YES TIL ’NO!’

Heibergs klassiker-vaudeville ’Nej!’ afleveret som et kapitel af ’Halløj på badehotellet’ på selveste Hofteatret. På engelsk og vældig underholdende.

Spiller også på Hofteatret den 21. og 22. 6.

****

DET er som at genopleve vore forældres, nej såmænd vores egne skolekomedier. Molbechs ’Ambrosius’. Heibergs vaudeviller. Dansk skulle det være dengang – krigen hang endnu som en tordensky omkring 1950, om end på vej bort. Heibergs ’Nej’ – det var noget, vores forældrene kunne juble over. Åh, de dejlige dengser i 2.g! Og den kultiverede dansklærer!
Nu har vi så fnøset over det gamle guf i en generation eller to og løftet den kulturradikale eller marxistiske knytnæve. Heibergs vaudeviller! Borgerligt bras!
Sjovt nok: Når man nu ser Heibergs ’Nej’ sat op i Hofteatret – den yndefuldeste kulisse omkring den lille luftige historie om kæresteri på dagligstueplan – får man de pudsigste associationer.
Både, at historien kunne være librettoen til en fiks Rossini-opera, en munter sag på bølgelængde med ’Barberen i Sevilla’ – Rossini kunne have skriblet den ned på nogle uger og skabt en perle af koloraturer og komik. Men også, at den her, hvor den bliver spillet på engelsk under titlen ’No!’, svinger ubesværet over i landskabet omkring John McCleese og Monthy Pyton.

HALLØJ PÅ BADEHOTELLET
Den kunne indlægges som et kapitel af ’Halløj på badehotellet’. I hvert fald hvis man lægger lidt distance det nostalgiske flimmer og den rørende uskyldighed, der er i historien om Sophie, der er forelsket i kandidat Hammer, og hendes farbror justitsråden, der har tilbudt hende til klokker Link. Det hænger vel sammen med, at Ian Burns, som spiller Link, ikke bare har en vis lighed med Cleese både i udseende og spillefacon, men at holdet også har en instruktør som Barry McKenna, der tilfører intrigen og Heibergs fikse dialog en portion flimrende vanvid.
Selv de mange gammelkendte sange, der er indlagt af Heiberg, og som jo karakteriserer vaudeville-genren, får ikke bare sødme, men også en liflig ironi, der løfter forestillingen til mere end en historisk kuriositet. Humoren giver intrigen friskhed.
Det gør slet ikke noget, at de fire medvirkende ikke er store sangere. De er skuespillere, der synger så uskyldigt som knasen af makroner. Claus Bue som den hjælpeløst manipulerende onkel, Christiane Bjørg Nielsen som den søde forvirrede Sophie, Sune Svanekier som den emsige kandidat Hammer og endelig som sagt: Ian Burns som klokker Link.
Yes til No i den version.

gregersDH.dk