VOGT DIG!

 
H.C. Andersens ’Skyggen’ i al sin uhygge og i lovende fremførelse af den unge skuespiller Morten Klode. (foto: Jacob Buchard)
Spiller på Teater Får302 indtil 27. marts

***

ET gardin. En skygge. Selvfølgelig. Det er det første, vi ser i denne dramatisering af H.C. Andersens ’Skyggen. Dobbeltgængeren. Og den mystiske kvinde bag forhænget hos H.C.s genbo i Napoli.
Ophavet til denne udgave af ’Skyggen’ er den unge skuespiller Morten Klode og hans makkere i det nygrundede teaterforetagende – ’Bæstet’.
Sikke et navn, hvad kan vi dog vente os!?
Ikke bid og spark over skinnebenet ud fra denne monolog. Den er uhyggelig nok, men fortroligheden med historien er så stor, at vi bare ser og lytter og suger den til os med genkendelsens kildrende fornøjelse, alt som H.C. Andersens elskværdige, nysgerrige, usikre og livssultne, men umulige, lærde mand går sin undergang i møde, fordi alle hans underbevidste drømme bliver overtaget af hans skygge, der løsriver sig og materialiserer sig som en dobbeltgænger, der realiserer drømmene i deres mest hambre udgave: Rigdom, kvinder, selvsikkerhed, succes.
Skygge-slynglen overtager styret. En farlig skygge-makker at give sig i vold. ’Vogt dig!’ som student Klint siger i ’Genboerne’.

DIALOG

Morten Klode fortæller historien på den lille sceneplads i Får302 som et rollespil mellem de to, plus – til sidst – prinsessen. Det er oplagt, for Andersens historie er fortalt som dialog over mange passager.
Det er en dramatisering, der giver Klode gode muligheder for at jonglere med stemme og kropssprog. Og jo: Han har en mikrofon stående på sin lille pult, vi tror først, det er en lille skør talisman af en art, sær var han da, Andersen. Men altså – en fast mikrofon, der bruges som raffineret stemmepartner.
Vi registrerer nysgerrigt, hvor langt Klode kommer i differentiering mellem mand og skygge, og det kan sikkert gøres mere udspekuleret, men det vil også let kunne blive manieret, der skal ikke meget overspil til for, at det sære afløses af det komiske. Det sker ikke her.
Der er lagt en diskret, sprød lydside ind nogle steder. Det er fint, men lidt overvældende med Händels ’Ombra mai fu’ fra operaen ‘Xerxes’ som den mystiske musik, der trænger ud fra den lærde hr. Andersens genbo bag forhænget i hans Napoli-gade – kunne man have valgt f.eks. noget æterisk Schumann-klavermusik? Men vi forstår: Xerxes i platanens skygge, jo, jo da.
Som breaks i dialogen er et par steder indlagt Andersens dagbogsnotater, også det fungerer som små velberegnede løft.
En kort, tæt forestilling på 50 minutter i det intime teater.
GregersDH.dk