ANTI-GENERATIONEN

Teater Momentum sænker støvet stilhed over den såkaldte beat-generation med teatrets første ’Outsider’-produktion i denne sæson.

 Spiller til og med 3. november

**

Teater Momentum tager fat igen. Modellen er denne gang, at den berlinske instruktør Lydia Bunk får overladt den lange ende – hun producerer og instruerer sæsonens tre forestillinger med et fast hold af fire skuespillere. Hun har valgt et fællestema for sæsonen: Outsidere.

Vi kender hende fra Odense Teater, hvor hun for tre år siden omlakerede Ibsens ’Et dukkehjem’ til et iskoldt moderne produkt på berlinsk konceptfacon, ganske frækt, men spændende.

Outsider kan man vel ikke kalde hende selv. Stilen og tankegangen er efterhånden godt indarbejdet. Forhåbentlig kommer hun til at ramme mere kontroversielt med de følgende forestillinger på Momentum. For indledningen med ’Beat’ er forsigtig, for ikke at sige en smule søvndyssende. Uspillet i en nøgen dekoration, som var vi i et kæmpemæssigt badekar.

BEAT-GENERATIONEN

Hun har fat i de tre store navne fra beatgenerationen i USA, Allan Ginsberg, William Burroughs og Jack Kerouac. Forgængere for Bob Dylan-generationen – hvis man overhovedet kan stemple ’generations’-betegnelsen på Dylan, der har så bred en ramme om sine sange og sit udtryk.

Ideen er at lade Ginsberg, Kerouac og Burroughs træde frem i en række sekvenser med deres digte, forvaltet af de fire spillere Bjarne Antonisen, Kasper Ørum og Morten Christensen.

Suppleret med Johanne Dal-Lewkowich, der figurerer som henholdsvis Carolyn Cassady og Joan Vollmer, to af de kvinder, der nævnes som beatgenerations-forfattere, men som mest er kendt for deres turbulente tilknytning til de tre mandlige digtere – Joan Vollmer havde endda den skæbne at bliver skudt og dræbt af Ginsburg under et ophold i Mexico. Ifølge ham selv, fordi han ville lege Wilhelm Tell og skyde en vaskebalje, hun bar på hovedet.

DESENGAGEMENT

Forestillingen bliver kaldt en ’teaterkoncert’. Rigtigt i den forstand, at komponisten Peter Kohlmetz Møller har skrevet gennemgående underlægsmusik til digtene og enkelt regulære sange – næsten alt sammen i en dæmpet suggererende stil, der lægger vægt på den side af beat-digtene, som imødekommer den oprindelige og originale dækning af det ord, der skabte logoet for forfatternes livsindstilling og digteriske udløsninger: Ordet ’Beat’. Som oprindelig betyder noget i retning af ’træt’ eller ’på hælene’. Træt af stort set alt i det amerikanske efterkrigssamfund.

Dramatisk fungerer det til en vis grad i den kurve i musik og tekster, der lader forløbet stige mod kulmination i de stoffer, LSD m.m., som blev beatdigternes skæbne og tidlige død.

Det har en effekt. Men ellers når man ikke dybt i et scenisk og musikalsk forløb, der er ganske statisk.

Det er svært at se og høre for sig, at 50’ernes bebop har været en levende inspirationskilde for disse digtere, men det ser ud til at været et valg at satse på det flydende desengagement, der også er mange af digtenes ydre kendetegn. Det, som fik Truman Capote til at sige om Kerouacs tekster: ”Han er ikke forfatter. Han skriver bare på maskine.”

Lad os nu se, hvad Lydia Bunk og Momentums næste ’outsider’-greb byder på. Titlen er ’Affæren’ – en fransk komedie-klassiker med premiere i slutningen af november. Stadig med samme skuespillerhold og samme komponist. Men Hanne Hedelund ser ud til at træde ind i stedet for Johanne Dal-Levkowich.

GregersDH.dk