Lene Maria Christensen (Foto: Henrik Nielsen)
OVE SPROGØE-Prisen til Lene Maria Christensen
Pristale ved overrækkelsen i Palads Bio 19.12.08 kl. 10
———————————
HVORFOR SMILER Mona Lisa? Dét er noget, der som bekendt optager de seks millioner mennesker, der hvert år står på Louvre og kikker på maleriet af den unge dame. På behørig afstand. For der er tovværk imellem, der er glas for, og en hærskare af kustoder omkring hende. Sikkert af frygt for, at nogen kommer så tæt på damen, at de måske pludselig finder forklaringen på det dér lille-bitte smil, der kruser hendes læber. Hvis det altså overhovedet er et smil – men dét siger vi så, det er.
Når jeg nævner det her, er det fordi jeg synes, man kan spore en vis lighed mellem smilet hos vores prismodtager og smilet hos den berømte dame på Louvre Museet. En tvetydighed i udtrykket, som antyder noget gådefuldt. Noget, vi gerne vil finde ud af.
Eller måske noget, vi i virkeligheden ikke så gerne vil finde ud af. For så ku’ det være, at magien gik hen og forsvandt.
KUNSTHISTORIKERNE siger, at Leonardo da Vincis ’Mona Lisa’ forestiller en dame, der levede i Firenze og var gift med en købmand, der hed Giocondo, og at der er derfor, hun bliver kaldt ’La Gioconda’?
Hvad skal vi egentlig med dét?
MÅSKE var hun ikke spor gådefuld. Måske er det bare noget, som Leonardo har gjort hende.
Vi er sådan set ligeglade med damen fra Firenze. Men ikke med hendes billede og udtryk. Det er dér – foran maleriet – vi får vores fantasi sat i svingninger. Dér, vi giver os til at fabulere, bliver nysgerrige, undres, prøver at forklare os, hvad der sker. Ligesom med vores prismodtager! Hvad der sker på læberne. I øjnene. I blikket, der vistnok er svagt ironisk. Afventende, men alligevel inviterende. Den let tilbagetrukne holdning – men ikke mere, end at hun måske kunne finde på at åbne munden og sige: Kom lige inden for!
HVAD er hun for en dame, Mona Lisa? Og hvem er det, der får os til at tænke på hende?
VORES film- og teaterverden er fuld af kvinder, som kan få os i nettet med særlige kunstgreb.
Altså. Bare for at nævne: En Ditte Hansen med denne her latter, der kan få stukken på Nørrebro Teater til nærmest at drysse ned under opførelserne af ’En skærsommernats-komedie’.
Eller en Ghita Nørby med dét dér blik, I ved, som kan få sibiriske mynder til at ranke ryggen og teaterchefer til at spinde og knurre som katte.
Eller en Mia Lyhne med en stemme, der kan få os til at tro, hun er sådan et hittebarn, der er blevet sat i en kurv ude på Mølleåen, og så drevet i land og fundet af, ja hvem? – ja, måske af Line Knutzon.
MEN det er helt andre sære træk, der tilhører vores prismodtager.
Det hemmelighedsfulde. Uudgrundelige. Tvetydige.
Det sfinxagtige. Når vi ser hende i hendes seneste præstation, tænker vi hele tiden: Hvad er hun ude på? Hvem er hun egentlig? Hvad i himlens navn er det, som får mænd til at ekse med benene, tale sort, råbe højt, slå, måbe, snakke. Begå den ene dumhed efter den anden?
Sfinxer er gådefulde – Oscar Wilde siger ganske vist, at ’kvinder er sfinxer uden hemmeligheder’, men han havde vist heller ikke forstand på kvinder.
FOR det er jo noget sludder. Ligesom når Jacob Paludan et sted skriver, at ’Kvinder er indlysende smukke mellem 18 og 28 år – senere er de det kun med forklaringer og noteapparat!’
Vrøvl! For vores prismodtager har da vist passeret de 28 år. Selvom man godt kan blive i tvivl.
Og sfinxer ER gådefulde. Som kvinder. Vi mænd ved aldrig rigtig helt, hvor vi har dem. Som Erasmus af Rotterdam siger: ’I listighed er kvinden mandens mester!’ Yes! Hvem husker ikke den lille Constanze, når hun i ’Amadeus’ ude i Gasværket kikkede vantro, men polisk på sin Mozart og stille og roligt samlede de noder op fra gulvet, som han kylede fra sig?
Listig. Underfundig – og et totalt mysterium.
MAN kan stirre sig målløs på den slags kvinder. Som Egon gør, når Yvonne i ’Olsen Banden’ – også i teaterudgaven -får ham til at gå helt op i limningen: ’Hva’ fanden er nu det, dén kvidrende rappenskralde står og siger??’
Eller som ham narko-psykopaten gør i filmen ’Fidibus’, når hans lille Christiania-dulle Saby bare glor tilbage og siger præcis lige så lidt som Birte Rønn Hornbech, men med et smil, der er lige så bundløst.
Eller man kan stå som en himmelfalden, desorienteret, københavnsk politimand, som er røget det forkerte sted hen i landet. Han står og glor på en sønderjysk kat, der mjaver sit gådefulde ’Mojn…’, mens den sniger sig hen over kanten af hans lænestol.
Og så er vores betjent faktisk ramlet ind i en rigtig levende menneske-kat!! En i stil med Constanze i ’Amadeus’. Yvonne i ’Olsen Banden’. Og Saby i ’Fidibus’. Og altså – og der er vi tilbage ved Mona Lisa! – én som hende pigen i ’Frygtelig lykkelig’, som ser uudgrundeligt på os. Som er helt almindelig, men også megasexet.
Som hedder Mona Lisa på billedet. Og Ingerlise i filmen.
Og som i denne verden hedder: LENE MARIA CHRISTENSEN.
