'Kan trold tæmmes? Nørrebro Teater 17.11.2012 Anm.

Ditte Hansen, Lars Mikkelsen og Sonja Oppenhagen i ‘Kan trolden tæmmes?’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

COBRASLAGEN BIDER

 
Nørrebro Teater fortsætter under stort grin sin gennemgang af Shakespeare-repertoiret. Du går ikke forgæves til så talentfulde og fanden-i-voldske skuespillere som Ditte Hansen og Lars Mikkelsen.

****

 

DITTE Hansen entrerer scenen som en erigeret kobraslange, hun lemmer sig frem i silhouet på tværs af scenen, livsfarlig, skåret ned i et grønligt monstrum af en kjole, der klæber til kroppen, en ham af aggression, angrebsklar med hovedet i en skæv vinkel som var det selve kasteskytset. Vi er advaret øjeblikke før: Vi har hørt et rasende hyl fra kulissen, og stakkels Claes Bang er dukket op med en blodtud.
Lars Mikkelsen kommer lidt senere på banen, sjasket som var han halet ud af en københavnsk baggård, en lemmedasker i laser og sjusk, parat til at invadere vennen Ole Lemmekes lejlighed, fræk som dén slagterhund, vi altid hører om, men sjældent møder, klar til at smække sig på vennens seng, blive dér og falde i søvn. Ikke inviteret, bare irriterende. Pågående. Charmerende.
Her har vi så de to hovedpersoner i Shakespeares ’Trold kan tæmmes’. Dem, det handler om:
Ditte Hansen som rappenskralden Katharina, der fejer mænd til side med en tunge så hvas som et rivejern, om ikke med håndkraft.
Og Lars Mikkelsen som den fars dreng, der turnerer som en anden hippie, møver sig ind på hvem som helst med frækheden som våben og en urokkelig tro på, at i hvert fald kvinder kun eksisterer til ære for ham.

DAMPTROMLEN
 
Det er konfrontationen, og det er den og dens løsning, der er det alt dominerende også på Nørrebro Teater, ja mere end det. Hvor vi i Shakespeares komedie får bipersoner og sidespor som garniture for at kunne spejle effekten af de to hovedpersoners olympiske sammenstød – ja, da får vi dem skam også her, men vi kunne gladelig undvære de bipersoner, især søsterhistorien, der vel kun er bibeholdt, for at vi skal plirre med øjnene over flotte, langbenede Anne Sofie Espersen – kvaliteter, vi og Lars Mikkelsen ellers møder rigeligt af hos Ditte Hansen, der nok kan føre sig frem som hvæsende cobraslange, men immervæk er indehaver af de aller flotteste stænger i dansk teater.
Der er altså ekstra til husarerne, og det hænger selvfølgelig sammen med, at Nørrebro Teater ikke bare er på dén med at udfordre Shakespeare-politiet med en klassikerudgave, der har fået damptromlen rullet hen over alle alexandrinerne, over sprog og vers, kostumer, 1500-tal og hele anetavlen.
Der er ganske vist et enkelt sted fra det, der er 4.akten hos Shakespeare, hvor Lars Mikkelsen – Petruchio, som han hedder, også på Nørrebro – bryder ud i ti drabelige Shakespeare-linjer – det er som en bordbombe, der fyres af, og Katharina-Hansen stirrer på ham af god grund og med hængende kæbe.

RAP I RØVEN

Så er dét leveret, og vi stormer videre i 2012.
For vi skal altså ikke alene have den shakespearske klassikerkontrol i nakken, vi skal have fat i et Nørrebro-publikum, der giver fanden i de tekster, vi i dag skal til Grønnegaardsteatret for at høre. Vi skal have smæk for skillingen og rap i røven med en handling, der er til at kende fra den daglige udgave af Tv2-News.
Nogenlunde som Nørrebro Teater gjorde med ’En skærsommernatsdrøm’ for fire år siden.
Ergo er Katharina ikke bare en forkælet fars pige, der tér sig uartigt og selvoptaget, hun er en kælling i skrappeste mønster, lige den type, der møver sig selv op i erhvervslivets top anno 2012 ved egen kraft og uden assistance af kønskvotering.

GNISTER

Det er en skæg pointe, og den holder godt nok over for den lige så snotforkælede, men fortumlet gullaschdreng Petruchio, der fører sig frem som en havareret arving til et havareret Fritz Schur-imperium, arrogant macho, tilsat spåner af den fedtede Malvolio, Lars Mikkelsen kaldte til live i ’Helligtrekongersaften’ på Teater Republique for nogle år siden, samt gnister af den nederdrægtige Tartuffe, han udfoldede på Grønnegaards Teatret i sommer, men begge dele opløst som ved en kemisk proces i total åbenmundet uforskammethed her hos hans Petruchio, en forvokset teenager, der løber med 100 kms fart og hæmningsløst åbne øjne lige ind i en kvinde, som han jorder helt ned til sokkeholderne, indtil cobraslangen bider igen.
Dér begynder den proces, hvor de vikler deres kroppe sammen og vrider sig ind og ud af – og ind igen – i den ægteskabelige sandkasse, som han tilsyneladende har tilrettelagt og som hun tilsyneladende ender med at finde sig til rette i, hvis man skal tage hendes slutmonolog for gode varer.
Hvad man ikke skal, da det kommer til stykket: Han er ikke faldet til patten, og hun er ikke faldet til pikken, det kører bare videre deruda’ som et skakspil mellem lurende modspillere.
Deraf den vendte titel på Nørrebro: ’Kan trolden tæmmes?’ 

UDENVÆRKERNE

Det er det spil, der udfolder sig med overgiven flabethed med de to som ømme og nederdrægtige modspillere. Og hvor vi mageligt kunne have undværet udenværkerne, ikke mindst scenen mellem Bianca og hendes to kurmagere, en pointeløs sketch.
Vi er belastede af sympati for de medvirkende, udmærkede skuespillere, der må agere statister: Sonja Oppenhagen, der spiller Ditte Hansens mor, men mere ligner hendes datter, Ole Lemmeke, der agerer forvirret journalist, men som vi på stående fod ikke kan løsrive fra hans geniale Herman Bang på Folketeatret, og de øvrige gode folk.
Kim Bjarke har huseret med iscenesættelsen efter samme model, han brugte ved ’En skærsommernatsdrøm’ – den med Jan Gintberg som Puk, og hvor Ditte Hansen i øvrigt havde rollen som Helena – i en scenografi af Ida Marie Ellekilde, der har gjort det sjovest for os med Petruchios slambunke af et landsted iført rusten swimmingpool, en brillant arena for den festligste slagsmålscene mellem Katharina og Petruchio.
Hvad bliver det næste på Nørrebro? ’Hamlet’ henlagt til Christiansborg med L.O.C. som Hamlet?
Vi venter spændt.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *