HAN HAR SÅ MEGET I SIT HOVEDE!

’Den Stundesløse’ er festlig opgejling af Holbergs komedie på Folketetret – fræk og glimrende rollebesat
’Den Stundesløse’ spiller på landsturné frem til 24. maj

*****

ET øjebliks panik. Pernilles fortale til ’Den Stundesløse’ – Cecilie Stenspil taler sjællandsk! Er Folketeatret søvngængeragtigt rykket baglæns til gode gamle hyggetraditioner med Holberg på sjællandsk?
Nej. Gudskelov. Hun slår hurtigt over i en frisk københavnertone. Og så går det ellers løs med den up dating, som Thor Bjørn Krebs har bearbejdet teksten med: Pernille/Cecilie knalder lige en bemærkning af til en publikummer på balkonen, der skal se at få slukket sin mobil, og vi er straks i det syndigste miks af knudret, holbergsk original jargon og et nutidspublikums hverdags-snak. Med Cecilie Stenspil og guide og rapkæftet, snu animator.
Sådan kører det videre. I en ret forbløffende blanding af respektfuldt hensyn til good old Holberg og hvad nu Thor Bjørn Krebs og instruktøren Søren Iversen finder på af – ja, hvad skal vi kalde det: Revyagtige påfund.
Det er en balance, der svinger hårfint omkring den rene vare: Holbergs skarpe og vittige komedie om, hvordan man latterliggør en yderst normal menneskelig egenskab som stundesløshed – vi kalder der stress i vore dage – repræsenteret af hr. Vielgeschrei.
’Jeg har så meget i mit hoved!!’ er den arme mands evige nødråb. 
Vielgeschrei har været en klassikerrolle for enhver kgl. skuespiller gennem generationer, senest Jørgen Reenberg, og her på Folketeatret gjort til den mest rørende, forvirrede borgermand af Henrik Koefoed, jublende smalsporet og neurotisk, kær i al sin barnlighed, uberegnelig i sine reaktioner – også for sig selv.
Evindelig på skideren, helt bogstaveligt: Det lille hus med røde hjerte på døren er hans konstante tilflugtssted, når det kniber, det ene og det andet, den fysiske eller den mentale nødtørft.
 

LØBSK

I det samlede show omkring Henrik Koefoed er netop dette dekorations-element, lokummet, et led i en glimrende Camilla Bjørnvad-scenografi, som rokerer rundt med værelser, døre, ind- og udgange, der i festligt tempo afleverer de mange medvirkende som brikker i pulespillet af intriger.
Det understreger den revyagtige ekspedering af striben af holbergske manøvrer – hele menageriet af ture, der skal bringe stykkets unge par, Leander og Leonora på ægteskabeligt skudhold – m.a.o. det bundtraditionelle indhold i hver anden Holberg-komedie om de unge, der sætter de gamle skakmat.
Bare peppet op med et utal af verbale broderinger på originalteksten og fløjtende nyskabelser i sceneri og instruktion.
Man kan næsten forestille sig, hvordan denne ’Stundesløse’ kan komme til at løbe løbsk, når forestillingen i de følgende fire måneder stormer land og rige rundt på turné.
En mand som Tom Jensen, der spiller Oldfux i forskellige forklædninger, tager eksempelvis røven på ikke bare den betuttede Vielgeschrei, men også os andre, da han stormer frem som en tysk lærd – en ’aventurier’ som Holberg kalder ham på rollelisten. Manden braldrer løs om sine ufattelig mange studier i Königsberg, Bamberg, Heidelberg – AnthonBerg, Frederiksberg og Holberg, etc. Originalteksten er i forvejen vildt broget, men man aner, hvordan broderingerne kan komme til at knopskyde i hjerne og mundtøj på en rutineret revyskuespiller som Tom Jensen.
 

SONJA IND FRA KØKKENET

Jublen er grandios hos publikum – som den er det i den perlerække af entréer, Sonja Oppenhagen har som Magdelone – figuren traditionelt præsenteret som det konede, ældre tyende hos Vielgeschrei, det ægteskabsforlegne monstrum, som også ender med at blive afsat på det blomstrende ægteskabelige marked, Pernille får etableret i menageriet omkring Vielgeschrei.
Sonja Oppenhagen dukker op i døren fra køkkenet som en splint af en eventyrfigur i en børneteaterforestilling, vims, målløs, parat til hvad som helst, med den pudsigste mimik, både snusfornuftig og forvirret, festlig i sin uhæmmede småliderlighed – som handlingen skrider frem en perfekt partner til den tumpede og lige så liderlige bogholdersøn Peder Eriksen, fremført af Søren Hauch-Fausbøll.
Persongalleriet et grotesk, præcist og sjovt sat sammen i denne dristige, frække og muntert snakkesalige udgave af ’Den Stundesløse’. Lidt for snakkesalig ind imellem. Munterheden ville ikke mindskes ved et par stramninger hist og her.
Men rollebesætningen holder glimrende med Sofie Nolsøe som Leonore, Nikolaj Bjørn-Andersen som Leander, Ole Thestrup som bogholder Peder Erichsen og skriverholder Henrik Weel, Morten Christensen og Anders Henrichsen – ’Skriver I, karle!!’

gregersDH.dk