Marie Mondrup, Henrik Prip og Stine Schrøder Jensen i ‘Afdelingen for mindre planter’ på Teater Grob (Foto: Chr. Geisnæs)
*
*
*
*
*
*
RØRENDE OG KOMISK
En sørgmunter historie om krisen i gartnerbranchen på Teater Grob. Titel: ’Afdelingen for mindre planter’-
Spiller indtil 21.2. på Teater Grob. Derefter indtil 21.3. på TeamTeatret i Herning. Og endelig indtil 5.4. på Svalegangen i Århus.
****
DER udvikler sig altid sære ting omkring en teatermand som Hans Rønne.
I ’Afdelingen for mindre planter’ på Teater Grob står han anført under ’Devising/Instruktion’ ’sammen med de medvirkende’. Hvad ’devising’ så skal betyde i den sammenhæng. Forfatter til stykket er ingen udnævnt til.
Men manden og hans spillere har fat i en historie, der er helt ’relevant’ – for nu at bruge det ord, Det Kgl.s nyudnævnte chef Morten Hesseldahl gentog og gentog i dagens udsendelser, som udtryk for, hvad Det Kgl. skulle være under hans styre. Et glimrende udtryk, hvis brug selvfølgelig antyder, at aktiviteten indtil nu har været det modsatte: Ikke relevant. Efter Hesseldahls mening.
På Grob har Rønne og hans skuespillet skabt en relevant, aktuel, rørende og tragikomisk historie om en lille virksomhed i gartnerbranchen, der er over sin storhedstid, nu er på hælene, og ulykkeligvis ledet af en mand, der har arvet bixen, og som ikke magter den, men er en sød fantast, der bilder de to resterende ansatte og sig selv ind, at held og lykke er ved at indfinde sig.
Han spilles af Henrik Prip, som har fat om umuligpeteren med gribende energi og spilhumøret på højkant, genert, blomstrende tågesnakkende om de lyse udsigter.
EKSISTENSKRISE
Hans to ansatte, Stine Schrøder Jensen og Marie Mondrup, pukler manisk med planting af de ’mindre planter’ – og udmærker sig til vores store fornøjelse ved et vidt forskelligt humør og temperament.
Stine Schrøder Jensen agerer som en forknyt, mut og knuget størrelse, der evner at ligne døden fra Lübeck, men dog kan eksplodere i grotesk latterkrampe.
Marie Mondrup er en lattervækkende, glad humørbombe, der plaprer løs om hvad som helst, mens hun æder sig gennem køleskabets indhold med lammende overskud. En scenisk jonglør med sin yndefulde, umættelige krop og bralderstemme.
Den lille virksomhed udsættes for eksistenskrise og går ned, efter at Prip som den slapsvans, han er, har stillet sine to ansatte over for muligheden for selv at vælge fremtiden: Hvem, der skal gå, og hvem, der skal blive.
Intet valg i sidste ende: Alle tre bliver ansat hos konkurrenten, en hollandsk blomsterkoncern.
Sære intermezzi undervejs i stykket. Prip synger en sang med pigerne som juhu-kor. Og Marie Mondrup leger luftartist med sine bedårende kilo og kalorier.
Vi er gevaldig underholdt og ser herefter mildt overbærende på krisen, i hvert fald den i gartnerbranchen.
