DESPERATE

 
Nybagte Århus-skuespillere i neurotisk satire slipper tempo og teknik løs, men ellers ikke så meget om, hvor talenterne bærer hen.

’Electronic City’ spiller pt i Stiklingen på Aarhus Teater. På Foketeatrets Hippodromen 15.-18. november.

***

HVAD kikker vi efter? Hvad lytter vi efter?
Seks unge skuespillere præsenterer sig i en afgangsforestilling fra elevskolen ved Aarhus Teater. Holdet har valgt et stykke af den unge tyske dramatiker Falk Richter, et stykke, der med speederen i bund leverer en hidsig satire over moderne menneskers jagt på – ja på hvad? Det ved de ’moderne mennesker’ dårligt nok selv. Som Brecht siger: ’Alle rennen nach dem Glück. Das Glück rennt hinterher”.
Variationsmulighederne ligger altså inden for snævre rammer. Renderiet foregår for en stor del i lufthavne, ind imellem alle muligt andre steder – og for at lægge et ekstra lag på, er al action koblet på filmoptagelser af renderiet, der gør travlhed, stress, konflikter og hovedløse psykologiske reaktioner til en sindrig blanding af dobbelt-fiktioner. Det giver et utal af udtryksmuligheder, men de ligger alle i forlængelse af hovedsigtet: Vær desperat!
Det går vildt til, og et publikum nikker og nikker og nikker genkendende til de fleste situationer – måske ikke lige til knald i baglokalet, næppe i hvert fald til det, der henlægges til andagtrummet på et hospital.   

TYPER

Så altså: Hvad kikker og lytter vi efter hos de nye skuespillere? Når nu spillestilen i stykket har de nævnte begrænsninger? Vi kikker efter fysiognomier, karakterer, typer, højder, drøjder og bevægelser. Og vi lytter efter stemmetyper, stemmestyrke, artikulation – kan vi høre, hvad de siger? Og hvilke vanvittige eller mystiske personer vil de kunne lægge stemmer til i tegneserier? Dér kommer mange af dem jo til at hente en del af deres levebrød! 
Vi skal være forsigtige med at skille får fra bukke med nye elevskud. Men man kan være fræk og udlede lidt af hvert fra det opstillede billede af de seks, programmet indeholder.
Fra venstre til højre: Marie-Lydie Nokouda med det skeptiske, let ironiske blik, Ole Ellersgaard med sovekammerøjnene, Thomas Nielsen, der har sat sig i koket Ulla Terkelsen-stilling, Helle Rossing, der dvæler i en skal-man-nu-også-fotograferes-atitude, Jakob Svarre Juhl, der har mine og statur til en Wagner-rolle og yderst til venstre Josephine Raahauge, der ser ud, som om hun vil siger: Det kan du godt spare dig!

TEKNIK

Fotografier kan sige hvad som helst. Næsten. Og sådan et billede giver ikke meget grundlag for at sige noget om talent og rækkevidde. Det gør opførelsen, eller skal vi sige afleveringen, af et stykke som ’Electronic City’ heller ikke.
Det, det mest fortæller, er, at de seks har tilegnet sig en præcis teknik – dialogen er et væv af ensemble-replikker, der går over stok og sten, der skal ikke snubles, og på det punkt har Alexa Ther instrueret sjovt, så der bliver spillet stramt derudaf.
Sjovt? Ja, for det er samfundskritik i farcestil.

GregersDH.dk