AF KARSKEN BÆLG

Lise Nørgaard er ramt præcist af John Chr. Jørgensen. Hun kan sandelig være glad for – som hun selv siger i forordet – at nogen husker, at hun ‘først og fremmest er journalist, før det hele går op i mindet om Matador’.

John Chr. Jørgensen: ‘Journalist af karsken bælg’. En bog om Lise Nørgaards journalistik. Gyldendal. 200 s. kr. 249,95.  

*****

SKØN titel: ’Journalist af karsken bælg’.
John Chr. Jørgensen har bakset med forskellige titler til sin bog om Lise Nørgaard som journalist.
’Stjernejournalisten’? Nej, det smager af bonede gulve. Dem er der nok af i Lise Nørgaards journalistik, men der er også alle de andre. De ganske almindelige brædder. Dér, hvor ’folk på gulvet’ færdes.
’Den fødte journalist’? Nå ikke. Når Lise Nørgaard nu selv siger, at det kræver knofedt at blive en god journalist. Det er ikke noget, man bare har fået i vuggegave. Er der noget, som kan bringe hende i effekt, så er det mennesker, der ikke tror, at der skal arbejdes for sagen. I et interview i september 1913 til BT beder den 96-årige Lise Nørgaard danskerne om at ’få fingeren ud’.  
Jørgensen forsøger titlen ’Journalist af guds nåde’. Den ryger også: Det kan godt være, at der skal held til fra oven for at forvalte Lise Nørgaards kombination af talent og disciplin. Men alligevel: Hun er ikke kommet til det ved andres hjælp, heller ikke Vorherres.  
Jørgensen er så havnet på den med ’karsken bælg’. Godt gammelt dansk udtryk af den slags, sproget er rigt på. ’Frit fra leveren’. ’Af hjertens lyst’, o.s.v. Men han holder ved bælgen, der er så karsk.
Ordbogen kan fortælle, at gyvelblomsten har en bælg, ’som ved modenhed springer op med et knald og udslynger sine frø’. Sådan også Lise Nørgaard.

NÅDESLØS

Bogen fortæller om, hvordan hun som ung journalist arbejder sig målrettet fra en elevtid på Roskilde Tidende frem til moden status som først Politikens mangeårige stjernejournalist – nå, der var den alligevel, den med stjernen! – siden Berlingske Tidendes.
Frøene modnes og udslynges i alle retninger. Ligestilling, lukkelov, mode, forbrug, børneopdragelse, der er ikke mange emner, hun lader i fred med sin pen, sit temperament og en sproglig fantasi, som hun udvikler konstant som spejl af en skarp, ironiske og altid snurrigt vurderende måde at se omverdenen og menneskene omkring sig på. Temperament og selvsikker skarphed. Også over for kolleger. Da hun i 1964 sender artikler hjem fra De olympiske Lege i Tokio, fortæller hun, hvordan artiklerne bliver gennemrettet af en redaktør på Sporten: ”Jeg skønner, at hans gloseforråd var ca. en fjerdedel så stort som mit, og det resulterede i, at han satte gåseøjne omkring alle de ord, der ikke indgik i hans eget sprog. I bladet fremtrådte min tekst, som om der var gået lopper i den.”  
Hun kunne være nådesløs, og det i en bladverden, hvor nådesløshed huserer på fri fod. Hun kom til at mærke det selv. Hendes entre på Politiken var resultat af en lynaktion fra bladets chefredaktør Niels Hasager, der så, at den talentfulde Lise Nørgaard var ved at gå Politikens næse forbi til fordel for Berlingske Tidende. Hun blev ansat, lovet guld og eget kontor og store opgaver. Men det første, der mødte hende var en redaktør Walther Schwartz (Malenes far), som smed hendes manuskripter i papirkurven med en bemærkning om, at ’ingen skulle tro, at de kunne vade lige ind fra provinsen og samme dag få spalteplads i så eksklusiv en rubrik som ’Dag til dag’.
Og da hun mange år senere – i 1987 – forlod Berlingeren var det efter en bemærkning fra medarbejderformanden Bo Dræbel, som henrykt sagde til Lise Nørgaard, at hendes datter, som lige var blevet ansat på avisen, blev kaldt ’Misse’. ”Hvorfor det? Hun hedder Dorthe,” sagde Lise Nørgaard. ”Fordi, hø..hø…du er jo vores fru Møhge!”…

VERBAL FANTASI

Det var næppe denne giftighed fra en sekundær journalist som Bo Dræbel, som fik Lise Nørgaard til kort efter at forlade Berlingeren. Snarere, at tiden var inde til at skifte spor for den 70-årige Lise Nørgaard. Foran hende lå mere end ti års intens bogskriveri, bl.a. hende erindringsbøger med de karakteristiske titler ’Kun en pige’ og ’De sendte en dame’. De er – så lidt som ’Matador’ – emnet for John Chr. Jørgensens bog, der koncentrerer sig om journalistikken i hendes liv.
Han karakteriserer et sted hendes dobbelte virke som journalist og forfatter sådan: Lise Nørgaard er ”mere forfatter, når hun skriver journalistik, end hun er journalist, når hun skriver fiktion.” Dermed rammer han det specielle ved hendes journalistik, der ligger i hendes verbale fantasi og lysten og evnen til at bruge skriveriet kunstnerisk og personligt. Facts er ikke non grata. Men facts skal bruges til noget.
Lise Nørgaard blev kampagnejournalist, uforfærdet i sine holdninger, blomstrende i sit udtryk. Hun lod sig ikke sende til prinsessebryllup i Athen i 1964 for at referere ceremoni, jubel og yndige smil. Det fik man da også.
Men hun kunne også fortælle om noble damer blandt bryllupsgæsterne, der lige fik nolet de monogramprydede glas og stukket dem i deres håndtasker. Og rapporteret om, ’hvorledes de kære gæster væltede sig ind over de kongelige rosenbede, så at plænerne hurtigt kom til at ligne pladsen foran Kastrupfortet en sommersøndag.”   

TRÆHOVEDER

Billeder kom flydende til hende. Fagbevægelsens top blev kaldt for træhoveder, da hun i 1980 gik løs på fagforeningsledere, der stædigt fastholdt modstanden mod, at kvinder kunne have behov for at gå på deltid: ”Noget tyder på, at der et eller andet sted i Danmark findes en hemmelig central for uddeling af træhoveder til personer, som når til tops i fagbevægelsen.” Folk som LO-formand Thomas Nielsen, der ”ofte viser sig for folket i luksusmodellen i knastfri moseeg.”
Der har været uudtømmelige kilder for John Chr. Jørgensen til dokumentation af Lise Nørgaards formidable evne til at ramme. Og ramme plet, så det sved. Hun kunne være en kærlig journalist. Men hun kunne især være ironisk og vittig i sin måde at spidde mennesker og problemer på.

gregersDH.dk