KAPTAJN NEMO PÅ REPUBLIQUE

Hotel Pro Formas version af Nabukovs ’Latter i mørket’ udløses i en halv times koncert med den tyske pianist og komponist Nils Frahm. En opvisning i pianistisk minimalisme.
 

Spiller på Teater Republique indtil 14.5.

***

VENTER man længe nok, kan man blive konge af Sverige. Det gjorde Napoleons general Bernadotte så.
Venter man længe nok i ’Latter i mørket’, kan man få en fascinerende solokoncert med den tyske pianist Nils Frahm. Han har været der hele tiden i mørket. Siddet ved sit lille konglomerat af keyboards med nærgående adgang til taster af forskellig art, elektroniske og almindelige, oldnordiske sorte og hvide tangenter med tilhørende strenge i det gamle hakkebræt.
Han er fulgt i hælene på Thomas Mørk, Johannes Lilleøre og Clara Fasting Pedersen i deres sorte trekantsdrama. Og har tonet sig ind med lydeffekter til den komprimerede Vladimir Nabukov-fortælling om en mands jagt på en purung pige og pigens ulyksalige jagen ham rundt i manegen. Kryptiske sceniske hændelser. Pigen hedder Margot. Hun kunne hedde Lolita. Vi er i Nabukovs verden.
 

BESAT

Nu sidder Nils Frahm der. Ensom. Bøjet over sit batteri af taster. I halvmørket minder han om kaptajn Nemo i Jules Vernes ’En verdensomsejling under havet’. En enspænder besat af at skabe toner i sin u-båd på det dybe hav.
Den grublende musiker Nils Frahm driver os gennem landskaber af klang. Det er kompositorisk, som er vi tilbage i Fluxus-tidens monomane og insisterende dvælen ved enkle ideer, en performance – det ene øjeblik af rasende, massiv tornadoudfoldelse, det næste øjeblik i reflekterende, enkel eftertænksomhed. 
Vi kender komponister, der i vore dage sætter kompleksitet i skammekrogen og erstatter med en minimalisme, der undertiden er manieret, undertiden lyksalig – Philip Glass, Arvo Pärt – Frahm minder om dem, men endnu mere om fortidens tangentbesatte folk som Terry Riley.
Folk, der tranceagtig graver sig helt ind i, hvad strenge og tangenter kan udtrykke.
 

MED MIKROFONER

Frahm giver os en koncert, som gror ud af en Hotel Pro Forma-ide, udfoldet den første lille times tid, og som nærmest forsvinder i erindringen denne aften på Teater Republique: Ideen om at fortælle Nabukovs historie om pigen Magots temmelig nedrige manipulationer med den ældre, blinde mands besættelse af hende – fortælle historien i et abstrakt og distanceret, langsomt knirkende teatralsk sprog.
Vi følger i flere omgange pigens leg med den arme mand. Noget af tiden forsynet med høretelefoner, og det har sin egen fascination at høre Thomas Mørk med den kultiverede diktion kurtisere den unge Margot, der indladende og med al sin forførende uskyld snor ham om sin lillefinger. Johannes Lilleøre optræder som hendes virkelige kæreste i et spil, der i Kirsten Dehlholmsk tempo baseres på sindrige spejlinger og lydmæssige effekter, som bevidst spænder vores tålmod til bristepunkter.
Den komplette nedtoning af affekt og dramatisk ramasjang får det hele til at ligne en miniversion af Debussys ’Pelléas og Melisande’, statisk handling, spænding på et niveau, hvor selv lyden af en tændstik, der tændes, er chokerende.
I Melodi Grand Prix-dage, hvor alt står i flimmer, bliver man ligefrem glad for en times somnambulistisk stemning i den mentale Hotel Pro Forma-krypt.

gregersDH.dk