DET ER AL PACINOS SKYLD
Thomas Levin er en af sæsonens mest succesrige skuespillere. Men han er en af dem, der ikke har været gennem teaterskolen. Hvorfor ikke? Og hvordan så? Spørger vi.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
Hvordan bliver man skuespiller?
Det lyder som overskriften til et AOF-kursus.
Men det var ikke dér, Thomas Levin startede karrieren. Han skrev et brev til instruktøren Sam Besekow, da han var 13 år.
”Du spørger, hvordan man bliver skuespiller?” svarede Besekow. ”Se at blive færdig med gymnasiet og få dig en uddannelse. Så kan du tænke over det…”
Det gjorde Thomas Levin så. Tog studentereksamen. Kom på universitetet for at studere retorik. Og tænkte.
Det blev til én dag på universitet. Én dag. Så var beslutningen truffet: Skuespiller!
Gnisten til lunten hed Al Pacino. Thomas Levin bliver helt elektrisk i blikket:
– Jeg tror, det var ham, der gjorde det, siger Thomas Levin. Da jeg gik i 3.g, så jeg Al Pacinos ’Looking for Richard’, der handler om, hvordan han arbejder sig ind i Shakespeares ’Richard III’. Jeg syntes, det måtte være verdens sjoveste arbejde.
Det var så dén beslutning. Truffet med blikket stift fremadrettet. Thomas’ forældre var skeptiske. Knægten var vokset op i et nobelt hjem med klaver i Hellerup. Høje karakterer i gymnasiet. Hvad var nu dét for noget? Skuespiller!!
I dag er forældrene vundet for sagen. Ikke så sært: En Reumert talentpris allerede for fire år siden. I år nomineret som Årets bedste mandlige skuespiller. Store opgaver på film og teater. Og fyren er stadig kun 28 år.
Men hvordan rammer man sømmet, når man ikke har gået på en af landets teaterskoler?
– Jeg vidste ikke, hvordan man kom i gang. Ingen i omgangskredsen kendte noget til det. Jeg havde hørt om teaterskolerne. Så tog jeg ind på Skuespillerforbundet og sad og bladede i en håndbog over skuespillere. Ringede til nogle, der gav undervisning. En af dem var Jens Arentzen. Han skældte mig ud for overhovedet at overveje faget – jeg var ’bare sådan en middelklassedreng’, der…jeg har glemt, hvad han sagde…Jeg tænkte: Det skal han sgu ikke bestemme! – vi har det i øvrigt fint sammen i dag. Så hørte jeg om en teatergruppe, der hed Grob, som bestod af folk, der også søgte ind på skolerne. Dér kom jeg med. De arbejdede i en lejlighed på Vesterbro. Det var virkelig hippieagtigt! På en måde for meget. For mig i hvert fald. Så prøvede jeg til skolerne. Alle tre. Uden at komme ind. Men hos Grob begyndte jeg at læse hos Sarah Boberg – hun havde studeret i New York og fortalte om de metoder, de underviste i dér. Da jeg så pludselig havde tjent nogle penge ved at være med i en film, foreslog hun, at jeg tog derover på et tre måneders kursus. Det gjorde jeg – og fulgte op i flere omgange det næste års tid.
– Hvad lærte du?
– Håndværket. Man lærer at analysere, hvad det er man laver. Bevidstgøre det, så man hele tiden kan forbedre det.
– Det lærer man vel også på de danske teaterskoler.
– Sikkert. Det ved jeg ikke så meget om. Kun at jeg i New York har fået en masse konkret metode at arbejde med. Jeg har lært at systematisere mit arbejde, ikke kun overlade det jeg laver, til fornemmelser og tilfældige følelser. F.eks. gennem Meisner-metoden, der handler om at træne skuespillere i at lytte til hinanden. Gennem improvisations-øvelser. Og Strassberg-teknikken, hvor man lærer kun at bruge den mængde energi, der er nødvendig. Og i øvrigt stimulere sine sanser gennem hukommelse og fantasi. Bruge ens sanselige hukommelse.
– Hvordan kan du bruge metoderne i de forestillinger, som I nu scorer så mange points på i Teater Grobs forestillinger – f.eks. ’Hjem, kære hjem’?
– Vi bruger bl.a. ret lang tid på at improvisere OMKRING manuskriptet. Vi udforsker karakterernes liv uden om det, der sker i manuskriptet. Christine Albeck Børge og Frank Thiel – der spiller parret, som får besøg af mig, der kommer hjem fra Irak-krigen – har improviseret sig gennem deres første date og den dag, de flyttede sammen. De kender deres personer fuldstændig, og deres rigtige replikker i stykket falder helt ubesværet.
– I laver virkeligheds-teater – traditionelt i formen. Bevidst?
– Ja. Det er reaktionært teater! Ufattelig gammeldags! Altså filmen kan ikke være alene om at have ret til at fortælle gode historier med nogle genkendelige skæbner. Jeg tror, at meget eksperimenterende teater er opstået på en bølge af afmagt over, at det naturalistiske teater ikke har været godt nok. Man har sagt: Nu dropper vi virkeligheden og siger: Hvad kan teatret så? Det kan så meget andet. F.eks. KOMMENTERE virkeligheden. Og så kan filmen tage sig af at fortælle den gode historie. Det tror vi ikke på. Men vi har måttet opstille nogle regler for det vi laver. Regler, der handler om at skrælle væk. Om at AFSTÅ. Vi fokuserer på den gode fortælling. Min interesse som skuespiller ligger hundrede procent i psykologien. I at sætte mig ind i et andet menneske. Desto mere en tekst er renset for teatervirkemidler, desto mere kommer ens arbejde til at handle om psykologi og troværdighed.
– Du er 28. Du har placeret dig som skuespiller. Har skrevet dit første stykke – ’Jeg, mig og mit’ – og du er teaterleder på Grob sammen med Per Scheel-Krüger. Alt sammen uden papir på andet end de tre måneder i N.Y. Held?
– Ja. Også held. Afgangspapirer tæller mindre. Men at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt betyder noget. På film har man casting, prøvefilm. På teatrene handler det om at være i gang, blive set. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kun skulle kontakte dem, der måske var interesseret i at ansætte mig, når jeg var i arbejde. Så har man sin værdighed og selvtillid i behold. Man kan udsætte sit selvværd for mere eller mindre. Jeg ved ikke, om min måde har været god eller dårlig. I Amerika har jeg lært, at man ikke skal være så bange for at sige, at man findes. Min amerikanske mentalitet kan måske godt have provokeret nogle. Når jeg nu f.eks. siger: Min store drøm er at spille Shakespeare…
– Som Al Pacino.
– Selvfølgelig.