Linnea Voss som Johanne Louise Heiberg i ‘Guldfuglen’ på Hofteatret (Tegning: Claus Seidel)

NATRAVN OG GULDFUGL

Johanne Louise Heiberg ramt på kornet i Hofteatret af den unge skuespiller Linnea Voss.

****

– HÆS er natravnen!
Sådan. Natravnen. Hvilken indgangsreplik til et stykke, som har titlen ’Guldfuglen’!
Godt set og godt tænkt af den unge skuespillerinde Linnea Voss. Hun spiller Johanne Louise Heiberg i en monolog på Hofteatret. Uden andre rekvisitter end en pen og en bog til notater. Som scenografi: Tre stumper stiliserede lindetræer og en bænk. I pragtfuld hvid robe, det sorte hår modelleret om det karakterfulde ansigt, så vi ikke er i tvivl:
Her står hun, den berømte skuespillerinde, Det Kgl.s diva i 1800-tallet, fru Heiberg. Guldfuglen.
Den hæse natravn er en Lady Macbeth-replik, da Ladyen aner kong Duncans komme: ’Hæs er natravnen, der forkynder Duncans komme…’

IRONIEN

Sådan slår man et tema an. Linnea Voss, uddannet på Odense Teater for syv år siden, har selv skrevet monologen som en hyldest til Johanne Louise Heibergs 200 års-dag, fejret med en udstilling på Teatermuseet. Og indlednings-citatet griber frem til det sted i monologen, hvor divaen slagter en rivalinde, fru Anna Nielsen, der i flere år sad på Lady Macbeth-rollen. Slagter hende med hele den skråsikkerhed og sarkasme, som hendes position som teatrets prima donna, gift med teaterchefen Johan Ludvig Heiberg, tildeler hende.
Det er en side af den feterede fru Heiberg, som Linnea Voss rammer suverænt. Med små midler, et lille ironisk smil, en stemme, der simrer af let gennemskuelig syrlighed… fru Anna Nielsen, ’med dén alder’.
Fru Nielsen var ti år ældre end Johanne Louise.
Jo, det er en Johanne Louise Heiberg, der ikke overses i Linnea Voss’ hyldest til skuespillerinden.

MANDEN

Hendes liv bliver indkredset med præcise, uforvekslelige beskrivelser af forholdet til den mand, der førte hende frem fra københavnsk underklasse til den sublime position i dansk teater og et liv i toppen af det københavnske borgerskab.
Johan Ludvig Heiberg, som spottede hende i balletten, da hun var 14, og som både dyrkede hende og forsømte hende, og med hendes ord: I sin lange direktør-karriere aldrig svigtede sin uudtømmelige sans for teatrets backfish-talenter.
Det er en stolt, selvbevidst, men ind imellem også ydmyg og usikker Johanne Louise Heiberg, Linnea Voss beskriver. Helt bevidst om sin status, skarp i sine iagttagelser om skuespillets kunst, et klar blik for den konfliktfylde teaterverden hun er placeret i, og så et eller andet sted en københavnsk underklassepige, der slår fra sig, men stadig bevarer en ømhed over for manden, der førte hende frem.
Teaterpolitisk loyal over for Johan Ludvig som forsvareren for det æstetisk-romantiske skuespil, han repræsenterede over for den realisme, der rykkede og varslede nye tider med f.eks. skuespilleren Frederik Høedt. Høedt, der endte med at overtage chefstillingen på teatret og revolutionere spillestilen.

STILSIKKERT

Lane Lind, som vel må være Linnea Voss’ lærer fra tiden på Odense-skolen, har instrueret, og formodentlig været med til at give hende det stilsikre, og samtidig komplicerede billede af den mytiske skuespillerindediva.
Men Linnea Voss er tydeligvis en pige, der også kan selv. Det er en intelligent, morsom og ganske pågående udlevering af Johanne Louise Heiberg.

gregersDH.dk