RÅB FRA DET

KGL.

*

*

*

*

 
Kgl.Teater-optagelsen af Heibergs ’Nei’ fra 1960 er en sær affære. Af én grund: Den uskyldige vaudeville-spøg overdøves af Poul Reichhardts overstyrede klokker Linck i John Prices instruktion.

CDK5029

***   

HØJTRÅBEN er der nok af i dansk teater. Skuespillere, der mener, at man skal tale fra en scene, som om det drejede sig om at overdøve fredagsrock i Tivoli. Ok: Visse skuespillere. Og visse instruktører.
Det er der ikke noget nyt i. Det mindes man om, når man lytter til den 54 år gamle indspilning af Heibergs vaudeville ’Nei’ fra Gamle Scene på Det Kgl. Teater. Råberiet her kommer fra salig Poul Reichhardt, og instruktøren, som har heppet skuespilleren til yderligere udfoldelser, er John Price, hvis indgang til skuespilkunsten sjældent var afdæmpet – den kunne have andre kvaliteter, men stille gik det aldrig for sig.
Vi har netop haft lejlighed til at se Heiberg fikse lille vaudeville i en engelsk udgave på Hofteatret, hvor Ian Burns og Barry McKenna elegant tilførte historien en tone af ’Halløj på Badehotellet’. Buen var spændt, men brast ikke, ironien lurede, latteren med. Men aldrig latterliggørelsen.

TØJLERNE SLUPPET

Latterliggørelsen runger til gengæld i opførelsen på Det Kgl. 1960. Og den virker tilsigtet. ’Nei’ spilles i en kgl.teater-tradition, som vi kan kalde munter – gerne med stort M – en overleveret komediestil, som teatrets klassiske borgerskabs-publikum kunne genkende sig selv i, og som udløste glad og høflig latter over genkendelsen.
Det er så åbenbart udgangspunkt for, at Poul Reichhardt får lov at slippe tøjlerne totalt i sin skildring af frieren klokker Link. En jysk klokker fra Grenaa, fornæret, klodset, jysk snakkende, udspekuleret udi egen opfattelse. M.a.o. klar til at dumme sig ud over alle bredder over for vaudevillens kultiverede københavnere anno 1840 – københavnerne i stykket og københavnerne i salen.
Vor tids publikum har kendt og elsket Poul Reichhardt og gør det fortsat. På film, tv og pladerne: Den frejdige, djærve, sympatiske og velsyngende helt – flyttemand Olsen det ene øjeblik, Papageno i ’Tryllefløjten’ det næste og ’dus med himlens fugle’, når det var med dén på.
I Prices instruktion tumler og brøler Poul Reichhardt sig igennem klokkerrollen i ’Nei’. På et jysk, der burde stedes for sprognævnet, hans sjællandsk/københavnske omsat til en sproglig ketchup, som går over alle bredder. Samtidig taler han som en Søren Gericke på speed.

KARIKATUR

Andre på scenen taler også hurtigt, Henning Moritzen, der spiller den unge student i huset hos justitsråden, i et tempo, der dementerer almindelige påstande om, at alt gik så langsomt i ’gamle dage’ – også kongelige skuespilleres replikker og dialoger. Det gjorde det da. Tit. Og tit med en patos, som fik dem til at lyde som direkte videreførere af fransk, barok scenesprog – højstemt Corneille- og Racine-deklamation.
Moritzen sprøjter omvendt replikker fra sig, der klinger i slægt med nogle af nogle af vore dages fremmeste stand up og lystspillere. Og det er ret forfriskende.
Men fraset Moritzens student, Birgitte Prices kokette og underfundige Sophie og Martin Hansens brummende justitsråd, er det Reichhardts klokker Linck, der dominerer opsætningen og forvrænger humor til karikatur.
CD-udgivelsen af den gamle ’Nei’-opførelse er selvfølgelig fortjenstfuld som de efterhånden mange, mange andre cd-overførelser af Knud Hegermann-Lindencrones optagelser fra Det Kgl. Teater, som Erik Harbo og Uffe Henriksen har foranstaltet. Man kan måske tilskrive en del af overstyringen af klokker Linck-figuren de nødtørftige tekniske ressourcer anno 1960.
Men hverken Reichhardt eller Price kan løbe fra den spillemæssige og sproglige forvrængning.

 gregersDH.dk