mortensen – Erasmus’ kommende svigerfar og svigermor – udstafferet som skulle de medvirke i Vivian McKees kommende Christmas Cabaret i Tivoli. Ole Lemmeke, ridefogeden i strittende militæruniform – rablende på en slags sjællandsk, som vist er det eneste levn i forestillingen af denne holbergske lokaldialekt, der huserede siden tidernes morgen på Det Kgl.

JOKER-HUMØR

Jo, jo, det er barokteater i flammende jokerhumør, i en dekoration blomstrende af dekorative sætstykker, der kunne være hentet fra en af de glemte Vivaldi-operaer med skyer, eksotisk jungle, kryptiske bogstavtegn og en horoskopcirkel omkring den jordiske klode som symbolsk baggrund for Erasmus nagende projekt: Udbredelse af budskabet til idioterne om jorden, der er rund.
Det er styrtende morsomt og livfuldt. Stykkets 23 scener reduceret til under det halve og adskilt af lynhurtige panoramaspurt af det flimrende sortiment af medvirkende over scenen, næsten som en filmstrimmel. Til yndefulde, musikalske vignetter af Telemann.
Og så Søren Sætter Lassen! Den lille mand med stemmen, der kunne proppes i struben på Mozarts Sarastro om det skulle være, har hentet hele sit festlige spillekatalog frem som Per Degn i et virtuost one man show, stand up talentet er ubetaleligt, denne forslagne undermåler af en degn kan alt fra at hale penge op af lommen på Jeppe,  synge do-re-mi som kirkens tjener, både op og ned og forlæns og baglæns, prale Nille og Jeppe sønder og sammen med sit lærdomsævl, puste sig op som en hane – og det i den grad, at Bendixen lader ham løbe linen ud og gøre scenen usikker som bogstaveligt forvandlet hane med gal og skruk i 4.akten, da Erasmus med sit syllogistiske vrøvl har ’bevist’, at han er en hane.
Den joke tager kegler. Det er Sætter-maskinen i fuld udfoldelse. Sætter ville kunne optræde med det nummer i tv’s mime-gættelege. Hvem forestiller Søren Sætter? Per Degn som hane.

STUDENT SIEGFRIED

Så komedien få altså hele armen.
Men hvad er forestillingens Erasmus for en fyr?
Vi har set mange modeller i tidens løb – Teatret og Thomas Bendixen har valgt Thure Lindhardt. Valgt hans figur. En slags wagnersk Siegfried, den rene dåre, der ikke aner denne verdens ondskab.
Han kommer på scenen, i hvidt dress som en engel fra en fjern planet, den kønne unge student, hans lyse stemme og blik har en fjernhed og glans, som tilhørte han en anden verden, hvad han jo sandelig også gør, han er blevet grebet af en næsten religiøs optagethed af videnskabens budskaber om en ændret verden. Han er ved gud også fanget af akademisk snakke- og argumentations-tosseri – det er alt det, han i studentikos overmod bruger over for både degn, ridefoged, forældre, kæreste og svigermekanik, og det har Holberg det herligt med at udfolde og latterliggøre – men når det kommer til stykket, er det alvoren hos ham, rædslen, chokket, da han bliver lokket og indfanget af løjtnanten til militæret, som får ham til som en miniudgave af Galilei at mumle, at jorden flad som en pandekage. Han mumler ikke, som det påstås, Galilei gjorde, at jorden er alligevel rund.
Han mumler til Jeronimus: ’Er han nu fornøjet?’ Uden overbevisning. Som et forurettet barn. Lammet af at være banket på plads. Det er den Erasmus, vi oplever. Fældet som Siegfried i al sin uskyld. Af Götterdämmerungs Hagen, som her er løjtnanten i Martin Hestbæks teutoniske skikkelse.
Er dét komedie?
Næh. Så nej: Det ender ikke spor lykkeligt.
Det må være sådan Bendixen har tænkt. Vi kan vel sige, at han har skabt en dramatisk synergi-forestilling, komedie og tragedie i ét. Sådan virker det. Så lad os sige det.

gregersDH.dk