Morten Suurballe, Neel Rønholt, Kristian Halken og Bodil Jørgensen i ‘Vildanden’ (Tegning: Claus Seidel)

ANDEN DEN VILDE

Stærkt seværdig opførelse af Henrik Ibsens ’Vildanden’ med dybt fascinerende spil især af Kristian Halken som den evige undviger Hjalmar Ekdal.

Spiller på Skuespilhuset Store Scene indtil april

****

BÅDE skrevne og uskrevne love fortæller, at Det Kgl. Teater skal pleje den danske skuespilarv. Det er ok. Og Ibsen hører med til den.
 Hva’behar’? Gør han det? Ja, han gør.
Der er en klippefast Ibsen-traditionen knyttet til Danmark, han skrev i en tid, hvor dansk og norsk kulturliv hang sammen som ærtehalm, han skrev på et dansk, der kan gøre Blichers ’A bindstouw’ til noget, der ligner oldbulgarsk, bare kik i Ibsen-mindeudgaven fra 1928 og se og læs det mest renvaskede, syngende dansk.
Og så har vi i programmet til ’Vildanden’ hele historien om den glimrende skuespiller Joen Bille, der er oldebarn af Ibsen, og for at det ikke skal være løgn også af Bjørnstjerne Bjørnson.
Og for at det overhovedet ikke skal være løgn, spiller Joen Bille Gamle Ekdahl i den nye opførelse på Det Kgl. – den gamle forvirrede Ekdal, der skyder kaniner på loftet og hjælper Hedvig med at holde liv i den vingeskudte vildand. Gamle Ekdahl, som minsandten i den skinbarlige virkelighed har Henrik Ibsens far som model – Joen Billes tipoldefar, Gamle Ibsen, taberen i bjergværks-krigen mod grosserer Werle. Dømt og falleret i opgøret med sin gamle partner.

LIGE UD AF HVERDAGEN

Så sig ikke, vi ikke opfylder en kær pligt til at spille et stykke dansk kulturarv, ’Vildanden’, som tilmed har groet som dansk hvede på danske scener, ikke mindst Nationalscenen, gennem generation efter generation.
Skal man så spille ’Vildanden’, som dramaet er tænkt: Et stykke ægte realisme, fra teaterhistoriens mest realisme-funderede periode – af sted med det hele! Lige ud af hverdagens virkelighed! Problemer under debat og alt det der?
Det slipper man ikke uden om. Symboler eller ej. Det gør de heller ikke i Skuespilhuset. Uanset, hvor meget de har pillet ved i Ibsens manuskript.
Og pillet har de. D.v.s. iscenesætteren Thomas Bendixen har. Der er sendt seks roller plus en flok statister ud ad bagdøren, og Ibsens grundige regibemærkninger er proppet ind under det gulvtæppe, der heller ikke er der, for vi er ikke i dagligstuer med plys og klunker.
Altså f.eks. oplysninger, der hos Ibsen er nedfældet i parentes foran en replik: ’Tænker hen for sig’ eller ’Ser over på hende’.
Instruktør og skuespiller skal nok finde ud af både ’tænke’ og ’se’.

REALISME

Det sjove ved det er, at Thomas Bendixens iscenesættelse er uhyre realistisk og traditionsbunden, og det kan ikke være anderledes, for det er teksten og personernes indbyrdes relationer, som betyder noget.
Ikke bare at sceneriet er flået fri for hørm af 1800-tallet dagligstue, og loftet, hvor vildand og kaniner henslæber deres liv, gemmer sig under et stykke sceneteknik, et vældigt skråplan på størrelse med den nye Oslo Operas bjergskred, som kan hæve og sænke sig bare ved en lillefinger fra Hedvig.
Det ændrer ikke ved det, det handler om: Historien om den kiksede Hjalmar Ekdal, Gamle Ekdals søn og Hedvigs far, som vandrer omkring ved siden af sig selv i en evindelig tro på, at han skal være en anden end han er. Evigt forulempet. Evigt på vildspor i sine drømme om at blive til noget, han ikke er. Evigt stimuleret af den splittergale Gregers Werle, der vil redde sig ud af sit eget mislykkede liv ved at optræde som moralprædikant for sin gamle ven Hjalmar.

HELE REGISTERET
 
Morten Suurballe spiller Gregers Werle med vanviddet lurende i blikket, vildt beskæftiget med at redde andres familieliv, som var han en parterapeut anno 2013, selv klar til indlæggelse. Her over for Hjalmars kone Gina, som Bodil Jørgensen ofrer al sin fabelagtige indsigt i kvindetyper, der konstant stiller sig til rådighed, altid forklarer og tilgiver med et henrivende smil og et ekstatisk ’alligevel’.
Man kunne bære hende på hænder. Hvis man altså ikke er Kristian Halkens Hjalmar Ekdahl med hele udtrækket af jamrende selvmedlidenhed, selvretfærdighed, vind og skæv selvopholdelse – alt, der begynder med selv-. Bevidst eller ubevidst uafladelig på jagt efter kunstgreb for at kamuflere sine selvbedrag – det selvbedrag og de løgne, som lægen Relling har diagnose og kur for, da han stanger Gregers Werle denne her ud: ’Tar De livsløgnen fra et menneske, så tager De lykken fra ham med det samme!’
Halken spiller rollen med hele registeret af påtaget hjælpeløshed, måbende forurettelse og rystende barnlig påståelighed, han kan stille et ansigt op, som enhver mor vil ile til hjælp for at bringe i lave.

RIGTIGT SPILLET

Peter Gilsfort er Relling med bøffelagtig kynisme. Hedvig spilles lysende og sødt af Neel Rønholt, drukkenbolten Molvik (skuespileleven Rasmus Hougaard) bliver kylet rundt med af stærke Gilsfort, som var han deltager i fribrydning, Camilla Bendix er nydelig som fru Sørby, der er på vej til at blive fru grosserer Werle, og Waage Sandø spiller – jeg havde nær sagt: Spiller Waage Sandø, men det er åbenbart hans skæbne at være kåret til det robusteste, nobleste dumme svin i direktørgenren i dansk film og teater. I konkurrence med Henning Jensen.
Vi har en solid klassiker på scenen. Gennemført rigtigt spillet. Og uhyre seværdig. Ikke bare en pligtopgave.
GregersDH.dk