‘Mirakel’ Kgl. Terater, Skuespilhuset St. Scene 15.10.08 Anm.

kgl-mirakel-14okt-08.jpg  

 Ernesto Piga Carbone, Anders Juul og Regitze Estrup i ‘Mirakel’ (Tegning: Claus Seidel)

GAVTYVEN

’Mirakel’ på Det Kgl. er en teenage-musical i farcestil. Stor i slaget.

****

Med Anders Juul var det klart siden 2005: Her var en ung skuespiller med et særligt talent. Han var Mozart i ’Amadeus’ på Aalborg Teater dengang. Skør. Uskyldig. Sig selv. Og noget for sig selv. En gavtyv med ansats til en talefejl. Og uimodståelig.
Det generer os ikke, at han som 27-årig nu spiller den 12-årige Dennis i Kim Fupz Åkesons ’Mirakel’. En knægt, der fiser rundt på skateboard, glemmer matematikbogen i skolen, drømmer om klassekammeraten Karen Lise  – hvem ville ikke gøre det, når hun spilles af Regitze Estrup? – og i øvrigt er total nuttet og loyal over for sin alenemor.
Den sidste spillet af Pernille Højmark, der behandler damen som en festlig outsider-version af Yvonne i ’Huset på Christianshavn’, en krydsning af total småborgerlig pylremor og rappenskralde, der i givne situationer danser charleston og synger som natklub-starlet.

FARCE
 

Sådan en figur må uvægerlig kunne føre sig uimodståeligt frem i en historie, der er som en Privat Teater-farce omsat til ungdomsmusical.
Historien er, at knægten ved et mirakel får forvandlet alle akutte problemer til succes. Et guddommeligt sendebud giver har tryllemiddel til at gøre mor til en sexet festabe, som vil have ’mælkemænd, bedemænd og tissemænd’.  Skolekammeraten Karen Lise til en aggressiv teenager fatale. Og den slavepiskende skolelærer Sandstrøm til en lallende diskenspringer. Ham har Asger Reher fat i med både Lektor Blomme-sarkasme og Ørkenens Sønner-sving med ørerne.

FULD UDTRÆK

Man må sige, at Det Kgl. Teater har muskler til at lave børne- og ungdomsteater af temmelig overvældende fysisk styrke i forhold til mange mindre teatre. ’Den gule Bamse’ på Gl. Scene og nu ’Mirakel’ på Store Scene i det nye skuespilhus. Det er fuldt udtræk, stærk besætning og scenerier, der vil frem i verden. Scenografen Marie í Dali har både skateboard-bakke og vendbart hus med døre, der kan opfylde alle farcekravene om ind-og-ud og hurtige smæk. 
’Mirakel’ er en kvik og vel drejet affære. Ikke dybt original, men frisk. Sprogligt, musikalsk og koreografisk.
Skuespilhuset har i øvrigt fået sat skub i den øde foyer med en ny bar. Det udvikler sig.   

GregersDH 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *