*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
TRE RASKE PIGER HØJT FRA NORD
’White girl’ er en ironisk, skarpladt udlevering af danske fordomme mod fremmede, sprogligt fantasifuld og provokerende i Det røde Rum i Skuespilhuset.
Spiller indtil 13. november
****
”JEG fucking lyst til at skære din trivielle mund af og putte ned i syltetøjglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med svin og kål…”
Det er ikke sproglig fantasi, der mangler, når forfatteren Christina Hagen sætter trumf på og hører for sig, hvad der dukker op af dybet på en hvid pige, der står ved metroskranken i N.Y. og bliver betjent af en sort pige.
Jeg gætter på, at den lærde og kultiverede sprogprofessor Jørn Lund vil skrive i sin ’Politiken’-klumme, at det sprogbrug er noget overeksponeret – måske vildt overeksponeret – og næppe hverdagsformuleringer i munden på pæne, normale unge danske piger på udlandsrejse.
Det tror jeg, de er. Hverdagsformuleringer. Ikke bare komprimeret her, hvor Christina Hagen har skåret sine digte i ’White Girl’ til dramatiske replikker i munden på de tre skuespillere Marie Dalsgaard, Ida Cæcilie Rasmussen og Johanne Louise Schmdt.
Men helt realistisk.
FORAGT
Det koger givetvis i halsen på nordiske turistpiger under besøg i alverdens eksotiske lande, inklusive New Yorks Harlem, når de hver for sig og indbyrdes…når de gejler hinanden op…rammes af den samme nervøse fremmedgørelse og tilbageholdte aggression, som fremmede herhjemme sikkert føler over for den foragt, de mødes med.
Og som danske rammes af på nøjagtig samme vis over for perkertalende indvandrere, der lugter af underlig mad og skjuler deres halve jeg bag gevandter.
Mænd så vel som kvinder. Men nu er det altså tre unge kvinder, Det Kgl.s Røde Rum har valgt at lægge i hænderne på instruktøren Rune David Grue og udvikle med al den sadistiske præcision og frækhed, som tydeliggør problematikken: Den gensidige mistanke, misforståelserne, angsten for – og attraktionen ved – alt fremmed.
Med de hambre sprogblomster groende som giftige, tropiske planter under overfladen.
En teatertekst bringer dem op over den flade. Metoden er, at de samtidig taler komisk afhugget dansk for at gøre sig forståelig for de arme, ‘primitive’, lokale og ‘hjælpeløse’ individer.
SAMME FORDOMME
Det går derud af hæmningsløst i postkort-situationer fra land til land.
Lallende ’same story’, samme fordomme, samme enkle reaktioner fra lokale sexglade latinomænd, der tror, at ’white girls’ bare hungrer efter at få sig noget sort, hvad de så også faktiske gør, bare med den efterfølgende fortrydelse konverteret til raseri og hævn.
Johanne Louise Schmidt kyler i desperation alle sine penge i hovedet på en græske folkemusiker. Marie Dalsgaard mobiliserer al sin kringlekrogede mimik i både foragt og selvforagt. Og Ida Cæcilie Ramussen udløser sin kølige irritation i ubrugelige analyser af deres fælles opgør med jordisk uforstand.
Ind imellem klimprer musikeren Martin Ullits Dahl til stinkende syngepige-Hawai-romantik eller græsk zorba eller calypso, alt efter hvor nu pigerne har nedladt sig til studierne af swimmingpooler og lokal, autentisk atmosfære.
Det er voldsomt underholdende. Og provokerende. Om Christina Hagen har helt ret i, at det farverige lortesprog – som hun siger i programteksten – gemmer sig særlig livskraftigt i hjernernes bundskrab på specielt akademikere, tror jeg ikke på. Bare tag en tur med linje 5A ud ad Nørrebrogade. Og lyt. Farverigdommen er overdådig i såvel lort som lagkage.
gregersDH.dk
