MESTERVÆRK?

Poul Schierbecks opera ’Fête galante’ har fået endnu en chance i en vellykket cd-indspilning fra dacapo (6.220637-38). Næste skridt, hvis det skal dokumenteres, at der er tale om et forsømt mesterværk, må være en scenisk opførelse.

****

DET er ikke et hvilket som helst glemt værk, der er et mesterværk. I den forløbne sæson er der slået et nyt slag for Poul Schierbecks ’Fête galante’ fra 1931.
Det er en opera med store kvaliteter. Men mesterværk? Det skal alligevel mere til for at bruge det ord.
Vi anmeldte koncertopførelsen i Tivoli i sommeren 2012 og var ikke lykkelige, fandt opførelsen tung og kluntet og skyldte det for en del på Schierbecks kompakte instrumentation af et værk, der har kammermusikalske kvaliteter og ikke indbyder til at bruge stort orkester. Fornemmelse var, at Schierbeck havde så meget Richard Strauss og Carl Nielsen plus den ene og den anden franske komponist i hovedet, at han har haft behov for albuerum og brede skuldre i et værk, der ikke behøver det.
Indspilningen af ’Fête galante’ er tæt på Tivoli-opførelsen. Men langt bedre og interessantere. Den har samme dirigent: Michael Schønwandt. Og samme medvirkende. Med Bo Skovhus, Denise Beck, den svenske tenor Michael Weinius og Andrea Pellegrini i hovedrollerne og en stribe af sangere fra Det Kgl. og anderswo, især i de mange mandlige partier.
 

BEDRE BALANCE

Bedre og interessantere, fordi den nyder godt af en givetvis mere omhyggelig gennemarbejdning og af en teknik, som kan afbalancere navnlig sangerne i forhold til orkestret, hvad der ikke lykkedes i Tivoli. Tilmed har man i cd-udgivelsen tekstheftet med, så man kan følge hver replik, også Schierbecks og forfatteren Max Lobedanz regibemærkninger, der er meget udførlige.
Problemet med Schierbecks sammenstykning af inspiration fra mange kilder – ikke bare Strauss og Carl Nielsen – gjorde allerede Hugo Seligmann opmærksom på i sin anmeldelse af premieren i september 1931 i Politiken.
Seligmann spåede ikke ’Feta galante’ nogen stor fremtid. Den gik også kun seks gange i 1931, men blev revideret af Schierbeck og gik så 25 gange i den nye udgave i sæsonerne 1960-62.
Det var dengang, Poul Bundgaard i sin nybagte status som kgl. operasanger medvirkede som en af de tre unge adelsfløse, der pjanker sig gennem operaen, som en slags observatører til forløbet.
 

SUR I FINALEN

Et af operaens problemer er, at Schierbeck har villet skrive både en munter rokokko-historie om fransk erotisk letsind i overklassen, men samtidig en romantisk historie om kærligheden, der sejrer og forløser.
Det sidste løber sur for ham i en slutning, hvor både det gennemløbende tema om fiduser med en ægteskabskontrakt bliver noget rod, og hvor selve kærlighedens forløsning nærmest aborterer i en kort påklistret slutning, hvor Schierbeck ikke finder ud af, om vi skal svæve bort i en slags ’Rosenkavaler’-finale. Eller bare have det hele overstået. En ferm revision af slutningen kunne gøre hele værket spiseligt for en scenisk genopstandelse.
Som decideret mesterværk holder det ikke. Men det kunne nok komme an på en scenisk afprøvning, inden man dømte ’Fête galante’ helt ude.
Vi har i den forløbne sæson set f.eks. Den Jyske Operas turnéopsætning af Janaceks næsten samtidige ’Katja Kabanova’, En opera, der har fået en renæssance. Og som med god ret kan kaldes et mesterværk. Næsten glemt i nogle generationer.
  

GregersDH.dk