Thomas Ambt Kofod og Louise Fribo (Tegning: Claus Seidel)

VI NYNNER ENDNU

*

*

Fortsættelsen af ’The Phantom of the Opera’ er musikalsk snydt ud af Lloyd Webbers nodepen, men overdådigt sat op på Det Ny Teater med Louise Fribo og Thomas Ambt Kofod i skråsikker form i hovedrollerne.

*

*

’Love Never Dies’ spiller på Det Ny Teater frem til foråret 2013

****                                                                                                                                                                                                                                                                                      

HAN kan bare det kram, ham Lloyd Webber! Vi krydser ud gennem svingdørene i Det Ny Teater nynnende det tema, Webber har banket ind i os gennem det halve af forestillingen. Det sidder fra krave til hårtot, og taxachaufføren får melodien med oven i prisen, da vi kører hjem.
Sådan gør man dét.
Det er som med ’Evita’. Der skal ét kanonhit til. Så ligger vi der. I ’Evita’ hedder det ’Don’t cry for me Argentina’. I ’Love Never Dies’ hedder sangen ligesom titlen.
Oversat til dansk: ’Kærlighed ser – kærlighed vinder’. Og det lyder jo herligt – det er bare kun den halve sandhed i den historie, den nye musical fortæller, for den er besat med kærlighed, der vinder, men for halv kraft. Og taber for fuld kraft.

MED PUCCINI I BAGLOMMEN
 
For det er svært at se, hvor meget gevinst, der er for kærligheden hos hovedpersonerne. Vi er – ligesom med musikken – på ekskursion i Puccini-land, og dermed også ude i de frygtelige Puccini-pinsler – ’Tosca’, ’La Bohème’, ’Madame Butterfly’, ’Manon Lescaut’ – det fyger med tragedie i luften. Heltinderne skal gå så meget ondt igennem. Og kærligheden er kun til låns. Jo mere pinefuld den er, jo mere komponister som Puccini og Lloyd Webber martres ved deres heltinders skæbne, jo mere drabeligt svinger de deres melodiske talent.
Kærlighed, der martres. Til gengæld kan vi fra vores stolesæder roligt erklære vores uforbeholdne og smertefrie kærlighed til pigen, der på Det Ny Teater synger temaet direkte ind i vores inderste baghoved i den store scene, hvor den ulyksalige Fantomet har lokket hende til at synge på sit obskure teater ved New York. Det er Louise Fribo.
Hun er rustet med evnen til at smyge sin sopran fra det underfuldeste mellemleje til de lysende høje b’er, sætte tonerne an, som var hun kirurgen med sin skalpel. Og bevare sin klang så egal og fortættet som et blik hen over Furesøen i vindstille og måneskin. Som skuespiller er hun mere musical-comedienne end -tragedienne, og det er måske lidt et problem i denne forestilling. Men hør hende!

SØDME OG LIDELSE

Sødmen er uimodståelig, langt mere uimodståelig end det firkantede, tungt konstruerede dilemma, hun vikles ind i. En affære, hvor vi både skal have medlidenhed med hendes Christina, men hendes forurettede ægtemand Raoul, spillet af den nydelige Christian Berg, med den 12-årige knægt Gustave, der er det hjertegribende offer for en faderskabssag, med Marianne Mortensen, der som indpiskeren Madame Giry i Fantomets cirkus får pillet sine ambitioner ned lag for lag,  og tilmed med hendes datters, Meg Girys – hun er i hænderne på Camille Cathrine Rommedahl, og også hun – hvor nydeligt hun end synger og svinger dansebenene – ned med nakken må hun.
Det går dem alle frygteligt, og allermest skal vi lide med den arme Fantomet, der endnu engang som i ’Phantom’ må kæmpe med sit vansirede ansigt bag masken og forgæves med den kærlighed, han søger.
Fantomet selv er – al den dramatiske urimelighed til trods – en prægtig opgave for Thomas Ambt Kofod, spillemæssigt i klasse med Flemming Enevolds eminente præstation i ’Phantom’ i sin tid – Ambt Kofod her en forbilledlig diktion, en glimrende baryton, der klinger ud med autoritet.
Man er totalt tryg ved denne fremstilling af Phantom-figuren i ’Love never dies’ – og dét sagt om en figur, der i sig selv skal være alt andet end tryghedsskabende. Nemlig dybt foruroligende i sit makabre selvpiskeri.  

UNDERHOLDENDE

Som teaterpræstation er det en ret forrygende opsætning.
Uanset, hvor træls det kan være at høre Lloyd Webber gentage sig selv i en uendelighed.
Og uanset det dramaturgisk knirkende stillads, der udgør handlingsgangen.
Instruktøren Daniel Bohr tumler det store apparat flot, og vi er i kløerne på en scenograf og kostumier, der har fået lov at rulle hele slaraffenlands-løberen ud i et cirkus af klovne, artister, vanskabninger og originaler. Der mangler vist kun et par trepattede køer i dette regi, der ligner et middelalderligt tabernakel rejst i al sin absurditet på en moderne markedsplads på New Yorks Coney Island. 
Det er underholdende, og bæres frem i en scenografi og en lyssætning, der er i topklasse. Lige fra det øjeblik, Fantomet dukker ensomt frem af mørket, som var han hentet ud af Dantes Inferno kapitel 16, og frem til de vældige farvesprudlende scener med hele komparseriet af makabre cirkusgalninge.
Det er på den led – som sagt: Forrygende.
Og vi nynner endnu.

GregersDH.dk