Sarah Gottlieb, Anette Støvelbæk, Karen-Lise Mynster og Nis Bank-Mikkelsen i
‘Efterår & Vinter’ (Tegning: Claus Seidel)
I FAMILIE-SUMPEN
Familie-frustruationer dissekeret på Teatret ved Sorte Hest i Norén-drama
****
’SHYYY… hva’ må naboerne ikke tænke!’ stønner Nis Bank-Mikkelsen panisk som faren i Noréns ’Efterår & Vinter’.
Dette ’&’ får det til at se ud som et firma-navn. Bevidst. Familien som et aktieselskab, dens medlemmer har aktier i. Usælgelige aktier, for der er krise. Aktierne er dårligt nok det papir værd, de er skrevet på. For ikke at tale om det papir, forældrene i familien har sat deres navne på, da de for fyrre år siden indgik ægteskab.
Og familiekoncernen er lukket omkring sig selv og sin mørnede forretningsgang. Norén har bygget et samlesæt af far, mor og to voksne døtre:
Den ældste, som Anette Støvelbæk iklæder en henrivende jomfrunalsk spændetrøje. Pigen er blevet en dame med tjek på sig selv. Tilsyneladende. For traumerne bobler frem i den spinkle trykkoger, da strømmen bliver sat til.
SMADRET IDYL
Det er lillesøster, som tænder kontakten sekunder inde i stykket:
Hun, der spilles af Sarah Gottlieb, ankommer til den månedlige ih-hvor-vi-er-en-familie middag og har dårligt nok slukket smøgen, før hun starter sit raid, et skurende attak på far, mor og søster. Hun er – også tilsyneladende – den indlysende skævert i den perfekte familiekonstruktion, pigen, der ikke er blevet til noget ordentligt. Som serverer på en bøssebar, er på bistand ind imellem og har et barn med en eller anden mand.
Det er hende, der smadrer idyl-middagen fra første løftet gaffel med at angribe mor, far og søster i flæng med byger af spredehagl. Mens mor, Karen-Lise Mynster, et stykke hen ad vejen drysser pudder og sukker og moderlig værtinde-snak hen over den tilstundende uro, samtidig med at de ironiske, forbitrede sarkasmer stikker næsen frem i små ryk og efterhånden vokser fra krapbølger til skumsprøjtende dønninger – ingen kan som Karen-Lise Mynster time lavmælte skarpheder, så de sidder som lammende piskesmæld.
TØFFELHELTEN
Lag på lag afdækkes familie-misererne, mens de fire borer sig længere og længere ned i fortiden og den familiære sump.
Hvem er skyld i hvad?
Midt i sumpen sidder far. Nis Bank-Mikkelsen har her fået sit livs mest uheroiske rolle. Manden er læge, selv uhelbredelig dømt til at komme til kort over for en skrap, egenrådig og totalt frustreret kone. Nedsunket i blid alkoholisme, tøffelhelt, ind imellem med en hånd, der et øjeblik løfter sig til handling, en mund, der forsøgsvis åbner sig til modargumenter – en krop og en sjæl, der straks alligevel må segne under vægten af modstanderne: En kone, der foragter ham, en datter, der råber på hjælp og endnu en datter, som i morens spor har droppet respekten for ham.
FORSPILTE MULIGHEDER
Norén flytter fokus fra person til person. Afdækker lag på lag af elendighed hos hver af de fire familiemedlemmer, samtidig med at han væver deres handlinger og mangel på handlinger sammen til et mønster af forspildte muligheder. Et forløb, som ind imellem gentager sig selv og bliver en smule omstændeligt.
Men Ulla Gottlieb har iscenesat med sans for de lurende og udbrydende aggressioner – hun har sat forestillingen op tidligere, nemlig for tyve år siden med uropførelsen af stykket på CaféTeatret. Hvor Karen-Lise Mynster i øvrigt spillede den rasende unge datter.
Glubskhed og smerte skifter med lattervækkende familiære kamuflage-manøvrer. I en dekoration af Oana Constantineanu, som diskret antyder hjemmet som et tilgitret fængsel. Indrettet for norénske livstidsfanger.
