*

*

*

*

*

*

*

*

*

*

*

ZIRKUS NEMOS ANSIGTER

Zirkus Nemo havde i aftes København-premiere. Et væld af ind- og udtryk, fremragende artister og en Søren Østergaard, som igen har fat i os med sine forbløffende og helt enestående tag

Spiller i Nemo-teltet foran DR-Byen på Amager gennem hele august måned.

******

HVOR skal vi begynde? Hvor skal vi ende i beskrivelse af dette blændende show?
To timers Zirkus Nemo. En ubrudt kæde af forbløffende oplevelser.
Jo, lad os begynde med ansigterne. Mimikken.
Udtrykket. Skulle det nu være noget specielt? Ja, det er. Oven i alt der sjove, det flotte. Den artistiske kunnen. Idéerne. Tempoet.

POKERSMIL OG GRIN

Den finske Marko Carvo. Fugleillusionist. Tryller hvide duer, undulater, papegøjer frem – fra lillefingeren? Ærmegabet? Inderlommen? Aner det ikke. De er der bare pludselig. Mens den elegante Carvo ser på os med et næsten umærkeligt, overlegent pokersmil. Hollywood stumfilmstjerne anno 1929 – uanfægtet af Wall Street børskrak. Han har sit på det tørre. 
Eller de to franske luftartister Christoph og Jean-Rodrique, som for at forvirre os kalder sig Die Sorellas – Tysk den bestemte artikel til spansk: ’søstrene’ – og med et smil, som gjaldt det tilbud om udsalgsvarer i Magasin, ekspederer deres muskuløse luksuslegemer til tops. Uden sikkerhedsnet. Dér sidder vi og kramper med mobilen, klar til at trykke 112. De smiler videre.
Eller Picaso jr. – den gladeste, spanske drengerøv, en tyrefægter-type, som griner arenaen rundt og charmer el toro i knæ, mens han puster, spytter og sprøjter sit arsenal af små gule kugler i luften, griber dem i munden og sprøjter videre i ufatteligt tempo. Det drengede grin, som om det hele var noget, han lige fandt på.
Eller Patricia Schumann, der i sit bedste nummer er dead pan-grå i masken som en pensioneret linedanser, der ikke kan glemme sin gamle kunst, men kravler op af rullestolen og genopfrisker sit gamle nummer. Forstenet af koncentration.
Orkestret: Frans Baks. Fjantede og oplagt professionelle.
Tilmed et par hunde, som kan række tunge, gør nar, kokettere og efterabe sin herre med en tongue-in-cheek-grimasse. Som englænderne vil kalde det. Arrogant.  
 

NONENS

Det alt sammen. Det overlegne, det underspillede, det overgivne, det umiddelbare.
Og så hos ham, hvor det hele samles, forenes og bruges til hvad som helst i flæng, som det nu passer ham. Søren Østergaards spontane eller kalkulerede syndflod af udtryk, sarkasmen, den påtagede selvsikkerhed, den lystfyldte, orgiastiske henrykkelse over sit eget absurde nonsens, frækheden til at spanke publikum med hån, gøre nar af os premieregratister, ømt bringe en publikummer i ternet skjorte i storslået panik som forestillingens pludselige hovedperson. Hvad sker der ikke inde i hovedet på Søren Østergaard? – alt. Fest, agtpågivenhed, eminent jongleren med en mikrofon, der sætter ud.
Og så dette lammende dummepeter-udtryk, som angiver, at han ikke forstår en skid af det, han selv opfinder og roder sig ud i:
Bager Jørgens manipuleren ved ringside med wienerbrødstang og chokoladetrekant i clinch.
Målermanden, der er i uendelig kamp for at fastholde betydningen af et antal udmålte centimetre – Niels Bohr kunne have bekræftet beregningens sandsynlige usikkerhed.
Og til sidst Smadremanden med grødhoved-udtrykket af dumhed og klumpet aggression, når han tér sig med pral, uforskammethed og ukontrollabel vold for at nedlægge sine forsvarløse modstandere, publikum og tolv ægte flødeboller in natura.
  

MÅBENDE UNDREN

Det er nonsens-absurditeterne og Østergaards jongleren med en måbende undren over denne verdens utrolige mangfoldighed og absurditet, der gør et Zirkus Nemo-show til noget helt andet end almindeligt cirkus. Uden samtidig at tabe cirkus-begrebet af syne.
Derfor: Seks stjerner.

gregersDH.dk