HEDENSK HUG I CHRISTIANSKIRKEN

Imponerende initiativ med Wagners ’Ringen’ i Christianskirken. En ekstra stjerne for dét. Opførelserne fortsætter hele weekenden og de næste to weekender.

Lørdag 17.8. ’Valkyrien’ kl. 16-19 og ’Siegfried’ 20-22.30
Søndag 18.8. ’Ragnarok’ kl. 18-21
Følgende to weekender: Samme tidspunkter i Christianskirken

****

 
VELKOMMEN i Guds hus! Hva’ for et hus? Og hva’ for en Gud? Ham, der er far til Jesus? Ja, da. I Christianskirken i Strandgade.
Men lige nu på denne aften er det Wotan, der er Gud i Strandgade. Odin, manden med spyddet og klap for øjet. Han kender ikke noget til Himmerige. Han er ved at få bygget sit Valhal, og det går ad helvede til.
Så er der alt det øvrige nordiske og germanske mytologi-halløj i Wagners ’Ringen’, dværge og jætter samt nydelige herrer og damer, der er blevet til ved incestuøs initiativer af et omfang, der kan komme bag på selv de mest forhærdede.
De er ikke kede af det i Christianskirken. Løs med Wagner og hans bande af vildtvoksende helte og hævnere, slagsbrødre og trolddom! – det sidste vel egentlig kun overgået af Jesu opstandelse og genkomst i vores kristne mytologi.
 

ENGAGERENDE

Men altså: I aftes begyndte opførelsen af ’Ringen’ med det såkaldte forspil ’Rhinguldet’. Initiativet er Niels Borksands, den begavede, vidtløftige, jordiske helvedeshund af en altmuligmand i det teaterkunstneriske – 15 år som Kassander på Pantomimeteatret! – Hva’ si’r I så? Plus alt det løse, og nu står han der som dirigent og måler sine alen med Boulez og Karajan og Schönwandt og resten af kapelmeister-klanen.
Måler. Og får målt. Og vi kan hilse at sige, at han har rigtig godt fat i partitur og taktstok, i hvert fald i ’Rhinguldet’.
Så vi har tillid til, at han nok fortsat har fat, når han i aften og i morgen fortsætter sin heyerdahlske sejlads over det store, uoverskuelige ’Ringen’-hav, uforfærdet, iført det noble sorte dirigentdress, man aldrig ville kunne kende ham i, hvis man mødte ham til daglig i det antræk. Borksand ligner normalt en rigtig christianshavner fra henne om hjørnet.  
Jo, det gik minsandten godt denne aften. Med 18 engagerede musikere til at forvalte et partitur, der ellers kræver op mod 100.  Glimrende folk, der fra blæsere til harpe og strygere præsterede at få ledemotiver til at gjalde og snige sig tæt ind på os – TÆT var vi, kirken, denne sære blanding af intimteater og barokpragt har en akustik, der behandlet ordentligt bærer stemmer hos både orkester og sangere på vinger til os.
 

UNDERHOLDENDE

18 musikere, sangere på scenen, der kan stoffet, de fleste har sunget partierne før, bl.a. på Det Kgl. – nu for fleres vedkommende i flere partier i løbet af weekenden.
Stig Fogh Andersen, der også har instrueret, i ’Rhinguldet’ som Loke, Ildguden – den lyse Siegfried-timbre umiskendeligt genkendelig, så vi forvirres nogle øjeblikke, da han synger udenfor scenen, uset. Men alligevel: Det flimrende, ildsprudende A-dur ledemotiv, der følger ham, røber straks, hvem der kommer. Og Fogh, nu rundere end sin navnebror i Nato, dukker op som en ildkugle med det lumskeste smil på læben. Det er aldrig Siegfried. Glimrende.
Sådan er der så mange underholdende overraskelser og greb i forestilling, den er begavet discount, Alberichs underjordiske tågeverden (’Niebelungerne’- ’Niebel’- ’Nebel’ – ’tåge’) hører vi om. Men hans horde af trælle er væk. Som en del andre passager fjernet incl. musikken af beabejderen Graham Vick, den engelske instruktør, der for nogle år siden lavede Janaceks ’Makropulos’ på Det Kgl.
 

