Donald Andersen, Birthe Kjær og Steen Springborg i ‘I vore bus er glæde…’   (Tegning: Claus Seidel)

FRA ALTMULIG-POSEN

 
Folketeatrets 50 års jubilæumsforestilling hedder ’I vores bus er glæde…’ Glæden er anstrengt.

‘I vores bus er glæde…’ har premiere i Svendborg i 2. oktober. Spiller på landsturné frem til 22. november, hvor den slutter i Hjørring. Anmeldelsen er baseret på generalprøven i København

**

FOLKETEATRETS turneer har 50 års jubilæum. Det må fejres. Men hvordan? Teatret har tradition for fine forestillinger i mange genrer. Det har været begunstiget af begavede ledere, Tudlik Johansen, Meir Feigenberg m.fl. under skiftende overskrifter, Det Danske Teater f.eks.
Det er heller ikke mangel på begavelse, der hærger den nuværende leder Kasper Wilton. Så hvordan han er sluppet af sted med en så løsagtig affære som ’I vore bus er glæde…’ kan man kun gisne om.
En slags kabaret, der handler om, at en turnébus er strandet med motorskade på landevejen – de otte skuespillere hænger dér i intetheden, de kunne gå amok af kedsomhed, spille kort, drikke sig skæve, øve sig på deres roller, skændes, tale i mobiltelefon, elske. Hvad som helst.
Men nej: De spiller en slags kabaret – med andre ord den forestilling, der nu i de kommende måneder skal vises i en lang række teaterforeninger rundt i landet, en art revy over de 50 år.
 

FRA TOMBOLAEN

Kabaret eller revy – der figurerer ingen samlende manuskriptforfatter. Det er overladt instruktøren Geir Sveaas at brygge indholdet sammen. Det har han ikke ladet sig byde to gange, han har taget et greb i den store altmulig-pose, hevet til, som var det en tombola, han havde med at gøre, spredt i alt 43 brikker ud på bordet og fordelt dem med let hånd på de otte skuespillere og så stillet noderne op på Fini Høstrups pult og sagt: Spil!
Med Høstrup er Sveaas på sikker grund, og det er da også som sædvanlig en fornøjelse at se og høre ham sætte sin professionelle, musicalpianistiske show- dynamo i sving.
Men det er sandelig ikke lige fornøjeligt at opleve de hver for sig udmærkede skuespillere slås med at få mening i noget, der er så blottet for sammenhæng. Sange og skuespilscener, citater, småfortællinger i én pærevælling, som med selv den bedste vilje ikke engang giver et forløb, der siger noget om en udvikling gennem de 50 år.
Tilløb til situationer, der måtte kunne udnyttes til, at spillerne fik noget i gang indbyrdes, stopper med lynets hast, for det er ikke meningen. Christiane Gjellerup Koch maser sig igennem med en Tjekhov-tekst og aflægger elevprøve over for Steen Springborg, chefen. Bare et eksempel. Sådan en scene kunne udvikles til hvad som helst af komedie med alle i spil. Det samme med Peter Oliver Hansens og Jens Gotthelfs konkurrence på musicaltematiske udgydelser – der kan Donald Andersen også være med, for han har ikke hørt og set Sammy Davis Jr. forgæves.
 

DESORIENTERING
 
Vi venter og venter på, at noget skal blive vedkommende og sjovt. Føre et eller andet sted hen. Birthe Kjær får mulighed for nogle solosange – de bliver hængende i luften, som var de klippet ud fra en optræden i et helt andet dansk verdenshjørne. Den unge Josephine Nørring stritter af god vilje, men kommer aldrig i lag med andet end at stritte.
Geir Sveaas rykker med mellemrum lidt rundt på formationerne, men intet sker, der gør forestillingen til andet end misforståelser – hos spillerne, der kæmper med desorienteringen, og hos publikum, der er lige så elskværdig desorienteret.
Tænk, hvad en frisk, gerne nyskrevet komedie af den type, Folketeatrets turnéer er gode til, blev sendt i marken for at fejre sådan et jubilæum. Som den ’Jeg elsker dig’, der gik i forrige sæson. I øvrigt glimrende iscenesat af – Geir Sveaas.            
 
www.gregersDH.dk