ARRIVEDERCI

 
Giordano Bellincampi siger farvel og tak i Århus med en eminent opførelse af sin yndlingsopera ’Tosca’.
Spiller i Musikhuset, Århus til og med 9. februar. Derefter på landsturné indtil 20. marts.

*****

SÅ er det farvel og tak til Giordano Bellincampi, han vandrer til nye græsgange ude i Europa, andre orkestre skal følge hans forunderlige dirigent-arme, som hersker over musikere som duvende slyngplanter, der kan suge klang ud af orkestret som få andre dirigenter.
I Århus slutter det nu med denne ’Tosca’, der er en gentagelse, nej en fordybelse i hans yndlingskomponist Puccinis djævelske mesterværk. Bellincampi og Den Jyske Opera havde ’Tosca’ på programmet for tolv år siden.
Operaen, der i 2. akt ender med slynglen Scarpias død for Toscas hånd. Og i 3. akt med helten Cavaradossis død foran henrettelses-peletonen på toppen af Castel San’Angelo i Rom, hvorfra Tosca så, finalissimo, springer i døden – drukner i Tiberens vande? Knuses mod stenene?
Vi får det aldrig at vide. Bag dekorationen lander hun forhåbentlig hver gang sikkert på puder og madrasser så bløde som prinsessens på ærten.

FRA HISTORIEBOGEN

En grum, pragtfuld opera.
En sær erindring: Engang da Giordano Bellincampi dirigerede en koncert i København, kom jeg i flugten til at præsentere ham som Giordano Bruno – han så undrende på mig: – Giordano Bruno, det 16. århundredes store italienske filosof og revolutionære videnskabsmand!… navnet var fløjet ud af munden på mig, og nu i skrivende stund øjner jeg en absurd association:
’Tosca’ ender i Roms Castel Sant’Angelo, operaen er uropført i januar 1900. Nøjagtig, næsten på klokkeslæt, 300 år tidligere føres Giordano Bruno fra sin celle i Castel Sant’Angelo til bålet for at blive brændt som kætter. Det er dog et helvedes sted, der ligger dér, hjemsted for død og ulykke – og magisk turistattraktion.
Den slags historiske vidtløftigheder kan man så fabulere over.

MØRKT GLØDENDE

Bellincampi siger altså farvel med ’Tosca’, og der er andre end århusianerne, der får denne afsked at se og høre. Den skal på en lang turné, som ender i København i begyndelsen af marts.
Vi videresender det glade budskab: Det er en prægtig forestilling.
Sunget som en drøm af svenske Ingela Brimberg i titelpartiet, en flot, rank donna med en mørktglødende sopran, lidelsesfyldt i jalousi som i had og fortvivlelse – vi følger hende spændt, da hun i nødens stund indleder sin bøn til Vorherre liggende på ryggen hen over en dragkiste i Scarpias salon: ’Vissi d’arte’ – ’Jeg levede for kunsten…’
Det havde instruktører på Puccinis tid ikke budt primadonnaerne.
Og vi venter spændt: Hvor lader instruktøren Elisabeth Linton Tosca finde kniven, som hun myrder Scarpia med – jo, i vindueskarmen, og det er ikke frugtkniven fra en skål. Ikke kniven fra middagsservicet efter den Noma-servering, Scarpia som regel har fået tilberedt til sin bestialske forførelse af Tosca. Det er en lille daggert, han har efterladt ved vinduet.

STJERNERNE

Sådan følger vi små, nye detaljer i Puccinis slagnummer ’Tosca’.
Elisabeth Linton har hevet hyrdedrengen fra Tiber-bredden op i torturkammeret, så han kan synge sin ømme, lille sang, mens hans kammerat tørrer blod op fra pinslerne mod Cavaradossi.
Hans får dernede spidser vel ører – måske også et øjeblik efter til den maltrakterede fange, da tenoren Rafael Rojas løfter sin imponerende macho-stemme for at synge sit fortvivlende farvel i mindet om Tosca.
’E lucevan le stelle’ – ’Stjernerne lyste’ – romancen, hvor vi normalt ser nattehimmel og stjerner over Rom, men Linton vil det lidt anderledes, sceneriet er et klaustrofobisk indelukke mellem grå mure i dødens tårn. Ingen stjerner dér. Stjerne får forestillingen til gengæld herover.           
’Tosca’ er som de fleste af Den Jyske Operas forestillinger skabt til turné, scenografien er derefter, man indretter sig fra sted til sted. Om det så er håndværkerpraktiske hensyn, der har fået scenograf Herbert Murauer til at gennemføre et byggestillads gennem alle tre akter – logisk til Cavaradossis kæmpemæssige vægmaleri af Maria Maddalena i 1. aktens kirke, sværere at øjne logikken i de to følgende.
Vi accepterer uden besvær video-overtoningen fra maleriet til Sant’Andrea-kirkens rum, da det vældige Te Deum-kor rejser sig, og Scarpia’s syntese af hyklerisk religiøsitet, morderisk beregning og liderlig forventningsfuldhed samler sig i barytonen Jørn Pedersens sorte skikkelse og stålgjaldende stemmeføring. Han gennemfører denne latinske lindorm af en bandit med ubønhørlig konsekvens.

AFSKED

Andre vil komme til at synge de tre hovedpartier på skift med dem, vi hører ved premieren, hvor Jørn Pedersen er ene om at være på hjemmebanen – sammen med solister i de mindre partier. 
Programmet genoptrykker afdøde Michael Bonnesens glimrende artikel fra 2001 om Puccini og ’Tosca’s tilblivelse.
Desuden kønne afskedsord fra Bellincampi til publikum og Den Jyske Opera. Han skal nu lægge sine kræfter som orkesterchef i henholdsvis Milano og Duisburg, mest med symfonisk musik, men slipper næppe operaen – ”denne vidunderligt forrykte kunstart, som jeg elsker betingelsesløst,” skriver han.
Arrivederci – på gensyn – som de siger dér, hvor Bellincampi oprindelig kom fra.  

gregersDH.dk