UNDRENDE

Godt skåret. Der er forklaringer og snak nok om dette og hint gennem ’Ringen.
Og stadig problemer nok for sangerne på scenen med at holde gejsten oppe så tæt på publikum i denne opførelse, når de er inaktive og kun kan lytte til begivenhederne omkring dem, og se på – undrende, tvivlende, nysgerrige, henførte eller bekymrede ud – over, hvad de hører og ser.
Som guide må publikum undvære overtekster. Læs på lektien forvejen og hør introduktionerne!
De statiske steder indhentes af de visuelt dramatiske øjeblikke, hvor f.eks. magtkampen mellem slynglen Alberich og den livstrætte Wotan kulminerer med Loke som moderator: Øjeblikket, hvor Wotan flår den gyldne ring af Alberichs finger, og Alberich hyler den forbandelse, der vil følge ringen gennem resten af historien.
Især en actionmulighed for den stærke baryton Lars Fosser som Alberich.
Der er på samme måde for flere af de medvirkende chance for at fange karakterer, der i kraft af godt skuespil – og enkle situationer – bliver levende og præcise: Skuespiller-sangeren Morten Staugaard, som i rollen som den rørende dummernikkel, kæmpen Fasolt, der har fået skønhedens gudinde Freia som løn for sit byggeri af Valhal, har det sødeste hundelogre-blik til Maria Hankes Freia, især da handelen går i fisk.
Freia, som selv ser uhjælpelig sur ud over sin skæbne, selvom hun frisk nok bliver ved at proppe sine sundhedsæbler i gabet på de forskellige.
 

FORVIRRENDE

Alteret i kirken er garneret med tre skærme, hvor Stig Fogh og Borksand har valgt at peppe op til nutid med FOX-TV indslag i massevis, som skal skabe en baggrunds-parallel Berlusconi/Alberich – penge, piger, grådighed.
Det fungerer skidt og forvirrende.
Især nyheds-indslagene. Men også de naive nærbillederne af frøgab, da Alberich demonstrerer de forvandlinger, han kan skabe med dølgehjelmen, som her bare er et løst klæde, der får ham til at ligne kanonfotografen på Rådhuspladsen anno 1900.
Fox-skærmen lukker på et tidspunkt og tak for det. Der er også billeder til de tre Rhindøtres åbningsscene. Masser af vand. Det er OK.
 

IMPONERENDE

Alt i alt er det et imponerende Wagner-nummer, det er lykkedes at stable på benene i Christianskirken. Til sidst dukker den ene af Rhindøtrene, Flosshilde op på kirkens prædikestol – nu som nornernes Moder Jord-gudinde Erda – og belærer til tonerne af dybe blæsere i mol Wotan om de onde fremtidsudsigter.
Endnu an albue til den ukristelige brug af kirken.
Men hva’. Neden under prædikestolen stråler projetørerne flere gange på den indskrift, der stod på korset under korsfæstelsen i år 37. ’INRI’. ’Jesus Christus Jødernes Konge’. Skrevet med græske bogstaver, formuleret af den romerske statholder Pilatus, vel af ham på latin, henvendt til den jødiske befolkning som hån mod en mand, der grundlægger en ny tro, sin egen.
Alt er glad forvirring på de troendes fronter.
For nogle år siden havde Christianskirken Dalai Lama til at docere tibetansk buddhisme. Nu altså nordisk asatro i germansk iklædning. 
Gå frejdigt til Borksands og Stig Foghs videre færd. De tror på musikken.
Det ytret sig i den sidste af de fire stjerner.

GregersDH.dk