SANGERE I STIKKEN
Beethovens ’Fidelio’ på Den Jyske Opera lider under ukærlig behandling af dirigent og instruktør
***
Man skal elske sangere for at dirigere opera.
Giancarlo Andretta dirigerer ’Fidelio’ på Den jyske Opera. Men jeg er ikke sikker på, at han elsker sangere. Ikke med den hvileløse hengivenhed, der får en dirigent til at kravle helt ind i hver tone, der kommer ud af struben på en sanger på scenen.
Man skal også elske sangere for at ISCENESÆTTE opera.
Jonathan Miller iscenesætter ’Fidelio’ på Den Jyske Opera. Men han er mest optaget af at sætte de medvirkende på plads som brikker på sit skakbræt. Ikke af at få dem til at agere i overensstemmelse med deres stemmer og musikken.
Det afstedkommer nogle problemer med denne ’Fidelio’, som i forvejen er svær. Beethoven havde ikke operamæssig håndelag og træning, han skrev bare pragtfuld musik. Miller griber til rastløs aktion for at kompensere for Beethovens kluntede dramatiske fremfærd: Da fangerne lukkes ud i friheden og synger deres dybt gribende sang til lyset og solen, splitter han dem i enkeltpersoner med hver sin reaktion på friheden. Noget må ske, tænker han, ellers bliver det nok for kedeligt. Men musikken siger: Koret er en enhed. Musikalsk og derfor også grafisk.
Det samme sker andre steder. F.eks. i den berømte kvartet i 1. akt. De fire – Rocco, Fidelio, Jaquino og Marcelline spredes i hele scenens bredde i stedet for at samles, så de klangligt kan svinge sammen. I slutscenen skal vi distraheres fra den store finalekorsats ved at Jaquino og Marcelline sendes på surmulejagt efter hinanden gennem mængden. Bessermachen. Fordi man ikke erkender, at råbet på frihed og kærlighed i denne opera er et kollektivt råb gennem musikken.
Og Andretta giver altså sangerne for lidt medspil. De må klare sig selv. Mere eller mindre. Det gør de så. På trods. Imponerende godt sådan set. Elsebeth Dreisig, John Lundgren, Niels Jørgen Riis, John Lundgren og Sten Byriel støtter sig på deres sceniske rutine og lethed ved selv at finde på og bide sig fast i deres figurer. Mens Ann Petersen og Jens Krogsgaard kommer flot igennem i kraft af deres vokale stålsatte sikkerhed. Beethoven gør det ikke nemt for dem. Andretta slet ikke.
Men gad gerne se hele bundtet håndteret med større omsorg af dirigenten og en mere musikalsk iscenesætter. Såmænd gerne, som her, i et ryk frem til nutidsdiktatur med maskinpistoler og Guantanamo-stemning. Det er indlysende relevant. Men ændrer ikke på, at musikken er det bærende.
Gregers Dirckinck-Holmfeld