MAN SER RØDT

Balletten på Det Kgl. har hele farveladen og det halve balletkorps i sving med ’Den gyldne hane’ på Operaen. Det er sjovt, flot og ufarligt.

****

DET er et jublende orgie af farver. Så rødt, så man ikke kan passere en dansk postkasse fra nu af eller høre Birthe Kjær synge ’Jeg maler byen rød’ uden at komme til at tænke på dekorationerne i ’Den gyldne hane’.
Rødt og guld. Pink, gult og grønt. Og rødt igen. Slotte, blomster, kostumer, det er en helt overvældende farvelade, et kæmpe naivistisk maleri, en slikbutik, men også så meget andet, orientalsk pragt, russiske ikoner, alene fortæppet fortæller et helt eventyr om riger østen for solopgang.
Vi ved godt – for det er hele stamtræet i den historie, arvet fra digteren Pushkin og til at spore gennem opsætninger frem til vore dage… vi ved godt, at det er en fortælling, der har fået russiske zarer til at se rødt gennem generationer. Blodrødt.
For det handler om en zar, der er en fordrukken skiderik, en despot af værste skuffe, den øverste, men fortjent at blive henvist til den nederste. Skrevet af Rimskij-Korsakof som opera, ændret senere til en ballet/opera, hvor sangerne sang, og danserne dansede. Nu en ren ballet.

BØRNEEVENTYR

Men det politisk kontroversielle er sandelig blegnet, som vi oplever ’Den gyldne hane’ – Le coq d’or’ – i dag.
Hvis vi overhovedet kan løsrive os for konsumeringen af farveorgiet og de fabelagtige, strålende kostumer – nok til et afdansningsbal ved hoffet eller på Dyrehavsbakken – så er det sjov og røverhistorie det hele, klovneri og lattervækkende optrin, mere børneeventyr end noget andet.
’Sværd og trolddom’ i balletregi.
På Det kgl. kan man opleve ’Den gyldne hane’ fra så mange forskellige vinkler og niveauer. Som en dekorativ forlystelse. Eller med historiske briller. Eller som en danse-fortælling, mere end et dansedrama. Som et børneeventyr – børn vil gå lige til det. Eller som en musikalsk knaldperle.

HANEGAL

Det sidste fordi Rimskij-Korsakofs partitur er en strøm af flotte og velskrevne passager.
Fra det sekund i starten, da trompeten gjalder sit hanegal som varsel om Den gyldne Hane, er vi i selskab med en mester i instrumentation. Rimskij driver ganske vist ordentlig rovdrift på et par af sine yndlingstemaer fra operaen, men han gør det med utrættelig hittepåsomhed, så vi følger Lena-Maria Grubers rappe forgyldte hanedans, Gudrun Bojesens smækre attituder som den fremmede dronning og Thomas Lunds kluntede zar med kildrende fornøjelse.
Kapellet har facon på mylderet af blæser- og strygerstemmer, der er som et klangligt patchwork, bølgende i farver, og lige til at stemme trin og scenespil i de mindste detaljer.
Det kunne være morsomt en dag at se den gamle Diaghilev-version med både sang og dans.
Men der er sandelig muntre og festlige oplevelser at hente i den udgave, som Alexei Ratmansky nu har bygget på Fokins version fra 1930’rne – og som scenografen Richard Hudson så overdådigt har videreført fra den russiske maler Natalia Goncharovas dekorationer dengang.
En fornøjelse. Latter, livsglæde, en skrøne fra fjerne lande og tider.

gregersDH.dk