‘Porgy og Bess’ Det Kgl. Teater Operaen 22.3.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Derrick Lawrence, Elisabeth Llewellyn og Michael Austin i ‘Porgy og Bess’
(Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

PRAISE THE LORD!

 

’Porgy og Bess’ er et usvigeligt højdepunkt i Det Kgl. Teaters repertoire i denne sæson. Smuk, gribende, velsunget. Alt, hvad vi kan bede om.

Spiller endnu 30 gange på Operaen frem til 10. maj

******

PRAISE the Lord! Dér ligger Porgy på sine maltrakterede knæ, armene udstrakt mod os, d.v.s. mod Herren.
Det er til at blive religiøs af.
Operaen slutter med, at Porgy vil af sted til New York fra sin sydstat. Han aner ikke, hvor N.Y. ligger, bare at det er nordpå, men dér er hans Bess, og dér må han hen. Og alle på scenen beder med ham, også vi i salen gør det, vi omfavner den arme mand og ved med de sorte i ’Porgy og Bess’, at hans forehavende ikke er sindssygt, når han har Herren med sig.
Så kan Bess nok så meget været i kløerne på den afskyelige Sporting Life, den smarte narkohandler, der lokker hende med stoffer og highlife i den store by.
Religionen er i det hele taget et gennemgående tema i denne historie om den invalide Porgy, hans Bess og fiskersamfundet i den lille by Catfish Row i South Carolina. Uvejr, havet, forbrydere, hvide myndigheder – alt og alle klares med henvendelser til Doctor Jesus, Captain Jesus, Professor Jesus eller hvad de nu titulerer ham, og selvfølgelig Herren selv, den almægtige, der skal sikre dem vejen til Det forjættede Land.
 

SALIGE GENHØR

Gershwin får mageløs musik ud af henvendelserne til det overjordiske. Jesus er med i det hele, men uden at vi et øjeblik bliver i tvivl om, at vi også oplever så meget andet: Et prægtigt folkelivsbillede. En koropera, der bæres af vældige korsatser og tummel i hverdagen i det lille fiskerleje.
Men så også et persondrama, der er ren Puccini, en kærlighedskonflikt med pigen Bess i centrum, først i kløerne på en gangster, så frelst i favnen på vores invalide Porgy og endelige lokket i fordærv af narkohandleren.
Alt sat op i den mest forbløffende syntese af traditionelt klassiske formuleringer og en jazz- og bluestone, der både bæres af rytmen og af stemmernes usvigeligt genkendelige, negroide farve.
Man kan i starten af ’Porgy og Bess’ blive lidt i tvivl om, hvor Gershwin vil hen – han bringer os straks på saligt genhør med slageren ’Summertime’, sunget af den søde Clara med barn på armen, men fylker derefter Catfish Rows indbyggere langsommeligt ledsaget af bredt anlagt klaverspil fra orkestergraven. Hvad nu: Tre og en halv time forude, er dét hvad vi har i vente?
Men nej, så ruller Gershwin hele historien ud i et bjergtagende partitur. Der er ikke bare ingen snyd på vægten – operaen er bestykket med alle de hits, vi kender i løsrevet form: Foruden ’Summertime’ f.eks. Porgy’s ’I’ve got plenty of Nothing’ og ’Bess, You is my Women now’ med den berømte, grammatiske fejlbøjning af den personlige artikel. Eller Sporting Lifes ’There’s a boat leaving for New York’. Temaerne bruges genialt som ledemotiver af Gershwin, svøbt ind i både orkestrale og vokale sammenhænge.
 

STEMMER

’Porgy og Bess’ kommer til os, komplet leveret i et samarbejdsprojekt med Opera Noire i New York. Det Kongelige Kapel er det hjemlige tilskud med sin dirigent Michael Boder – i hvert fald ved premieren i aftes.
Alle sangere er sorte amerikanere, også koret. Ved premieren en fremragende Derrick Lawrence som Porgy og en lige så herligt syngende Elisabeth Llewellyn som Bess. Begge sangere med velskolede og udpræget internationalt stemmesnittede stemmer, en basbaryton og en sopran.
Men som et yderst fascinerende supplement fra de øvrige sangere: Stemmer i vekslende grader af typisk sort stemmekarakter i overgange til blues. Det gjaldt f.eks. den kraftfulde Serena, konen til den Robbins, som Crown dræber i slagsmål – hun synges af Sabrina Elayne Carten med et mørkt krydret volumen, der får os til at mindes blueskanonen Mahalia Jackson, da hun ved mandens lig fører an i klagesangen.
Det er en af de helt opslugende ting ved denne ’Porgy og Bess’-opførelse: Stemmernes dramatiske variation. I styrke og i farvelægning. Udspundet i en imponerende scenografi, der bruges hele forestillingen igennem: Et netværk af en opbygning omkring et lille torv, hvor alt udspiller sig. Det meget omtalte, enorme bagtæppe er, hvad det er. Sikkert imponerende som teknisk præstation, men stort set en rundhorisont. En himmel. Nix weiter.
 

STJRNER

Se den forestilling. Hvis du kan få billet. Den går endnu tredive gange, helt frem til 10. maj. I en sæson, hvor pib og klagelyde af forskellig art udgår fra og omkring Den Kgl. Opera, er denne ’Porgy og Bess’ et ekstravagant særnummer.
For denne anmelder, der er i den pudsige situation, at han så den som barn ved opførelsen i 1944 med Einar Nørby og Else Brems (begge godt sortmalede i ansigtet), er Det Kgl.s nu realiserede version en seksstjernet oplevelse.
Hvad den var dengang, har jeg næsten glemt for de utallige historier, der siden har berettet om 1944-opførelsens sensationelle virkeliggørelse på tværs af den tyske besættelsesmagt, der målløst omsider tog sig sammen til at forbyde en opera, der var skrevet af en jødisk komponist, havde den afskyede sorte race som emne, og kom fra et Amerika, man var i krig med.
Forbudt blev den, men ført efter en række forestillinger.
 

 

gregersDH.dk 

Skriv en kommentar