Operaakademiets præsentationskoncert Operaen 25.1.09 Anm.

(Der foreligger ingen fotos fra Operaakademiets forestillinger på Operaen) 

FØRST EFTER EN TIME

Et stortalent – og en ellers tørlagt præsentations-koncert af Operaakademiets unge på Operaen.

**

”EN HEST, en hest – mit kongerige for en hest!” råber Richard i Shakespeares ’Richard 3.”
”Et talent, et talent – et kongerige for et talent!” bønfalder vi tilsvarende, som koncerten på Operaen skrider frem. Al respekt for, hvad og hvem vi lytter til undervejs. Men først en time inde kommer det. Efter pausen. Det selvfølgelige talent. Og mere end det: Et fuldt udfoldet talent. En sopran med stemmen på plads, perfekt beherskelse af krop og sjæl, en overordentlig smuk stemme, karakterfuld, udtryksfuld.
Stjernerne er hendes.
Pigen hedder Christel Elisabeth Smith, hun er 26 år, fra Stavanger i Norge, men uddannet her på Operaakademiet i København. Dér står hun og synger Desdemona i Verdis ’Otello’, transplanterer os med knusende ro direkte til scenen i fjerde akt, hvor Desdemona beder sin aftenbøn og synger sin barndoms sang om piletræet. I himmelsk, farverig fis-mol. Mageløst.

GAMMELDAGS

Støn. Så er dét sagt. Og den aften på Operaen leveret.
En sær aften i øvrigt. Besynderlig som præsentations-arrangement for kommende operasolister. Gammeldags. Højtidelig. Med kvinderne i kjoler, som skulle de præsentere sig ved hoffet. De unge herrer i kjole og hvidt. Nøgen scene. Arier, duetter m.m. Koncert-serveret som var de hentet ud af fryseren og anbragt i endnu stivnet tilstand. Mozart, Berlioz, Donizetti, Bizet, skolemæssigt pligtafleveret. Med den overordentlig smukke nye leder af Operaakademiet, sopranen Anne Margrethe Dahl, som formfuldendt og højtidelig konferencier. Og – lykkeligvis – et livfuldt pulserende Kongeligt Dansk Musikkonservatoriums Symfoniorkester under Christian Badea.

DE SKAL SÆLGES!

Når man nu lige inden for den seneste uge har overværet to skuespillerskolers præsentations-forestillinger! I Odense uropførelsen af et nyt stykke dansk dramatik af unge Andreas Garfield, skræddersyet til de syv afgangselever. I Århus uropførelsen af ’Tom Waits Teaterkoncert’. Begge dele gennemscenograferet og –instrueret, professionelt præsenteret. I Odense oven i købet med en elegant programbog med farvebilleder og biografier af de syv afgangselever. Salgsmateriale.
Hallo! De skal ud i livet, sælges til teatre og agenter! Skal de ti-tolv elever fra Operaakademiet ikke det? Lanceres. Det koster noget at lancere dem? Har Akademiet, Konservatoriet, Operaen ikke råd til at sætte noget ind på at markedsføre dem? Som Landsdelsscenerne gør det med de unge skuespillere. Med fuldt udtræk. Fantasi og midler sat af.

FREMTID

Nu har jeg kastet perler for foden af hende, der sang Desdemona. Vi har set hende på Operaens scene før. Som Valencienne i ’Den glade enke’ i forrige sæson. En lille rolle. Der må være store undervejs.
Ingen skal tvivle om, at ikke også flere af de andre fra denne weekends to præsentationsaftener vil have en fremtid for sig. Selv Faktor X-monsteret Bachmann ville have spidset ører over nogle af dem. Tror jeg.
Endda – omend med møje – gennem den adstadige 1800-tals-præsentation.     
   

GregersDH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *