Søren Sætter-Lassen, Bodil Jørgensen og Ghita Nørby i ‘Faderen’ (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

*

*

I SPÆNDETRØJEN

Søren Sætter-Lassen spiller ritmesteren i Strindbergs ’Faderen’ med en overflod af skuespillerkunst.  
 

’Faderen’ spiller i Skuespilhuset på Store Scene indtil 18.1.2014
 

*****

HUN står som en sort, urørlig skikkelse. Som en norne, der iagttager. Sender varsel. Det er Ghita Nørby i begyndelsen af 3. akten.
Vi ved, hvad der skal ske. Hvad tænker hun? I rollen som den gamle barnepige tænker hun på den ubegribelige beslutning, hun har taget: At være den, der lokker spændetrøjen på ritmesteren. Modvilligt, men beslutsomt. Uden for rollen tænker hun som publikum på den lige så ubegribelige skuespiller, den en generation yngre Søren Sætter-Lassen, der har overvundet et års sindsoprivende brud på rygsøjlen, efter at en dekoration brasede sammen over ham forrige efterår.
Gør hun? Tænker på det? Det er et gæt.
Vi er mange uger efter premieren. Det er stadig en ’Faderen’, uløseligt forbundet med ulykken sidste år.
Det er første gang, jeg ser instruktøren Thomas Bendixens opsætning af Strindbergs geniale stykke. Han arbejder med Maja Ravns iscenesættelse, der ligger tæt på Strindbergs egne anvisninger til ’Faderen’s urpremiere på Casino i København i 1887.
Der er historie i denne forestilling.
 

KUP

Minutter efter det magiske stillbillede af ammen: Omfavnelsen, bedraget, den hensynsfulde og hensynsløse indsvøbning af ritmesteren, barnet, i spændetrøjen. Barnepigen, der putter og luller den salige, selvforglemmende, ellers så stædige, anspændte, rasende, voksne officer og ægtemand ind i drøm og erindring ved et kup, der er så smerteligt, og som vi aflæser i hendes forstenede træk og hans salige indlevelse i barndomsoplevelsen.
Øjeblikket, hvor vi oplever, at fastnavlingen af ritmesteren i rollen som en forbenet, forvirret, afsporet mand på rasende jagt efter at fastholde magten som husherre, far og mand – at alt dét smuldrer og forvandles til uløselig tragedie. En taber uden chancer.
En taber med en tilsyneladende forløsning i det fadervor, som han begynder at bede i sit dødsøjeblik, og som ammen beder videre uden at afslutte det. Ledsaget af hustruen Emmas – Bodil Jørgensens – lægen Doktor Östermarks – Peter Gilsforts – og præsten Jonas’ – Henrik Jandorfs… alle tres ironiske eller paniske, distancerede iagttagelse af situationen.
 

AMEN

Thomas Bendixen har ladet Ghita Nørby læse op af biblen for ritmesterens svigermor og barnet Bertha, der spilles af Lea Maria Stensnæs, i en indledende scene. Det står ikke hos Strindberg. Men holder fint som indramning op til dette fadervor, og det ’Amen’, som slutter sidste akt. Sagt af præsten. efter at lægen har trukket sig høfligt tilbage med et ’Den som ved mere, lad ham tale’…        
Et dramatiske greb af Strindberg oven i det dilemma, som er den centrale pointe i ’Faderen’: Tvivlen om tro eller ikke tro. Oven i den tvivl, der kan plantes om faderskabet til et barn. Og som for Søren Sætter-Lassen giver anledning til den rigeste udfoldelse af hans evner og kunnen som skuespiller.
gregersDH.dk