PJANK MED PARAPLYER

Peter Langdal har blæst den sentimentale historie om ’Pigen med paraplyerne’ op til ironisk pjank. OK og heldigvis, men alligevel svær at sluge.

Spiller på Betty Nansen Teatret indtil 16. april

***

ÅH, hvilket besynderligt teaterliv. Besynderligt, komisk og gribende. Fuld af overraskelser.
Hvad får f.eks. Peter Langdal til at lave en teaterudgave af en film fra 1964, en film med en sød, sentimental og ret banal historie: ’Pigen med paraplyerne’? Husket af nogle på grund af sin nuttede titel. Og måske mindeværdig, fordi den blev den purunge Catherine Deneuves gennembrud.
Er Langdal røget entusiastisk til vejrs på grund af musikken? Michel Legrands 60’r-jazz – musikalsk krudt er der jo i Langdal, og tænk – denne film er syret igennem af – ikke den mest forbløffende jazz, men af en idé om, at alle roller synges! Synges hele vejen igennem.

HUNDESVÆRT

Altså en musical? Ja, og nej. Det, der har fristet Langdal, er nok, at al dialog og alle replikker netop er skrevet som instrumentale udløbere af orkestrets stemmer, ikke scatsong eller andet sjovt af den slags, der var på mode i 60’erne, men bare helt almindelige talte replikker og samtaler sunget for fuldt blus i kontakt med bandet, der her er barberet ned til 6-8 soloinstrumenter fra noget ganske voldsomt i filmen.
Det er ærlig snak at ville lave teater ud fra det materiale. Hundesvært at få til at virke, hundesvært at synge, og minsandten om de medvirkende ikke gør det flot, unge Birgitte Hjort Sørensen i titelrollen som den naive, hvidskurede uskyld, der render ind i en forelskelse, som bare kikser, fordi hun bliver gravid med fyren, der pludselig ekspederes som soldat til Algier-krigen.
Og Kaya Brüel, der spiller hendes mor, og kan få tonerne til at sidder som søm banket i af en professionel snedker. Og videre: den pæne soldat i Mikkel Kaastup Mathews udgave. O.s.v., o.s.v. Morten Eisner med et helt arsenal af roller på registret, Jens Jacob Tychsen i en fisk af en rolle som den rige tilbeder, der render med pigen, og Danica Curcic i komisk tjenstepige-udfoldelse hos soldatens mor, Hanne Uldal.

TØRLAGT
 
Vi orker ikke at viderebringe handlingen, den er varm luft blæst ud med trompet og fransk harmonika-summen. Historien er hverken værre eller bedre end så mange musicals.
Vi kan klare en del sentimentalitet i den sammenhæng. Hvis vi gider.
Men det pinagtige i ’Paraplyerne’ er, at musikken kun har ét eneste slagnummer, én melodi, der bliver hængende i luften. Alt andet er tørlagt vokal parlando gennem et par timer.
Denne ensomme melodi skumpiskes fra begyndelsen til enden af forestillingen. Sunget og spillet i vekslende afskygninger.
Alle, som skriver bemærkelsesværdig teatermusik – fra Mozart til Lloyd Webber – ved, at recitativer eller talt dialog skal afløse af melodisk stof, der får os emotionelt på mærkerne. Her i paraply-historien udløses ingen bankende hjerter, kun beundring over, at alle kommer godt igennem orgiet af vokale gentagelser med tekstens ord tydeligt bragt på plads.

IRONIEN

Langdal holder historien om den ulyksalige pige ud mellem tommel og pegefinger og kikker ironisk på den. Flere af scenerne stiliserer han til komiske tegnefilm-situationer, f.eks. scenen, hvor den rige tilbeder kommer på jule-frieri og figurerne forvandles til marionetter, nærmest som påmindelse om, at det, vi overværer, er optagelser til den gamle film fra 1964.
Det er noget af det, der er ganske morsomt i denne sceneversion – henvisningerne til, at film er udgangspunktet. Et klaptræ smækker før en scene. En boom dukker op over hovederne på spillerne. Og scenografen Ashley Martin-Davis har sammen med Langdal skabt et utal af sceneskift, der etableres sjovt med sorte rammebeskæringer i alle mulige formater. Som børn gør det, når de leger dukketeater.
Der er altså en god del leg med teater i den forestilling. Vittig, ironisk og pjanket. Så man ikke et øjeblik tager ugeblads-historien om pigen og soldaten alvorligt.  
Det er formodentlig heller ikke Langdals mening?
Eller hvad?

gregersDH.dk