KNALDDYGTIG

Dygtighed, talent og eminent skoling: Det er den unge sopran Frederikke Kampmann, som hun præsenterede sig i Holmens Kirke denne søndag aften under Copenhagen Opera Festival. Hun fik tidligere i går festivalens nystiftede talentpris.

****

JAMEN, du godeste! Som de dog jamrer og klager, disse Händel-sopraner. Cornelia i ’Julius Cæsar’, Almirena i ’Rinaldo’. Og Mozart er også godt med i ’Lucio Silla’. Jammer, sorg og fortvivlelse. Svigtede væsener – i ’Lucio Silla’ endda en mand foran en forventet henrettelse. Sunget af en sopran, men den slags slår os ikke ud, hverken hos Händel eller Mozart.
’Lascia ch’io pianga mia cruda sorte’. ’Lad mig begræde min grusomme skæbne’. Både her og der. Man kan ligefrem øve sig i bøjninger af det italienske verbum undervejs, hvis det er dét, man vil. Pianga, piangeró, piangere etc.
Jamren i alle kasus. 
Det var så den henrivende og smilende unge sopran Frederikke Kampmanns valg ved koncerten i Holmens Kirke denne aften.
Vi er fulde af forståelse, for det er skønne sager i al deres sørgmodighed.
 

HVA-’SI’R-I-SÅ

Men ikke, at det egentlig er disse nedtrykte, desperate skæbner, vi bliver grebet af, når hun sammen med det ypperlige tyske barokensemble l’arte del mondo afleverer disse arier.
Det er noget andet: En drønsikkert intoneret sopran, klingende flot i højde og mellemleje, en teknik, der bærer hende gennem koloraturer med dreven kunnen allerede, egal stemmeføring, der holdes i ave af perfekte vejrtrækninger, med smil på læben og hva’-sir-I-så? Tekstudtale, der er skåret som vor mor skærer persille. Det påstås, at Frederikke Kampmann kun er 28 år, skolet i København og i Wien – vi er imponeret over talentet, selvsikkerheden, sødmen, den overlegne demonstration af skoling. Hvad hun dog må kunne bringe det til med de evner. 
For sådan præsenterede hun sig med dirigent Werner Ehrhardt, som selv med sine musikere spillede en Vivaldi-ouverture af den art, der printer dem sjoveste, såkaldte terasse-dynamik ud efter bogen, sprælsk og struttende af munterhed. Plus en lille ’symfoni’ af J.C.F. Bach – en af de mange sønner, der groede af gamle Bachs frugtbare livsførelse.
 

SPRING

Til almindelige ekstra underholdning en ekspedit håndtering af en akut situation under et Mozart-divertimento: En streng sprang på koncertmesterens violin med et lille knald, der gav ekko mod kirkens stukloft. Lynsnart stak naboen hende sit instrument, og naboen snuppede den havarerede violin. Fjernede den. Et næsten umærkeligt vagtskifte.
Tilbage til Frederikke Kampmann. Hende skal vi vente os en masse af. Gerne fordybelse, modenhed. Gys, rusk i sjæl og nervesystem, livtag med drama og skæbner. Strenge, der springer. Spring, der tages. Det er helvede, der er løs i de roller, hun plukker fra.
Operasceniske roller? Oplagt. 
   
gregersDH.dk