Mads Wille, Thomas Mørk og Paul Hüttel i ‘En smule stilhed før stormen’ (Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)
KAN ALLE SE MIG
Den nye ledelse på Husets Teater åbner selvironisk med et stykke om skuespilleres navlebeskuelse
****
SELVOPTAGET og krukkede? Ikke mange fag er som skuespillernes i den grad belastet af beskyldninger om netop de egenskaber. Det skulle da lige være tv-studieværter.
Det er skuespillerne, den unge tyske dramatiker Theresia Walzer, har fat i med stykket ’En smule stilhed før stormen’. En nærmest bagatelagtig sag, som Mads Wille og Simon Boberg har valgt at lægge ud med efter overtagelsen af Husets Teater.
Bagatel, fordi den er en kort koncentreret situation: Tre skuespillere venter på at indtage deres pladser i et panel, hvor de over for et publikum skal diskutere skuespilkunst. Vi sidder som publikum i salen og bliver så at sige indviet i den mentale mekanik hos de tre, mens de venter i kulissen.
Og bagatel, for så vidt som der ikke sker andet end hvad der sker mellem tre af gimperne, der gnækker og vogter på hinanden i Holbergs ’Barselsstuen’.
IKKE ET ORD
Men ret underholdende er det. Skarpt karikeret. Og sigende om skuespilleres forhold til deres metier? Måske.
Til at begynde med mæler de ikke et ord til hinanden. Instruktøren Christoffer Berdal har haft sin fornøjelse af at lokke minimale reaktioner og attitudeskift ud af de tre: Uroen mellem dem, den paniske nervøsitet for at spille ud og røbe sig. Forsøgene på at bringe sig i position.
Paul Hüttel som den ældste, den klassiske hovedrollevante skuespiller, der er så blasert, at han dårligt værdiger den yngste af de tre, Mads Wille, et blik, men til gengæld bræger uhæmmet op om sin glorværdige fortid.
Thomas Mørk, som forsøger sig med en nobelt tilbagetrukket, intellektuel fordybelse i et manuskript, samtidig med, at han er utilsløret mopset over den ældre kollegas pralerier.
Og så altså den kejtede lidt fortabte unge skuespiller, der prøver at styre nervesystemet ved at få et sofabord mellem de tre til at stå lige.
HITLER
Som de får munden på gled udvikler der sig en absurd konkurrence mellem Hyttel og Mørks figurer om, hvem der i rollen som Hitler har været tættest på den virkelige Hitler – det evindelige problem: ’Er’ man en person på scenen, eller spiller men personen? Er vi til virkelighed eller skuespil?
Mads Willes unge skuespiller tager kampen op. Han stiller med at have været Goebbels i en film, og fører i øvrigt synspunkter om virkelighedsteater i marken, som bringer de to andre nær besvimelsesstadiet og råb på lugtesaltet. Mens de i øvrigt har nok i deres indbyrdes forsøg på at nedgøre hinanden.
OVERSÆTTELSEN
Teatret har printet det underfundigt underholdende stykke ud i dansk oversættelse i en net udgave, og med den i hånden kan man snakke videre bagefter om skuespilleres møje med at finde deres ben. Og vores – med at forholde os til deres udfoldelser på scenen.
Ganske lærerigt.
