Gregers Dirckinck-Holmfeld skriver i anledning af arkitekten, professor Henning Larsens død:
Der var håndtrykket. Det var tømrersvendens. Henning Larsen kom derfra, hvor ordentlige arkitekter kommer fra: Håndværket. Byggehåndværket. Han kendte tingene fra grunden. Det skaber tillid. Og tryghed. Henning Larsen var jyde. Fra et lille sted i det midtvestlige.
Der var blikket. Det var direkte. Hvilede på dig. Intenst. Afventende. Venligt, og mere end det: Veloplagt, nysgerrigt. Øjnene gemte sig en smule, næsten umærkeligt bag de let sammenknebne øjenlåg. Men blev iagttaget. Med et svagt smil. Imødekommende. Han registrerede interessen, forventningen. En samtale undervejs.
Der var stemmen. Han sang ikke med, når vi sang. Han lyttede. Men brugte sin efterhånden spinkle stemmekraft til ind imellem straks at gå ind i de emner, vi talte om. Arkitektoniske, kunstneriske. Projekter, gamle og nye. Han talte præcist, engageret, gennemtænkt. Svagt distanceret, når det handlede om Operaen på Holmen. Vreden lurede i gløder, der ikke var tonet ud.
Der var glæden. Den stille glæde. Tilfredsheden og stoltheden, når han i sin langsomme gang drejede om hjørnet af sit eget sommerhus ved Sjællands Odde, stod der i græsset i sit sandfarvede, lette sommerhabit og vidste, at man slugte huset med øjnene og så, hvordan han havde skabt et diminutivt mesterværk af gennemsigtighed og lys, som levede med overalt, som bragte naturen ind på skødet af dig, uanset, hvor du befandt dig i det. Et lille hus, men med kræfter, der var de samme som i de bedste af hans berømte, store værker.
Operaen var bragt til tavshed i de øjeblikke. De øjeblikke var de bedste.
GregersDH.dk
